Novembergrunnloven
| Novembergrunnloven | |||
|---|---|---|---|
 Forsiden til den håndskrevne originalutgaven av Norges grunnlov av 4. november 1814, som befinner seg i Stortingsarkivet, nr. 3 i Stortingets Indre arkiv. | |||
| Forkortelse | Grl. | ||
| Departement | Stortinget | ||
| Virkeområde | Norge | ||
Novembergrunnloven, (Kongeriget Norges Grundlov : given i Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 17de Mai 1814 og nu, i Anledning Norges og Sveriges Rigers Forening, nærmerebestemt i Norges overordentlige Storthing i Christiania / og andtagen / den 4de November 1814). Grunnloven ble vedtatt av det grunnlovgivende Overordentlige Storting 4. november 1814. Stortinget valgte samme dag Sveriges konge Karl XIII som norsk konge, et vedtak som innebar at landet inntrådte i union med Sverige.
Kieltraktaten av 14. januar 1814 fastslo at Danmark-Norges konge overdro kongeriket Norge til Sveriges konge og hans etterfølgere. Grunnloven av 17. mai 1814 sluttførte et halvt års norske bestrebelser på å trosse denne tronoverføringen og erklære norsk selvstendighet. Den opprinnelige 17. mai-grunnloven var i kraft i bare seks måneder etter at den ble vedtatt. Sverige godtok hverken Norges nye Grunnlov eller valget av Christian Frederik som konge. I slutten av juli 1814 gikk svenske tropper til angrep på Norge for å hevde bestemmelsene i Kieltraktaten. Norge ble tvunget til å inngå en avtale om våpenhvile 14. august 1814 i Moss – Mossekonvensjonen. I tråd med Mossekonvensjonen ble det valgt et overordentlig Storting, som kom sammen 7. oktober 1814, og som 4. november 1814 vedtok en revidert grunnlov.
Stortinget forhandlet i andre halvdel av oktober 1814 både internt i komiteer og i plenum om den endelige teksten, og eksternt med svenske utsendinger, anført av grev Gustaf af Wetterstedt. Den endelige fremforhandlede reviderte grunnloven ble ratifisert og kjent som November-grunnloven.[1][2] Novembergrunnlovens bestemmelser om union med Sverige ble kodifisert gjennom Riksakten i 1815, og de to dokumentene dannet grunnlag for statsform og norsk styre i hele unionstiden - helt til Stortinget i 1905 med unionsoppløsningen vedtok en ny grunnlov som gjeninnførte den fulle suvereniteten som var blitt nedfelt i den opprinnelige 17. mai-grunnloven.
Det endelige resultat av selvstendighetsstrevet i 1814 ble at Norge gjennom Novembergrunnloven fikk beholde sin status som selvstendig rike og sin nye Grunnlov, men med de endringene som var nødvendige for å inngå i en personalunion med Sverige under en felles konge.[1][2] I forhandlingene med svenskene i oktober-november 1814 lyktes det for Stortinget å få aksept for de viktigste norske krav. Norges administrative og rettslige selvstyre forble usvekket på de fleste områder, med egen nasjonalforsamling og regjering. Landet beholdt separate institusjoner som sentralbanken, rettsvesenet, kirken og forsvaret. Statsinntektene ble forbeholdt til bruk i Norge. Eldre lover ble videreført som gjeldende rett i Norge, og i Grunnloven ble det nedfelt at nye lover skulle vedtas av Stortinget.
Fra svensk side og fra unionskongene kom flere ganger i løpet av unionstiden krav om grunnlovsendringer med en tettere union under svensk overhøyhet som mål, men Stortingets Grunnlovskonservatisme hindret disse bestrebelsene. Økende norsk motvilje mot selve unionen førte fra norsk side til krav om større uavhengighet. Fra 1880-årene oppstod det større konflikter mellom Stortinget og Kongen om den statsrettslige utviklingen, aksentuert med konflikten om parlamentarismen, og senere med konsulatsaken. Men Novembergrunnloven utgjorde i nesten sytti år et lite omtvistet grunnlag for organiseringen av norske myndigheter, lovgivning og andre politiske prosesser.
Bakgrunnen for Novembergrunnloven
[rediger | rediger kilde]Utdypende artikkel: Kielfreden
Norge hadde sommeren 1814 mobilisert sitt forsvar til kamp mot en makt som ifølge Kieltraktaten hadde fått landet overdratt under sin konge. Kieltraktaten hadde riktignok etablert Norge som selvstendig stat, men bestemt at den skulle forenes med den svenske under felles konge. Den svenske tronarvingen Karl Johan hadde under fredsforhandlingene i desember 1813 opprinnelig ønsket at Norge skulle bli «innlemmet» («införlivat») i Sverige, men trolig mottok han fra Norge utover vinteren rapporter om selvstendighetsbestrebelsene. Det ble derfor nedfelt i Kieltraktaten at Norge skulle forbli et kongerike og at de nasjonale institusjoner som var etablert per 14. januar 1814 skulle videreføres. Dette innbefattet domstolene, Universitet og en de-facto sentralbank, men ikke egen nasjonalforsamling eller regjering.
