Spring til indhold

Gribshunden

Koordinater: 56°8′41.2″N 15°13′15.3″Ø / 56.144778°N 15.220917°Ø / 56.144778; 15.220917
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gribshunden
Rekonstruktionstegning af Gribshunden
Karriere
NavnGribshunden
Historie
SkæbneBrændte og sank i 1495
Tekniske data
Længde35 m[1]
Bredde12 m[2]
Dybgang7,5 m[1]
Besætning150 mand[3]

Gribshunden var et stort dansk orlogsskib fra 1487 til 1495. (Det var kendt som Griffen, Gribshund Gripshunden, Gripshund, Griff, Griffen og Griffone) fra flere krøniker). Det var flagskib for kong Hans af Danmark (konge 1481–1513).[1] Gribshunden sank i 1495 pga. brand på Østersøen ud for kysten ved Ronneby i Blekinge. Skibet er et af de bedst bevarede skibsvrag fra senmiddelalderen.[1][4][5]

Skibet bliver nævnt første gang i et brev af 16. maj 1486, hvor kong Hans af Danmark skrev "in navi nostra Griffone" (latin: "på vores skib Griffen".[1] Gribshunden og dets mange navne findes på den danske flådes lister over skibe fra 1487 til 1495.[3][6][7]

I sommeren 1495 satte kong Hans sejl mod Kalmar i Sverige for at forhandle med Sten Sture den ældre, der truede med at trække Sverige ud af Kalmarunionen.[3][1][8] Som flagskib for den danske flåde var Gribshunden et symbol på den militære magt, som skulle hjælpe til at afskrække svenskerne fra uafhængighed.[1][3][9]

På vej mod Kalmar kastede han anker i Østersøen i en naturhavn ud for Ronneby, hvor der udbrød en eksplosionsagtig brand på Gribshunden. Begivenheden er beskrevet i den samtidige svenske krønike Sturekrönikan og i to tyske krøniker: Reimar Kochs Lübeckkrønike og Caspar Weinreichs Danzigkrønike.[3][1][6][10] Kong Hans var ikke ombord på skibet, da det brændte. Ifølge besætningsmedlemmet Tyge Krabbe var en stor del af mandskabet på 150 ombord, og de døde, da skibet sank.[3][1][8] Efter at kong Hans havde mistet Gribshunden, var han tvunget til at opgive sin færd til Kalmar. Det gjorde, at Kalmarunionen var i et limbo i de kommende to år til slaget ved Rotebro i september 1497, hvor unionen blev sikret af Hans' sejr over Sten Sture.[1][3]

I 1970'erne opdagede en lokal dykkerklub skibsvraget på 10 m vand i den sydsøstlige del af Østersøen nord for Stora Ekö, der ligger i Blekinge skärgård ud for Ronneby.[1][3][7][6] Uden at vide, hvor vigtigt et vrag de havde fundet, blev arkæologer ikke gjort opmærksom på det før år 2000. De første arkæologiske undersøgelser foregik i 2001 og 2002.[1][3][8][6] I 2013 identificerede arkæologerne skibet som Gribshunden[1][3][7] gennem dendrokronologiske prøver fra skibets tømmer, som viste, at det kom fra egetræer fældet i vinteren 1482-1483.[11][12][6]

Træskibet er forbløffende godt bevaret og er blandt de bedst bevarede skibe fra senmiddelalderen.[4][5][1] At vraget er relativt frit for ormeangreb skyldes vandets lave saltindhold.[5][10]

Skibet er bemærkelsesværdigt i sin konstruktion, da det er kravelbygget som det ældste fund i de nordiske områder, hvor klinkbygning ellers var den mest udbredte teknik til skibsskrog.[1][8][10] Undersøgelser af vraget viser, at det har haft længde på 35 m og en dybdegang på 7,5 m.[1] Kølen ligger nordøst-sydvest.[3]

Blandt de arkæologiske genstande, der er bjærget fra vraget, er ringbrynje, knogler, tønder, glas og et gangspil.[8][2] Skibsvraget er fortsat udstyret med kanoner støbt i jern, og der er 11 pladser til dem.[3][8][6]

I august 2015 var skibet genstand for international medieopmærksomhed, da en næsten fuldstændigt bevaret galionsfigur blev bjærget fra stævnen. Den vejede omkring 250 kg og forestiller et mytisk væsen.[1][4][7][5][11][10][13] Som skibets navn, Gribshunden, indikerer er den kimæreagtige galionsfigur et hunde- eller drageagtigt søuhyre med løveører, der fortærer et menneske med sin krokodilleagtige mund.[1][4][7][5][11][10][13]

  1. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r Warming, Rolf (2015-07-01). "Gribshunden: Significance and Preliminary Investigations". Combat Archaeology. Hentet 2015-08-13.
  2. ^ a b Reich, Oliver Kløvedal (2016-03-22). "521 år gammel galionsfigur vender tilbage til København". Politiken. Hentet 2016-05-19.
  3. ^ a b c d e f g h i j k l Einarsson, Av Lars. "Ett skeppsvrak i Ronneby skärgård" [A shipwreck in Ronneby archipelago] (PDF) (svensk). Kalmar Läns Museum. Hentet 2015-08-13.
  4. ^ a b c d "Medieval ship's 'sea monster' figurehead raised from Baltic". BBC News. 2015-08-12. Hentet 2015-08-13.
  5. ^ a b c d e Zolfagharifard, Ellie (2015-08-11). "A 'monster' emerges from the Baltic sea: Ferocious wooden figurehead that adorned a Danish warship surfaces after 500 years". Daily Mail. Hentet 2015-08-13.
  6. ^ a b c d e f "RAÄ-nummer Ronneby 728" [RAÄ-number Ronneby 728] (svensk). Swedish National Heritage Board Riksantikvarieämbetet. Hentet 2015-08-13.
  7. ^ a b c d e Hansen, Jesper Haue (2015-08-11). "Dansk "monster" fra 1495 hevet op af dybet i Sverige". Jyllands-Posten. Hentet 2015-08-13.
  8. ^ a b c d e f "Ett Skeppsvrak i Ronneby Skärgård" [A Shipwreck in Ronneby Archipelago] (svensk). Blekinge Museum. Arkiveret fra originalen 31. december 2013. Hentet 2015-08-13.
  9. ^ Rauscher, Alexander; Sund, Peter Gren; Theander, Martin (2015-08-12). "Världsunikt dykfynd — ett hungrigt monster" [World-unique diving find — a hungry monster]. Svenska Dagbladet (svensk). Hentet 2015-08-13.
  10. ^ a b c d e Hays, Brooks (2015-08-13). "Medieval wooden 'sea monster' pulled from Baltic Sea". UPI. Hentet 2015-08-13.
  11. ^ a b c Grimm, Nick (2015-08-12). "500-year-old figurehead recovered from sunken Danish warship". ABC News. Hentet 2015-08-13.
  12. ^ "Fartygs-/båtlämning" [Ships-/boatwreck]. Kringla database (svensk). Swedish National Heritage Board Riksantikvarieämbetet. 2008-05-13. Hentet 2015-08-13.
  13. ^ a b "Stort bildspel från bärgningen" [Great slideshow from salvage]. Blekinge Läns Tidning (svensk). 2015-08-13. Hentet 2015-08-13.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

56°8′41.2″N 15°13′15.3″Ø / 56.144778°N 15.220917°Ø / 56.144778; 15.220917