Luftforandring

Jeg trænger til at begynde igen. Begynde på en frisk. Få luft. Ny luft. Luftforandring. Lige ned i lungerne. Helt ned, hvor jeg ofte glemmer at trække vejret ned. Jeg tager mig selv i at spænde skuldrene op under ørerne. Trække vejret overfladisk. Være på vagt. Være klar. Beredt, hvis nogen skulle angribe mig. Jeg er i forsvarsposition og klar til at forsvare min sårbarhed, som føles hudløst udstillet, selv når andres øjne bare flygtigt strejfer mig.

(Billedet er lånt her)

Jeg elsker efterår. Den klare himmel og den kolde luft. De ubegribelige farver. Den skarpe sol, der hænger over horisonten. Det blændende, som bliver brudt af det kolde, som sender hints om, at det er på vej.

Jeg vil ud i dét efterår. Ud i det ruskende voldsomme og det glinsende kolde. Det uvirkeligt smukke. Det hele på én gang. Et fri-rum, hvor forventninger om sol er væk. Nu kan det kun overraske positivt. Jeg glæder mig til at føle mig lille og ligegyldig midt i det store. At kunne sænke skulderne og for et øjeblik være alt andet end beredt. Jeg glæder mig til at være ligegyldig. Være væk. Gå hånd i hånd med ham, jeg ikke vil være væk fra. Lege, at livet; - det er lige her.