Norges avvisning av Kieltraktaten hadde minimal støtte utenfor landets grenser. De mest radikale juristene i Riksforsamlingen og på Stortinget fastslo allerede i 1814 - med henvisning til naturretten etter Hugo Grotius og Jean-Jacques Rousseau - at Kieltraktaten ikke var bindende for Norge, fordi kontrakten mellom nordmennene og kong Frederik VI ble brutt da Danmark frasa seg herredømmet over Norge. Naturrettslæren anså i et slikt tilfelle at Kongen hadde sagt opp samfunnskontrakten med folket, og at suvereniteten dermed var falt tilbake til folket og at en ny, suveren stat dermed var etablert.[3]
Etter en kort krig med svensk fremgang i Østfold ble det innledet fredsforhandlinger på Moss 8.-9. august. Gjennom sine forhandlere tilbød Karl Johan Norge å beholde sin Grunnlov, etter at den var endret for å bli tilpasset norsk union med Sverige. Vilkåret var at Christian Frederik måtte abdisere og overlate statsstyret til regjeringen (statsrådet).[4] Med Mossekonvensjonen 14. august avtalte partene våpenstillstand fram til 14 dager etter at Stortinget var innkalt og Grunnloven revidert. Sverige satte en så kort frist for å legge press på Stortinget. I tillegg til å endre Grunnloven skulle Stortinget også forhandle med svenskene om unionsvilkårene og velge Carl XIII til norsk konge.[5]
Sverige anerkjente ikke Christian Frederik som norsk konge og som legitim forhandlingsmotpart i Moss, og derfor forhandlet de formelt med den norske regjering, selv om Christian Frederik hele tiden befant seg i kulissene og rådslo med sine statsråder. Svenskene gikk med dette altså lenger enn Kieltraktaten og anerkjente regjeringen som lovlig representant for Norge, og dermed indirekte også Grunnloven. Denne svenske anerkjennelsen var i tråd med visse muntlige tilsagn som Karl Johan hadde gitt i løpet av Napoleonskrigene. Det var likevel utvilsomt selve krigføringen som ga Norge forhandlingsposisjon, hvor statsinstitusjoner opparbeidet før sommeren 1814 også kom til å bli videreført - inklusive en egen norsk regjering. Mossekonvensjonen var da dramatisk annerledes enn avtalen som ble inngått uten norsk deltakelse i Kiel. Norge skulle nå være en likeverdig part i en forhandlet personalunion med Sverige, ikke et lydrike. Både prinsippet og innholdet i 17. mai-grunnloven ble godtatt gjennom Mossekonvensjonen.
Noen vesentlige norske krav ble godtatt fra svensk side. Kiel-traktaten er overhodet ikke nevnt i Mossekonvensjonen, siden Norge ikke anerkjente den. For ytterligere å bekrefte at Kiel-traktaten ikke var det statsrettslige grunnlaget, ble Karl XIII bare titulert som Sveriges konge, ikke som «Sveriges og Norges konge», slik han hadde kalt seg etter 14. januar.
Stortingsforhandlingene
[rediger | rediger kilde]Kong Christian Frederiks siste embetshandling var som avtalt i Mossekonvensjonen å sammenkalle et overordentlig Storting til møte i Christiania 7. oktober. Møtet ble holdt i den nybygde aulaen til Oslo katedralskole i Dronningens gate 15. Bare 79 av de 112 representantene fra Eidsvoll møtte, og hele 50 av disse var embetsmenn. Det var få bønder til stede, siden det ikke var stilt de samme krav om bonderepresentasjon som ved valgene til Riksforamlingen. På grunn av sykdom orket ikke Christian Frederik å åpne Stortinget. Det gjorde i stedet statsrådet, og Stortinget valgte sorenskriver Wilhelm Frimann Koren Christie til president og Lauritz Weidemann til sekretær.
