1. december

Så blev det den første dag i julemåneden, og jeg har været på farten hele dagen. Nu er jeg heldigvis hjemme i varme, tørvejr, i stilhed - og i lidt julehygge...

Jeg har i år tidligt været i gang med jule-lækkerierne, da jeg skulle have en pakkekalender klar til det plejehjem, min farmor boede på. Hun fik fred for godt en måned siden, og som en sidste tak til det rigtige dejlige sted, hun boede, lavede vi i familien en julekalender med en gave til hver dag. I alle gaver er der noget, som de kan dele allesammen (enten noget spiseligt, noget julepynt eller julemusik/julefilm).

Én af dagene får de disse julekage-kranse. Lyse kager udstukket med en rund cutter, hvorefter jeg med en mindre cutter har lavet hullet. Da de var bagt og afkølede, lavede jeg blade på kryds og tværs med grøn royal icing og en blad-tyl, hvorefter de fik små 'bær' sprøjtet på med rød royal icing i en lille rund tyl. Jeg håber, de kommer til at vække glæde...

Kampgejst og hjemmebag

I dag har vi været på besøg hos min gamle farmor på plejehjemmet. 83 år er hun, og hun er slidt, træt af dage og både krop og sind trænger til fred. I dag var en god dag. Hun sad op. Hun glædede sig over selskab. Hun forsøgte at finde ord at dele. Hun nød synet af blomsterne, vi havde med. Smagte på kagen, vi havde bagt. Det hele langsomt. Forsigtigt og prøvende. Men samtidig med lidt farve i kinderne, som ellers har været væk længe. Jeg har længe ønsket for hende, at hun snart må sove ind. Hvis det er tid. I dag var der lidt kampgejst tilbage, som vidnede om, at der måske alligevel er lidt tid igen...

Livet er en mærkelig størrelse. Lige så levende, farmor virker, når hendes øjne sanser os som kendte kære. Lige så livsforladt kan hun pludselig synes, når sygdom i perioder får taget i hende. Hun har altid frygtet at ende som dement. Hun ønsker at få fred inden da. At krop og sind på samme tid må sige farvel. Jeg beder om, at hun må få lov at få det ønske opfyldt!

Belastende beskytter

Jeg har en beskyttertrang siddende så dybt i mit hjerte, at jeg kan fristes til at tro, at man kan være høne-mor af natur - uden endnu at have fået børn. Det gælder særligt overfor mine søstre. Tre styks. Jeg vil pakke dem ind i vat, hvis jeg kunne komme af sted med det. Passe på dem, nusse om dem, forkæle dem og i værste fald udleve min kontrollerende tendenser, så hvert et skridt de tager er overvåget. Nu er situationen så den, at mine søstre er 29, 26 og 17 hvilket gør det komisk, sygeligt og virkelig pinligt! Jeg gør det selvfølgelig heller ikke, men... Jeg er så bange for, at der skal ske dem noget!

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bunder i en barndom, hvor jeg pålagde mig selv mor-følelsen. Uden at have aftalt det med mine forældre. De havde ingen mistanke. Men midt i livet med fire børn, madpakker, forældremøder og lange arbejdsdage kan en følsom pige med meget veludviklede antenner, fornemme, hvis forældrenes pres bliver til den gode side.

Det var ikke smart dengang, og det har jeg da også snakket meget med mine forældre om siden. Vi har snakket, bearbejdet, sagt undskyld, tilgivet og er de bedste venner. Men det er heller ikke smart nu. Jeg bekymrer mig for min storesøster, som er handicappet. Jeg bekymrer mig for min yngste lillesøster, som er teenager. Jeg bekymrer mig for min ældste lillesøster, som øver sig i at passe på sig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne passe på dem alle tre. Beskytte dem fra alle verdens farer.

Lasse er meget tålmodig, men han kan blive en lille smule slidt af at høre om mine bekymringer for hvis ikke den ene, så den anden eller den tredje søster, når vi er kommet i seng. Men hvordan gør man? Lader sine søskende leve deres eget liv, lader dem tage ansvar for sig selv - og i stedet tænker lidt på sig selv? Selvfølgelig ikke på en egocentreret måde, men på en måde, så både de og jeg kan få fred bare en gang imellem. Og så det finder et normalt leje. For, helt ærligt, det er da belastende for dem at have sådan en ekstra hønemor flyvende bag sig konstant. Beredt til action - klar til at sprede vingerne ud, når jeg skuler over skulderen og ser, at der er fare på færde. Få dig et liv, kunne man fristes til at sige til en type som mig... Men det er virkelig helt oprigtig kærlighed!!

