Viser opslag med etiketten Barbapapa. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Barbapapa. Vis alle opslag

fredag den 13. april 2012

DIY - hæklede øjne til Barbamama og Barbagul

Jeg har for laaaang tid siden lovet en læser her på bloggen, at jeg ville hjælpe hende med en opskrift på de hæklede øjne til Barbamama (undskyld ventetiden Mathilde). Siden hen har jeg fået en forespørgsel på øjnene til Barbagul, og nu har jeg så langt om længe fundet hæklenål, papir og kuglepen frem og fået opskriften skrevet ned.

Materialer:
Hæklenål: 2,5
Bomuldsgarn nr. 8 - hvid og lyserød (eller rosa)
Broderigarn (sort)

Forkortelser:
fm = fastmaske
lm = luftmaske
km = kædemaske
m = maske

Øje - Barbamama (hvid):

1. omgang: Lav en magisk cirkel (magic circle). Hækl 6 fm i cirklen. Afslut omgangen med 1 km i første fm (6 m)
2. omgang: 1 lm, *2 fm i hver maske*. Gentag fra * til * omgangen rundt. 1 km i omgangens første maske (12 m).
3. omgang: 1 lm, *1 fm, 2 fm i næste maske*. Gentag fra * til * omgangen ud. Afslut med 1 km (18 m).

Hæft enderne.

Øjenlåg - Barbamama (lyserød):

1. omgang: Lav en magisk ring. Hækl 3 fm i cirklen og stram godt til, 1 lm. Vend. (3 m)
2. omgang: 2 fm i hver maske omgangen ud, 1 lm. Vend. (6 m)
3. omgang: 1 fm, 2 fm i næste maske. Gentag omgangen ud (9 m)

Hæft enderne og træk øjenlåget lidt i facon.

Sy øjenlåget fast på øjet. Brodér pupillen med en fransk knude og øjenvipperne med bagsting. Sy derefter øjet fast på Barbamamas hoved. Brug gerne en krum nål, da det kan være en udfordring at få nålen igennem de tykke lag.

Opskriften på Barbamama finder du her


Øje - Barbagul (hvid):

1. omgang: Lav en magisk cirkel (magic circle). Hækl 6 fm i cirklen. Afslut omgangen med 1 km i første fm (6 m).
2. omgang: 3 fm i første maske, 2 fm, 3 fm i næste maske, 1 fm, 1 km. Hæft enderne.

Pupillen broderes på. Øjet syes fast - igen er det en god idé at bruge en krum nål.

Opskriften på Barbagul finder du her

Giv lyd, hvis du oplever problemer med opskriften og ellers god fornøjelse :o)



søndag den 10. juli 2011

Barbamama

Endelig færdig! Det har holdt lidt hårdt med Barbamama her. Hun skulle egentlig ha' været en fødselsdagsgave til Sofia (det var i maj...tsk tsk), men der var åbenbart andre og mere spændende projekter, der stjal opmærksomheden undervejs. Sådan går det jo nogle gange...

Mønsteret på Barbamama finder du her

Ansigtet har jeg 'lånt' fra Dorthes fine Barbamama-applikation :o)

torsdag den 30. juni 2011

Hæklet Barbamama-applikation

Jeg så Dorthes fine, fine Barbapapa-applikationer for en lille måned siden og var ikke et sekund i tvivl om, at hendes opskrift skulle prøves af. Barbamama her skal bruges til en barselsgave til naboen lille pige - et sommertæppe, som endnu ikke er helt færdigt.


I morgen går turen til Århus. Jeg skal mødes med en veninde, jeg ikke har set rigtig længe. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Derudover ser jeg frem til at aflægge Cupcakefabrikken et besøg. Jeg skal ha' shoppet lidt af Julias fine kagegrej og er super spændt på at se alle de lækre sager, hun har. Pakken er en "indflyttergave" til Julia. Indholdet viser jeg frem i morgen.



onsdag den 18. maj 2011

Hæklet Barbagul

Barbagul er 2. skud på stammen af mit lille Barbapapaprojekt - og fødselsdagsbarnet er rigtig tilpas med den. Den ene arm bliver brugt som håndtag...det er derfor den stritter lidt :o)

Jeg har hæklet figuren efter mønstret her...og har selv nørklet mig frem til øjnene, som jeg synes betyder meget for, om Barbapapa'erne kommer til at se "rigtige" ud. Ansigtet er tegnet op med en forsvindingstusch og siden hen broderet på.

Barbamama er lige på trapperne, men endnu ikke helt færdig...



tirsdag den 10. maj 2011

Hæklet Barbablå

Barbablå var prøveklud for de to øvrige Barbapapaer jeg sysler med. Øjnene har drillet lidt, men er langt om længe færdige. Også Barbagul er blevet færdig, men den ligger på spisebordet indpakket i fint uglepapir og er endnu ikke fotograferet. Barbamama må Sofia vente lidt med at få...den har jeg nemlig hygget mig med at trævle op nogle gange efterhånden...tsk tsk. Glæder mig til at se, hvad hun siger til det store Barbapapa-fødselsdagstema (læs: Barbapjuskesengetøj, Barbapapatæppe og hæklet Barbagul). Hun er helt solgt til de små væsner, så mon ikke hun bliver glad :o)