Christie hadde vært Riksforsamlingens sekretær på Eidsvoll og ble nå valgt til å lede forhandlingene med de seks svenske utsendingene. Den svenske delegasjonen ble ledet av grev Gustaf af Wetterstedt (som også hadde ledet svenskenes delegasjon i Kiel i januar) og bestod ellers av Mathias Rosenblad, Baltzar von Platen, Gustaf Fredrik Wirsén, Adolf Göran Mörner, Carl von Rosenstein, og Johan David Valerius. Tre dager ut i møtet sendte Stortinget en delegasjon på 25 til Bygdøy, hvor de mottok Christian Frederiks abdikasjon.[6]
Våpenhvilen utløp natt til 21. oktober, og innen denne tid maktet nordmennene å få gjennomslag for å beholde Grunnloven med en relativt sterk norsk stortings- og regjeringsmakt, en relativt begrenset kongemakt sammenliknet med 17. mai-grunnloven, norsk budsjett- og inntektskontroll, samt utsettelse av kongevalget til etter at Grunnloven var vedtatt. Innen fristen vedtok Stortinget å gå i union og kunne deretter bruke uken fra 26. oktober til 4. november til selve grunnlovsrevisjonen. De svenske utsendingene godtok utkastet den 4. november, og Stortinget kunne samme dag vedta Grunnloven og velge Carl XIII til norsk konge . Allerede 10. november møtte Karl Johan i Stortinget i Kristiania og avla Kongens ed på hans vegne.
Sverre Bagge og Knut Mykland legger stor vekt på betydningen av at Norge fikk valgt et eget Storting, vedtatt en egen Grunnlov, etablert en egen regjering og et konstitusjonelt monarki, allerede før Karl Johans krigsvante soldater kunne sendes til Norge for å sette ut i livet hovedbestemmelsen i Kieltraktaten om innlemmelse av Norge. Men de forklarer likevel gjennombruddet for en norsk grunnlov hovedsakelig med Karl Johans egne løfter om en norsk konstitusjon, og summen av de løfter og internasjonale forhold han måtte ta hensyn til i en forsiktig tilnærming til maktovertakelsen. [7] De to historikerne mener også at Christian Frederik forsto at selvstendighetslinjen var dødsdømt i og med at stormaktene støttet Sverige og blokaden av norsk handel var gjeninnført. De tilskriver Christin Frederik rollen som hovedarkitekt bak en Mossekonvensjon som ga vide løfter og stort spillerom for norsk selvstendighet og konstitusjonell forhandlingsevne overfor et Sverige man var dømt til å gå i union med.[8]
Da Christian Frederik i juni forstod at norsk selvstendighet ikke kunne få britisk støtte, ble Mossekonvensjonen et regissert kompromiss som 14. august fjernet det svenske press mot Norge om en union på Kiel-traktatens premisser. Mossekonvensjonen fjernet også det internasjonale presset på Danmark om oppfyllelsen av Kieltraktaten. En dansk historiker konkluderer at det «det var i høj grad Konventionen i Moss, der sikrede Danmarks status som selvstændig nation».[9]
17. mai-grunnloven og November-grunnloven - sammenligning av tekstene
[rediger | rediger kilde]I det nedenstående er gjengitt teksten i både 17. mai-grunnloven[10][11] og Novembergrunnloven.[12][13] De enkelte paragrafer er gjengitt samt opplysninger om paragrafer i 17. mai-grunnloven som ble endret når Novembergrunnloven ble vedtatt.[13][12]
Endringer fra 17. mai-grunnloven til November-grunnloven
[rediger | rediger kilde]Tabellen viser teksten i alle paragrafer i 17. mai-grunnloven[10][11] og November-grunnloven samt indikerer hvilke paragrafer som ble endret i 17. mai-grunnloven.[12][13]
| §/del | 17. mai-grunnlovens §§ | November-grunnlovens§§ | Endring |
|---|---|---|---|
| A | A. Om Statsformen og Religionen. | A..
Om Statsformen og Religionen. |
- |
| § 1 | § 1. Kongeriket Norge er et frit, uafhængigt og udeleligt Rige. Dets Regjeringsform er indskrænket og arvelig-monarkisk. | § 1. Kongeriget Norge er et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige, forenet med Sverige under een Konge. Dets Regjeringsform er indskrænket og arvelig monarkisk. | 17.mai grl. § 1, endret. |
| § 2 | § 2. Den evangelisk-lutterske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage sine Børn i samme. Jesuitter og Munkeordener maae ikke taales. Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. | § 2. Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at oppdrage deres Børn i samme. Jesuiter og Munkeordener maae ikke taales.
Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. |
- |
| B | B. Om den udøvende Magt, Kongen og den kongelige Familie. | B.