Hvad er succes?

Jeg har min storesøster på ferie fra i mandags til om en uge. Hun er spastiker (højresidig hjerneskade). Hun går med rollator, har klæbehjerne, er meget velformuleret, selvbevidst og selvreflekteret, men hun har 'huller', hvor hun falder igennem og ikke er alderssvarende, som det så fint hedder. Jeg elsker hende og nyder at være sammen med hende. Men man kan blive træt på en helt særlig måde... Træt i tankerne, fordi man skal være et skridt foran. Træt i hovedet af at være bevidst og reflekteret. Men jeg nyder det - det gør jeg virkelig!

En øvelse netop nu er mine to-do-lister, som er gemt langt væk! Jeg lever og ånder ellers for mine to-do-lister, men i denne tid, hvor Christa er på besøg, er det dét og kun dét, der gælder! Det er underligt, hvordan det, der ellers føles som det vigtigste i verden kan lægges på hylden i halvanden uge. Måske er det ikke så livsvigtigt, som jeg ellers kan bilde mig selv ind?!

Der er det mærkelige med to-do-lister, at de ofte får lov at sætte dagsordenen i mit liv... Hvis jeg skriver 30 ting ned, jeg vil nå på en dag, og jeg så når alle 30 ting - så er jeg en succes! Hvis jeg der i mod skriver 100 ting ned, jeg vil nå, men kun når 30 - så er jeg en fiasko! Sagen er jo bare, at jeg har nået lige meget... Følelsen er bare helt forskellig, alt efter om jeg har nået det, jeg har sat mig for, eller langt fra har nået det...

(Billedet er lånt her)

Jeg bestemmer altså selv, om jeg vil sidde tilbage med fiasko eller succesfølelsen - spørgsmålet er så, hvad jeg vælger!? Lige nu vælger jeg at gå i seng. Men i morgen bliver det måske bare en lille bitte to-do-liste, som Christa og jeg kan gøre kål på sammen. Og få succes sammen!!

Elskede søster

Jeg har en fantastisk lillesøster. Hun hedder Maja og er 26 år. Præcis 2 år og 5 måneder yngre end mig. Jeg har altid passet på hende. Jeg ønsker det bedste for hende. Er stolt af hende. Elsker hende helt ubeskrivelig højt, og det kan intet ændre ved!

Men som det nok altid er med søskende, så går kærlighed ofte hånd i hånd med diskussioner, misundelse og uvenskab. Heldigvis er det ikke det, der gennem livet har fyldt mest. Slet ikke endda.

I dag har hun været til eksamen. Jeg tænker på hende. Jeg føler med hende. Jeg stresser med hende. Håber med hende - og glædes usigeligt med hende, når hun skriver, hun har fået 12! Det er fuldt ud fortjent, og jeg kan unde hende det mere end nogen anden!


Alligevel stikker det i mit hjerte. Et lille stik, - men stadig mærkbart...
Maja er smuk, hun er spinkel, lille, fin, petit - med det mest fantastiske smil og de skønneste store krøller.
Jeg vejer - og har altid vejet - for meget, på trods af en nærmest konstant kamp livet igennem.
Hun er rask, rørig og en fighter.
Jeg har kronisk migræne, har kæmpet med depressioner og har diverse allergier, eksemer mm.
Hun er dedikeret på sit studie - og hendes 12-tal i går er én blandt mange mange fine karakterer.
Jeg har sat alt andet i mit liv på standby det sidste år - og er endt med et 2-tal og et 7-tal.

Er jeg misundelig? Jaloux? Bitter? Frustreret?
Nej, for jeg elsker hende ubeskrivelig højt!
Jeg ønsker hende kun alt godt i livet!
...men de grimme følelser rammer mig ind imellem. Imod min vilje, men de rammer mig. Hårdt.

