tirsdag den 27. maj 2014

I dag var frokosten ekstra lækker....


... ikke af nogen speciel grund, bare fordi.....:-)
Rå blomkålssalat, som jeg har smagt andet sted,
fået opskrift fortalt og kun kunne huske halvdelen,
hvilket har resulteret i en lidt anden smag, men stadig dejlig.

Et råt blomkål skylles og hakkes så småt som man gider.
Et bundt mynte skylles og hakket helt fint
En rød grapefrugt filiteres og deles i mindre stykker,
den overskydende saft presses i.
6 tørre dadler skæres i mindre stykker, puttes i og det hele vendes
En stor håndfuld sesamfrø ristes og drysses over

Man kan også putte lidt citronsaft, hakket persille,
et skvat olie
og/eller tørrede abrikoser i.

Som tilbehør var der kolde langtidsbagte tomater
denne gang drysset med olivensalt fra Mallorca
og friske Oregano-kviste fra altanen.

Det hele er spist og nydt i solen på altanen:-)



mandag den 26. maj 2014

På aftentur i mit hood


Kom med på en slentre-aften-tur i mit nabolag.
Vi går af Svineryggen langs Skt Jørgens Sø :-)





Efterårsfarver



Pakkeposten har lige været forbi min dør, med en kasse garn fra Permin, med 2 lækre kvaliteter
Zenta (uld, silke, nylon)
Safira (masser af uld, og lidt silke), og 
en fin dosering af farveskift svingende fra sort/koksgrå/grå/en anelse brun til råhvid.
Garn til 2 efterårsmodeller til Hendes Verden, 
i dejlige efterårsfarver, en model i striber og en i struktur.
Begge modeller med lommer.
Jeg glæder mig til at komme i gang, det føles så mums blødt og  lækkert det garn.
Men de næste par dage sidder jeg bare og nyder det fra min plads foran skrivebordet, mens jeg færdiggøre lidt mere presserende opgaver :-)

søndag den 25. maj 2014

Skiftevis og lidt af hvert


 Solen er skiftevis fremme og bag en sky
Jeg er skiftevis ude og inde, 
skiftevis i færd med at 
skrive på en opskrift ved computeren 
eller strikke et par omgange på mit strikketøj.
Tager skiftevis trøje af og på, mens jeg
skiftevis spiser salt lakrids eller friske krisebær.
Jeg er i gang med julekugler til Kreativ Strik.
Jeg har indviet mine nye sutsko
og jeg nyder, 
at der endelig er kommet lidt blomster i altankasserne :-) 
Pink Perlagonia og vinrøde Chokoladeblomster
Søndagsstemning....



onsdag den 21. maj 2014

Harry Potter, billedspam fra London del 4


Jeg er Harry Potter fan!!
Da vi for 2. gang (1. gang læst min mand højt for min datter), begyndte at læse serien herhjemme for barn nr. 2, gik jeg modvilligt med til at læse højt for Folke hver 2. aften. Men jeg blev grebet, og har siden elsket at følge med
i Harry, Ron og Hermione's hverdag og bedrifter på Hogwarts.
På vores ferie i London havde min mand hjemmefra (nødvendigt) bestilt billetter og reserveret tid i Warner Bros. Studio, beliggende en ca. ½ times togtur uden for London.
Herfra videre i dobbeltdækker "Harry Potter" busser.
Jeg tænkte, ohhh nej, for en turistfælde.
Og der er mange turister, fans, 
så mange at man bliver lukket ind i grupper.
 Men hold op, hvor er det helt fantastisk bygget op, 
varieret, spændende, overraskende og informativt.
Man går der mellem kulisserne og brudstykker deraf, rekvisitter, tøjet, tryllestavene med de håndskrevne mærkater, mini modeller af Hogwarts, Den fede dame, lysene i Storsalen, maskerne, og jeg kunne blive ved og blive ved...
Kan kun sige, tag ud og se det, det kan anbefales på det varmeste, hvis man bare er en lille bitte smule fan.
Jeg har udvalgt lidt billeder, men kunne vise mange flere :-)

















lørdag den 17. maj 2014

Hos frisøren, Billedspam fra London del 3


Vi har efterhånden en tradition for at tage børnene til frisøren når vi er på ferie.
1) vi har tiden...
2) det er ofte billigere end herhjemme....
Denne gang var ingen undtagelse. 
Folke har værnet om sit lange pandehår, 
som har resulteret i at håret over ørerne og nakken efterhånden også var temmelig langt.
For langt til at hans mor kunne holde det ud... ;-)
Han blev overtalt til et besøg hos den lokale  
børnefrisør Mata Mata, 125 Essex Road i Islington.
En børnefrisør med hele 4 motorkøretøjer, 
film og Ipad som underholdning.
Man kan til nød blive klippet som forældre eller bedsteforældre fortalte de mig, men ellers er det børnenes sted.
Jeg kan fortælle at både Folke og hans mor blev yderst tilfredse med resultatet :-)






London, billedspam del 2


I Islington/Angel på Essex Street ligger den lille men yderst velassorteret stofbutik 
Ray-Stitch.
Her finder man stakke af firkanter og sekskanter, gjort klar-parat
til det næste store patchwork-projekt.
Bånd, små mærker, stof, værktøj, sykursus, bøger m.m.
Udenfor står et par liggestole, 
beklædt med dagens udvalgte metervare.
Det kan anbefales at have god tid, 
hvis du tænker at besøge butikken, 
og sørge for at parkere mand og børn, 
på en af de mange hyggelige cafeer, 
som ligger lige i nærheden :-)













fredag den 16. maj 2014

London, billedspam 1


I skal ikke snydes for billeder fra min tur til London med familien.
1. indlæg er fra en skønne, lille, bitte garnbutik som hedder Loop, 
og som ligger i den super dejlige bydel Islington,
Der er mange andre små fine butikker og cafeer i Camden Passage, 
som er fyldt med sådan lidt vintage-agtig, 
loppemarked hyggelig stemning.
I det hele taget er Islington et helt fantastisk sted, med masser af hverdagsliv og stemning, masser at kigge på,
skønne små butikker op og ned af Essex road og Upperstreet.
Men i Camden Passage ligger Loop. Og i Loop kan man
købe garn fra hele verden, i de skønneste farver og kvaliteter,
fine knapper, bøger m.m. 
Jeg var der alene, og det var godt ikke at have en trippende mand 
eller 2 utålmodige børn hængende omkring sig, for man kan bruge laaaang tid i butikken på
at kigge, mærke, sammenligne farver..... :-)