Om den udøvende Magt, Kongen og den Kongelige Familie. |
- |
| § 3 | § 3. Den udøvende Magt er hos Kongen, hvis Tittel er Vi N. N. af Guds Naade og efter Rigets Constitution Norges Konge. | § 3. Den udøvende Magt er hos Kongen. | 17.mai grl. § 3, endret. |
| § 4 | § 4. Kongens Person er hellig: han kan ikke lastes eller anklages. Ansvarligheden paaligger hans Raad. | § 4. Kongen skal stedse bekjende Sig til den evangelisk-lutherske Religion, haandhæve og beskytte denne. | 17.mai grl. § 15, endret. |
| § 5 | § 5. Arvefølgen er lineal og agnatisk, saaledes, at kun Mand af Mand kan arve Kronen. Den nærmere Linie gaaer for den fjernere, og den Ældre i Linien for den Yngre. | § 5. Kongens Person er hellig; Han kan ikke lastes, eller anklages. Ansvarligheden paaligger Hans Raad. | 17.mai grl. § 4. |
| § 6 | § 6. Den udvalgte Konges, i lovligt Ægteskab avlede, mandlige Livsarvinger ere arveberettigede i den Orden, forrige § foreskriver, saa at Riget stedse bliver udeelt hos Een; hvorimod de øvrige Prindser, til hvilke Tronen ved Arv kan komme, bør nøies med den dem af Storthinget tilstaaende Apanage, indtil Arveordenen kommer til dem. | § 6. Arvefølgen er lineal og agnatisk, saaledes, som den findes bestemt i den af Sveriges Riges Stænder besluttede, og af Kongen antagne, Successionsordning af 26de September 1810, hvilken i Oversættelse vedføies denne Grundlov.
Blandt Arveberettigede regnes ogsaa den Ufødte, der strax indtager sit tilbørlige Sted i Arvelinien, naar han, efter Faderens Død, fødes til Verden. Naar en til Norges og Sveriges forenede Kroner arveberettiget Prinds fødes, skal Hans Navn og Fødelstid tilkjendegives førstholdende Storthing, og antegnes i dets Protocol. |
1. avsnitt er 17.mai grl. § 5, endret; 2. avsnitt er 17.mai grl. § 8;3. avsnitt er 17.mai grl. § 7, endret. |
| § 7 | § 7. Naar en, til Norges Krone arveberettiget, Prinds fødes, skal hans Navn og Fødselstid tilkjendegives førstholdende Storthing og antegnes i dets Protocol. | § 7. Er ingen arveberettiget Prinds til, kan Kongen foreslaae Sin Efterfølger, for Norges Storthing, paa samme Tid som for Sveriges Stænder. Saasnart Kongen har fremsat Sit Forslag, skulle begge Folks Repræsentanter, af deres Midte, udkaare en Committee, der har Ret til at bestemme Valget, hvis Kongens Forslag ikke, ved Stemmefleerhed, bifaldes særskilt af hvert Folks Repræsentanter.
Antallet af Medlemmerne i denne Committee, hvilken skal bestaae af lige mange fra hvert Rige, og den Orden, som bør følges ved Valget, fastsættes ved en Lov, som Kongen paa samme Tid foreslaaer, for næste Storthing og for Sveriges Riges Stænder. Af den samlede Committe udtræder een ved Lodkastning. |
17.mai grl. § 9, endret. |
| § 8 | § 8. Blandt Arveberettigede regnes ogsaa den Ufødte, der strax indtaget sit tilbørlige Sted i Arvelinien, om han end først efter Faderens Død fødes til Verden. | § 8. Kongens Myndigheds-Alder fastsættes ved en Lov, der gives efter Overeenskomst imellem Norges Storthing og Sveriges Stænder, eller, hvis de derom ikke kunne forenes, ved en af begge Rigers Repræsentanter udnævnt Committee, med de i forestaaende § 7 anførte Bestemmelser.
Saasnart Kongen har opnaaet den lovbestemte Alder, erklærer Han Sig offentligen, at være myndig. |
17.mai grl. § 10, endret. |
| § 9 | § 9. Er ingen arveberettiget Prinds til, kan Kongen foreslaae sin Efterfølger for Storthinget, som enten antager eller forkaster Forslaget. | § 9. Saasnart Kongen, som myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger Han for Storthinget følgende Eed: «Jeg lover og sværger, at ville regjere Kongeriget Norge i Overeensstemmelse med dets Constitution og Love; saasandt hjælpe mig Gud og Hans hellige Ord!»
Er intet Storthing paa den Tid samlet, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet, og gjentages høitideligen af Kongen paa første Storthing, enten mundtlig, eller skriftlig ved den Han dertil beskikker. |
17.mai grl. § 11, endret. |
| § 10 | § 10. Kongen er myndig, naar han har fyldt det 20de Aar. Saasnart han er indtraadt i det 21de Aar, erklærer han sig offentlig at være myndig. | § 10. Kongens Kroning og Salving skeer, efterat han er bleven myndig, i Trondhjems Domkirke, paa den Tid og med de Ceremonier, Han selv fastsætter. | 17. mai grl. § 12. |
| § 11 | § 11. Saasnart Kongen, som myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger han for Storthinget følgende Eed:
"Jeg lover og sværger at ville regjere Kongeriget Norge i Overensstemmelse med dets Constitution og Love; saa sandt hjelpe mig Gud og hans hellige Ord!" Er intet Storthing paa den Tid samlet, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet og igjentages høitideligen af Kongen paa første Storthing. |
§ 11. Kongen opholder Sig i Norge nogen Tid hvert Aar, hvis ikke viktige Hindringer møde. | 17.mai grl. § 13, endret. |
| § 12 | § 12. Kongens Kroning og Salving skeer, efterat han er bleven myndig, i Trondhjems Domkirke paa den Tid og med de Ceremonier, han selv fastsetter. | § 12. Kongen vælger selv et Raad af Norske Borgere, som ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad skal i det mindste bestaae af en Statsminister og syv andre Medlemmer.