Maja siger, hun ser op til mig. Hun holder af mig. Lærer af mig og respekterer mig dybt. Jeg har svært ved at forstå det. Hun har alt - jeg har intet. Sådan kan det føles på en dårlig dag. Det er ikke den objektive sandhed. Det ved jeg. Mange - inklusiv Maja - ville modsige dette x 100, hvis de fik lov. Men det er sådan følelsen er. Lige nu i hvert fald. Min subjektive følelse helt inde i hjertekulen. Og det er okay.

Det ændrer heldigvis ikke på, at Maja er min bedste ven. Min elskede søster. Og at jeg skal fejre hende i stor stil med lækkerier, balloner og søster-hygge ved lejlighed. Fordi hun er særlig! Hun er fantastisk! Hun er min elskede søster! Og fordi hun selvfølgelig også har sit at kæmpe med. Meget at kæmpe med. Det er bare noget andet end mig. Men hun er så god! Så vidunderligt god! You go girl!

Mor er den bedste...

Hun har fulgt mig, helt fra jeg var ny
Ja, selv da hun endnu ikke kunne holde mig, bar hun mig ved hjertet
I tankerne bærer hun mig hver dag.
Det siger hun - også selv om der kan gå længe mellem, vi ses

Da jeg var helt lille og altid tog strømperne af
Da jeg blev lidt større og altid havde skøre idéer
Da jeg aldrig kunne sidde stille
Da jeg var et tænksomt barn
Hun gik med mig i hånden
Lærte mig om livet og viste mig vej

Hun advarede mig mod verdens farer
Mod menneskers forsømmelse
For jeg blev større og ville altid gå mine egne veje
Det kostede mig knubs, hun ville have skånet mig for
Men jeg var min egen

Hun frustreredes over mig, da jeg var en trodsig teenager
Hun smertedes over mig, da angsten holdt mig fanget
Hun græd over mig, græd med mig
Hun holdt om mig
Hun holdt sammen med mig
Gav mig følelsen af ikke at være forladt

Hun så mit potentiale, min iver og min stædighed
Hun lod mig blive hurtigt voksen - uden at have besluttet det
Hun havde de bedste intentioner, som gav bagslag
Hun græd over ikke at have været perfekt
Men hun gjorde det vigtigste: Det bedste, hun kunne

Hun sagde undskyld
Og siger undskyld, når det er på sin plads
Hun tilgiver
De mange mange gange, jeg har måttet indse mine fejl

Hun er sej
Hun kæmper
Hun er en fighter
Også når man kan se på hendes liv og tænke: Nu kan der da ikke gå mere galt!

Hun viste mig glæden ved livet
Glæden ved detaljen
Og glæden ved det store overblik
Hun lærte mig, at man skal gå efter det, man tror på
At man ikke skal gå på kompromis
At man skal kæmpe for det rigtige!
Og at man skal fejre det, når man klarede kampen

Hun viste mig velsignelsen ved at gøre noget særligt
Ud af mennesker, man holder af
Ud af situationer, der har potentiale
Ud af livet, fordi det er en gave
- For det hele skal ikke blive hverdag og leverpostej!

Mor, du er sådan én, jeg gerne ville være veninde med
Sådan én, jeg gerne vil være nabo til
Eller kollega med
Én jeg gerne vil ses af
Mødes af
Lære af
Men jeg vil aldrig bytte; du er min MOR, og intet ønsker jeg mere end det!

I respekt!
I kærlighed!

Jeg elsker dig!

Cheesecake-tanker og migræne

Weekenden har stået på konfirmation hos en fætter i Nordjylland - med overnatning fra lørdag til søndag i sommerhus med forældre, søskende, svoger og mand. Fantastisk at være sammen - og dejligt at være sammen med mors familie i går.

I nat og det meste af dagen i dag har budt på et rigtig slemt migræne-anfald, så ingen undervisning til mig - men der imod piller, mørke og ro under dynen. Jeg er helt groggy oven på sådan en omgang.

Og så går jeg og funderer...
Jeg skal hjælpe nogle bekendte med bryllupskage, og de vil gerne have en form for cheesecake. Udfordringerne er dog mange, da den skal fragtes fra Aarhus til Vestjylland to dagen inden brylluppet. Den skal derfor kunne holde sig (og holde til over en times transport) og pyntningen (som gerne skulle bestå af frisk frugt) kan først ske på dagen - dvs. det er der andre, der må tage sig af. Jeg har lavet bryllupskage nogle gange før, så det er ikke så meget det, der får hjernen til at knage. Mere de praktiske ting og overvejelser. Det skal jo altså bare klappe på sådan en dag...