Ligeledes kan Kongen beskikke en Vice-Konge, eller en Statholder. Kongen fordeler Forretningerne iblandt Statsraadets Medlemmer, saaledes som Han det for tjenligt eragter. Til at tage Sæde i Statsraadet kan Kongen, eller, i Hans Fraværelse, Vice-Kongen (eller Statholderen i Forening med Statsraaderne) ved overordentlige Leiligheder, foruden Statsraadets sædvanlige Medlemmer, tilkalde andre Norske Borgere, kun ingen Medlemmer af Storthinget. Fader og Søn, eller to Brødre, maae ei paa samme Tid have Sæde i Statsraadet. |
17. mai grl. § 28, endret. |
| § 13 | § 13. Kongen skal stedse boe inden Rigets nuværende Grændser og maa ikke, uden Storthingets Samtykke, opholde sig udenfor dem længer, end 6 Maaneder af Gangen, medmindre han for sin Person vil have tabt Ret til Kronen. | § 13. Under Kongens Fraværelse overdrager han Rigets indvortes Bestyrelse, i de Tilfælde Han selv foreskriver, til Vice-Kongen eller Statholderen, tilligemed i det mindste fem af Statsraadets Medlemmer.
Disse skulle føre Regjeringen i Kongens Navn og paa Hans Vegne. De skulle ubrødelig efterleve, saavel denne Grundlovs Bestemmelser, som de særskilte dermed overeensstemmende Forskrifter, som Kongen i Instruction meddeler dem. Om de Sager, de saaledes afgjøre, have de at indsende en underdanig Indberetning til Kongen. Forretningerne afgjøres ved Stemmegivning, hvorved, i Tilfælde at Stemmerne ere lige, Vice-Kongen eller Statholderen, eller, i deres Fraværelse, det første Medlem af Statsraadet, har tvende Stemmer. |
Ny. |
| § 14 | § 14. Kongen maa ikke modtage nogen anden Krone eller Regjering uden Storthingets Samtykke, hvortil 2/3 af Stemmerne udfordres. | § 14. Vice-Kongen kan ikkun Kronprindsen eller hans ældste Søn være, men ei førend de have opnaaet den for Kongen bestemte Myndigheds-Alder. Til Statholder udnævnes enten en Normand eller en Svensk.
Vice-Kongen skal boe inden Riget, og maa ikke opholde sig udenfor det længere end tre Maaneder om Aaret. Naar Kongen er nærværende, ophører Vice-Kongens Function. Er ingen Vice-Konge, men Statholder, ophører ligeledes dennes Function, da han, i saadant Tilfælde, blot er den første Statsraad. |
Ny. |
| § 15 | § 15. Kongen skal stedse have bekjendt og bekjende sig til den evangelisk-lutterske Religion, haandhæve og beskytte denne. | § 15. Hos Kongen forbliver stedse, under Hans Ophold i Sverige, den Norske Statsminister og tvende af Statsraadets Medlemmer, hvilke sidste aarligen omskifte.