(billede lånt her)

Jeg vil smutte i seng. Jeg skal altså bare være HELT klar til undervisning i morgen. Vi er i gang med sidste uge undervisning, før eksamensprojektet går i gang, så det handler om at få det sidste med. det bliver en hård tid de næste tre uger - ingen tvivl om det!

Tiden flyver - jeg vil med

Det har været en skøn, tiltrængt, solrig og dejlig lang påskeferie. Hvor ville jeg ønske ferien blev ved og ved og ved. Der er så mange ting, jeg har lyst til, men som må komme senere.

Vi kom hjem mandag aften og siden har den stået på studie-travlhed. Jeg har været et hurtigt smut rundt i blog-land og forsøgt at blive opdateret, for jeg har holdt fuldstændig blog-pause i over en uge. Men nu trænger jeg virkelig også til at komme tilbage...

Her kommer lidt billed-spam fra ferien (bl.a. af de påskeæg, som blev sendt til Frk.Tingeltangel og Jane Brilleting, og som altså så lidt pænere ud, før de var på tur på post Danmark - måske lidt for optimistisk af mig; beklager piger!!)

Færdiglavede påskeæg

Påskeæg i første forsøg på en indpakning (som ikke holdt - fandt senere på noget lidt bedre)

Dejlige perlehyacinter - jeg er vild med dem!

Fødselsdagskort og tegning med Hello Kitty til min mands niece (som også lidt er min...)

Mit fadderbarn Jonas (min mands nevø) - jeg er helt forelsket!

Min mand med Jonas - jeg er endnu mere forelsket!!!

Sisters by heart

Jeg har en lillesøster, som fyldte 26 år d. 6. april. Hun er ud over at være min søster, en meget nær ven. En allieret. En fortrolig. En fan, og et idol. Jeg har så stor respekt for hende. Ser så meget op til hende. Ønsker at passe på hende. Lærer samtidig af hendes styrke. Jeg kunne unde hende alt godt. Jeg ville bære hende gennem ild og vand, hvis det ville kunne sikre hendes lykke.

Måske er det sådan at være storesøster?
Måske har vores fælles historie gjort, at det er blevet sådan at være søstre?
Måske er det en gave, vi har fået givet; en velsignelse i hinandens liv som søstre?

Lilla fødselsdagslækkerier...

Sisters by heart (fundet her)

Græd ikke over spildt...

...mælk! Eller noget andet, for øvrigt! Man kan så nemt bruge tid på at ærgre sig over ikke at have nået, hvad man havde sat sig for. Ikke at have nydt noget nok. Været nok tilstede i nuet. Og så videre... men så har man pludselig spildt endnu mere tid ved at ærgre sig over at have ærgret sig, og ja, sådan kan man spilde sit liv!

Jeg spildte mælk ud over hele mit skrivebord i eftermiddags. Jeg skulle bare liiiiige have en tår mælk, mens jeg sad og arbejdede med min artikel. Ud over alle mine (virkelig mange!!) papirer blev jeg og alt mit tøj også ramt, - men heldigvis ikke min mac! Men som sagt: Græd ikke over spildt mælk! Tør det hellere op og kom videre. (Og lær af dine fejl: Drik ALDRIG mere noget som helst på kontoret!! Ikke første gang jeg forsøger at overbevise mig om den slags...)

Jeg har i dag fået to af mine fire kilder på plads til min artikel. SÅ fedt! Især for mig, der ikke er vild med at ringe og forstyrre seriøse menneskers arbejde. Men det er jo ligesom en del af idéen med journalistisk arbejde. Jeg krydser fingre for, at jeg lærer det inden længe! Jeg glæder mig for alvor til at komme i gang med at skrive i morgen, og jeg brænder for at fortælle den her historie. En virkelig fed fornemmelse!

I aften har mig og manden været i Løsning og besøgt min storesøster. Hun diskede op med hjemmelavet super lækker tærte. Der var hygge, snak og X-Factor - og squash-muffins medbragt herfra. En virkelig dejlig aften, og skønt at se, at hun klarer det så godt efter sin operation. Hun har fået rød gips på - man er vel rød-strømpe ;)

Det er så vildt... Der stikker simpelthen et søm ud af tåen på hende. Hun har jern i hælen, igennem foden og i fod-roden (ved ikke om det er det, det hedder...), som forhåbentlig kan fjerne mange af de smerter hun har haft i sin fod pga. hendes handicap. Hun er SÅ sej!