De have de samme Pligter og den samme constitutionelle Ansvarlighed som den i Norge værende (i § 13 nævnte) Regjering, og i deres Overværelse alene skulle de Norske anliggender afgjøres af Kongen. Alle Andragender fra Norske Borgere til Kongen, skulle først indleveres til den Norske Regjering, og forsynes med sammes Betænkning, forinden de afgjøres. I Almindelighed maae ingen Norske Sager afgjøres, uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning er indhentet, medmindre vigtige Hindringer maatte forbyde saadant. Den Norske Statsminister foredrager Sagerne, og bliver ansvarlig for Expeditionernes Overeensstemmelse med de fattede Beslutninger. |
Ny. |
| § 16 | § 16. Kongen anordner al offentlig Kirke- og Gudstjeneste, alle Møder og Forsamlinger om Religionssager, og paaseer, at Religionens offentlige Lærere følge de dem foreskrevne Normer. | § 16. Kongen anordner al offentlig Kirke- og Gudstjeneste, alle Møder og Forsamlinger om Religions-Sager, og paaseer, at Religionens offentlige Lærere følge de dem foreskrevne Normer. | - |
| § 17 | § 17. Kongen kan give og ophæve Anordninger, der angaae Handel, Told, Næringsveie og Politie; dog maae de ikke stride mod Constitutionen og de af Storthinget givne Love. De gjelde provisorisk til næste Storthing. | § 17. Kongen kan give og ophæve Anordninger, der angaae Handel, Told, Næringsveie og Politi; dog maae de ikke stride mod Constitutionen og de (saaledes som efterfølgende § 77, 78 og 79 bestemme) af Storthinget givne Love. De gjælde provisorisk til næste Storthing. | 17.mai grl. § 17, endret. |
| § 18 | § 18. Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Afgifter, som Storthinget paalægger. | § 18. Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Afgifter, som Storthinget paalægger. Den Norske Statscasse forbliver i Norge og dens Indtægter anvendes alene til Norges Tarv. | 17.mai grl. § 18, endret. |
| § 19 | § 19. Kongen vaager over, at Statens Eiendomme og Regalier anvendes og bestyres paa den af Storthinget bestemte og for Almeenvæsenet nyttigste Maade. | § 19. Kongen vaager over, at Statens Eiendomme og Regalier anvendes og bestyres paa den af Storthinget bestemte og for Almeenvæsenet nyttigste Maade. | - |
| § 20 | § 20. Kongen har Ret til i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat Høiesterets Dom er falden og dens Betænkning indhentet. Forbryderen har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaste sig den ham tildømte Straf.
I de Sager, som af Odelsthinget foranstaltes, anlagde for Rigsretten, kan ingen anden Benaadning, end Fritagelse for idømt Livsstraf, finde Sted. |
§ 20. Kongen har Ret til i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat Høiesterets Dom er falden, og dens Betænkning indhentet. Forbryderen har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaste sig den ham tildømte Straf.
I de Sager, som af Odelsthinget foranstaltes anlagte for Rigsretten, kan ingen anden Benaadning, end Fritagelse for idømt Livs-straf, finde Sted. |
- |
| § 21 | § 21. Kongen vælger og beskikker, efter at have hørt sit Statsraad, alle civile, geistlige og militaire Embedsmænd. Disse sværge Constitutionen og Kongen Troskab og Lydighed. De kongelige Prindser maae ei beklæde civile Embeder. | § 21. Kongen vælger og beskikker, efterat have hørt sit Norske Statsraad, alle civile, geistlige og militaire Embedsmænd. Disse sværge Constitutionen og Kongen Lydighed og Troskab.
De Kongelige Prindser maae ei beklæde civile Embeder, dog kan til Vice-Konge udnævnes Kronprindsen eller hans ældste Søn. |
17.mai grl. § 21, endret. |
| § 22 | § 22. Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Comptoirer, Gesandter og Consuler, civile og geistlige Overøvrighedspersoner, Regimenters og andre militaire Corpsers Chefer, Comandanter i Fæstninger og Høistbefalende paa Krigsskibe kunne, uden foregaaende Dom afskediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænkning. Hvorvidt Pension bør tilstaaes de saaledes afskedigede Embedsmænd, afgjøres af det næste Storthing. Imidlertid nyde de 2/3 af deres forhen hafte Gage. Andre Embedsmænd kunne ikkun suspenderes af Kongen, og skulle da strax tiltales for Domstolene, men de maae ei, uden efter Dom afsettes, ei heller mod deres Vilie forflyttes. | § 22. Rigets Statholder, Statsministeren og de øvrige Statsraadets Medlemmer, samt de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Contorer, Gesandter og Consuler, civile og geistlige Overøvrigheds-Personer, Regimenters og andre militaire Corpsers Chefer, Commandanter i Fæstninger og Høistbefalende paa Krigsskibe, kunne, uden foregaaende Dom, afskediges af Kongen, efterat Han derom har hørt Statsraadets Betænkning. Hvorvidt Pension bør tilstaaes de saaledes afskedigede Embedsmænd, afgjøres af det næste Storthing. Imidlertid nyde de to Trediedele af deres forhen havte Gage.
Andre Embedsmænd kunne ikkun suspenderes af Kongen, og skulle da strax tiltales for Domstolene, men de maae ei, uden efter Dom, afsættes, ei heller, mod deres Villie, forflyttes. |
17.mai grl. § 22, endret. |
| § 23 | § 23. Kongen kan meddele Ordener til hvem han forgodtbefinder, til Belønning for udmærkede Fortjenester, der offentligen maae kundgjøres; men ei anden Rang og Tittel, end den, ethvert Embede medfører. Ordenen fritager Ingen for Statsborgernes fælleds Pligter og Byrder, ei heller medfører den fortrinlig Adgang til Statens Embeder. Embedsmænd, som i Naade afskediges, beholde deres hafte Embeders Tittel og Rang. Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder tilstaaes Nogen for Eftertiden. | § 23. Kongen kan meddele Ordener til hvem Han for godt befinder, til Belønning for udmærkede Fortjenester, der offentligen maae kundgjøres; men ei anden Rang og Titel, end den, ethvert Embede medfører. Ordenen fritager Ingen for Statsborgernes fælles Pligter og Byrder, ei heller medfører den fortrinlig Adgang til Statens Embeder. Embedsmænd, som i Naade afskediges, beholde deres havte Embeders Titel og Rang.