#1: Den fine røde gips med de hyggelige hilsner
#2: Et kig ind til storetåen, som har besøg af et lille søm af en slags...
#3: Et røntgenbillede med udsyn til alle herlighederne - hun er virkelig sej!!

Ingen alder!

Om en times tid går turen mod Hobro for at fejre min farmors 88 års fødselsdag sammen med resten af familien. Selv om 88 år ikke er en rund fødselsdag, så er det værd at holde fest, hver gang muligheden byder sig. Især i den alder, men faktisk også i det hele taget! Man ved aldrig, hvad livet vil bringe, så det er med at nyde hvert øjeblik!

Min farmors livsmod er ikke stort længere. Hun bor på plejehjem, hvilket hun egentlig er glad for. Men der er mange af de andre beboere, der er senile, og det påvirker hende. Derudover har hun i sommers haft en blodprop, som har gjort hende langt dårligere. Hun har svært ved at finde de ord, hun gerne vil sige. Hun husker meget dårligt. Hun kalder os af og til forkerte navne, og hun er ulideligt træt. Men det, der påvirker hende mest - og som også er mest mærkbart - er, at gnisten i øjnene, glæden over de små ting og i det hele taget livslysten er dalet mærkbart. Det er hårdt at være vidne til, at et menneske på den måde ændrer karakter. Men det er en del af livet!

Jeg håber, hun får en rigtig dejlig dag i dag, når børn, svigerbørn, børnebørn, svigerbørnebørn og et enkelt oldebarn samles for at fejre hende. Det er uden tvivl den største gave, hun kan få.

I går aftes sad jeg og bryggede lidt på fødselsdagssang til hende. På ingen måde noget stort værk, og heller ikke de dybe livsanskuelser eller et udtryk for forkromede minder. Bare et tillykke. En opfordring til at fejre livet. En mulighed for at fortælle, at vi sætter pris på hende. Jeg klippede lidt blomster i karton. Satte en grøn piberenser på dem hver som stilk. Rullede de grønne sange sammen og stak en blomst i hver. Igen, ikke den stort kunst, men lidt farver og en velmenende tanke. Nogle gange skal der ikke så meget til. Og det er jo i sidste ende tanken, der tæller!

Deadline

Det har godt noget været noget af en start, jeg har fået på Journalisthøjskolen. Det er super spændende, og jeg nyder at være i gang, i flow og i udvikling. Hele tiden. Vi arbejder konstant med deadlines, og har næsten én hver dag, så der er fuld fart på! Min migræne holder sig indtil videre til at besøge mig om natten, så jeg tager hver morgen i skole med meget lidt søvn i bagagen. Jeg er spændt på, hvor længe den døgnrytme kan overleve. Indtil videre nyder jeg det. Men jeg er træt, som et ondt år. Virkelig. Og jeg har lyst til snart at få tid til bare lidt andet end skole. Jeg håber, det lykkes i weekenden.

.

Min storesøster, som har cerebral parese (spastisk lammelse), skal i morgen opereres i sin ene fod. Den skal gøres stiv i fodleddet, da hun har store problemer med gigt. Det er meget almindeligt for mennesker med den type handicap, at brusken mellem knoglerne bliver helt slidt væk. Det er forfærdelig smertefuldt. Lægerne håber - og regner med - at en operation vil kunne føre til smertelindring. Måske kan hun endda blive helt smertefri! Det ville være SÅ fantastisk...
.

Hun bliver i aften indlagt sammen med min far, så hun er klar til i morgen tidlig. Hun er meget nervøs og har frygtet denne dag i flere år. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne gå gennem dette for hende. Det skær mig i hjertet at mærke hendes frygt. Men det er nok altid voldsomt, at stå på afstand, og se en man elsker, kæmpe.

.

Jeg var tidligere i dag et hurtigt smut i Århus C, da jeg skulle have byttet et par ting. Jeg gik med min telefon i hånden, der blev brugt som interimistisk kamera af mangel på bedre. Jeg faldt over farver, forårsfornemmelser, spirende sårbarhed og livsglæde. Meget lig mine tanker i dag.