Ingen personlige, eller blandede, arvelige Forrettigheder maae tilstaaes Nogen for Eftertiden. |
- |
| § 24 | § 24. Kongen vælger og afskediger efter eget Godtbefindende sin Hofstat og sine Hofbetjente. Til at lønne disse og holde sit Hof tilstaaes ham af Storthinget en passende aarlig Sum. | § 24. Kongen vælger og afskediger, efter eget Godtbefindende, sin Hofstat og sine Hofbetjente. | 17.mai grl. § 24, endret. |
| § 25 | § 25. Kongen har høieste Befaling over Rigets Land- og Søemagt. Den maa ikke overlates i fremmede Magters Tjeneste, og ingen fremmede Krigsfolk, undtagen Hjelpetropper mod fiendtlige Overfald, maae inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke. | § 25. Kongen har høieste Befaling over Rigets Land- og Sø-Magt. Den maa ikke forøges eller formindskes, uden Storthingets Samtykke. Den maa ikke overlades i fremmede Magters Tjeneste, og ingen fremmede Magters Krigsfolk (undtagen Hjælpetropper imod fiendtligt Overfald) maae inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke.
I Fredstider maae ingen andre end Norske Tropper være stationerede i Norge, og ingen Norske Tropper i Sverige. Kongen kan dog i Sverige have Norsk Garde af Frivillige, og kan for en kort Tid, i det høieste sex Uger om Aaret, sammenkalde de nærmeste Tropper af begge Rigers Krigsmagt, til Vaabenøvelser, inden hvilkensomhelst af Rigernes Grændser; men ei maae, i noget Tilfælde, flere Krigsfolk end 3 000 Mand, af alle Vaaben tilsammentagne, kunne, i Fredstider, inddrages i det ene Rige af det andet Riges Krigsmagt. Til Angrebs-Krig maae Norges Tropper og Roeflotillie ikke anvendes, uden Storthingets Samtykke. Den Norske Flaade skal have sine Verfter og, i Fredstider, sine Stationer eller Havne i Norge. Det ene Riges Krigsfartøier maae ikke besættes med det andets Søfolk, uden forsaavidt disse frivilligen lade sig hyre. Landeværnet og de øvrige Norske Tropper, som ikke til Linietropper kunne henregnes, maae aldrig bruges udenfor Norges Grændser. |
17.mai grl. § 25, endret. |
| § 26 | § 26. Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandter. | § 26. Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandter.
Naar Kongen vil begynde Krig, da skal han meddele Regjeringen i Norge sine Tanker, og indhente dens Betænkning derom, tilligemed fuldstændig Beretning om Rigets Tilstand, i Henseende til dets Finantser og Forsvarsmidler, med videre. Efterat dette er skeet, sammenkalder Kongen den Norske Statsminister og de Norske Statsraader, saavelsom de Svenske til et overordentlig Statsraad, og fremsætter da de Grunde og Omstændigheder, som i dette Tilfælde bør tages i Overveielse, hvorved tillige den norske Regjerings Forklaring om dette Riges Tilstand, saavelsom en lignende Beretning om Sveriges, bliver at fremlægge. Om disse Gjenstande fordrer Kongen deres Betænkning, hvilken de skulle, enhver for sig, afgive til Protocollen, under den Ansvarlighed Grundloven bestemmer, og har da Kongen Ret til at tage og udføre den Beslutning, Han anseer gavnligst for Staten. |
17.mai grl. § 26, endret. |
| § 27 | § 27. Regjeringen er ikke berettiget til Militairmagts Anvendelse mod Statens Medlemmer, uden efter de i Lovgivningen bestemte Former, medmindre nogen Forsamling maatte forstyrre den offentlige Rolighed, og den ikke øieblikkelig adskilles, efterat de Artikler i Landsloven, som angaae Oprør, ere den trende Gange lydeligen forelæste af den civile Øvrighed. | § 27. Alle Statsraader skulle, naar de ikke have lovligt Forfald, være nærværende i Statsraadet, og maa ingen Beslutning tages der, naar ikke over det halve Antal Medlemmer ere tilstede.
I de Norske Sager, som (ifølge § 15) afgøres i Sverige, maa ingen Beslutning tages, medmindre enten den Norske Statsminister og een Norsk Statsraad, eller begge de Norske Statsraader, ere tilstede. |
17.mai grl. § 29, endret. |
| § 28 | § 28. Kongen vælger Selv et Raad af norske Borgere, som ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad skal i det mindste bestaae af 5 Medlemmer. Til at tage Sæde i Statsraadet kan Kongen foruden dem ved overordentlige Leiligheder tilkalde andre norske Borgere; kun ingen Medlemmer af Storthinget. Forretningerne fordeler han blandt dem, saaledes som han det for tjenligt eragter. Fader og Søn, eller to Brødre maae ei paa samme Tid have Sæde i Statsraadet. | § 28. Forestillinger om Embeders Besættelse og andre Sager af Vigtighed (diplomatiske og egentlige militaire Commando-Sager undtagne) skulle foredrages i Statsraadet af det Medlem, til hvis Fag de høre, og Sagerne af ham expederes overeensstemmende med den, i Statsraadet, fattede Beslutning. | 17.mai grl. § 30, endret. |
| § 29 | § 29. Alle Statsraader skulle, naar de ikke have lovligt Forfald, være nærværende i Statsraadet, og maa ingen Beslutning tages der, naar ikke over det halve Antal af Medlemmerne ere tilstæde. | § 29. Forbyder lovligt Forfald en Statsraad at møde og foredrage de Sager, som henhøre under hans Fag, skulle disse foredrages af en anden Statsraad, som Kongen, om Han er tilstede, eller, i andet Fald, den der har Forsædet i Statsraadet, i Forening med de øvrige Statsraader, dertil constituerer.
Hindres saamange, ved lovligt Forfald, fra at møde, at ikke flere end Halvparten af det bestemte Antal Medlemmer ere tilstede, skulle andre Embedsmænd, paa lige Maade, constitueres til at tage Sæde i Statsraadet, i hvilket Tilfælde ufortøvet skeer Beretning derom til Kongen, som afgjør, om de skulle vedblive i denne Function. |
17.mai grl. § 31, endret. |
| § 30 | § 30. Forestillinger om Embeders Besettelse og andre Sager af Vigtighed - diplomatiske og egentlige militaire Commandosager undtagne - skulle foredrages i Statsraadet af det Medlem, til hvis Fag de høre, og Sagerne af ham expederes overensstemmende med Kongens i Statsraadet fattede Beslutning. | § 30. I Statsraadet føres Protocol over alle de Sager, som der forhandles. Enhver, som har Sæde i Statsraadet, er pligtig til med Frimodighed at sige sin Mening, hvilken Kongen er forbunden at høre. Men det er Denne forbeholdet, at fatte Beslutning efter sit eget Omdømme.
Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller øiensynligen er skadelig for Riget, er det Pligt, at gjøre kraftige Forestillinger derimod, samt at tilføie sin Mening i Protocollen. Den der ikke saaledes har protestert, ansees at have været enig med Kongen, og er ansvarlig derfor, saaledes som siden bestemmes, og kan af Odelsthinget sættes under Tiltale for Rigsretten. |
17.mai grl. § 32, endret. |
| § 31 | § 31. Forbyder lovligt Forfald en Statsraad at møde, og foredrage de Sager, som henhøre under hans Fag, skulle disse foredrages af en anden Statsraad, som Kongen dertil constituerer. Hindres saa mange ved lovligt Forfald fra Møde i Statsraadet, at ikke flere end Halvparten af det bestemte Antal Medlemmer ere tilstæde; skulle andre Embedsmænd af Kongen constitueres til at tage Sæde i Statsraadet. | § 31. Alle af Kongen selv udfærdige Befalinger (militaire Commando-Sager undtagne) skulle contrasigneres af den Norske Statsminister. | 17.mai grl. § 35, endret. |
| § 32 | § 32. I Statsraadet føres Protocol over alle de Sager, som der forhandles. Enhver, som har Sæde i Statsraadet, er pligtig til med Frimodighed at sige sin Mening, hvilken Kongen er forbunden at høre. Men det er denne forbeholdt at fatte Beslutning efter sit eget Omdømme. Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller øiensynligen er skadelig for Riget; er det Pligt at gjøre kraftige Forestillinger derimod, samt at tilføie sin Mening i Protocollen. Den, der ikke saaledes har protesteret, ansees at have været enig med Kongen og er ansvarlig derfor, saaledes som siden bestemmes. | § 32. De Beslutninger, som tages af Regjeringen i Norge under Kongens Fraværelse, udfærdiges i Kongens Navn, og undertegnes af Vice-Kongen eller Statholderen og af Statsraadet, samt contrasigneres af den, som foredrager Sagen, da han bør være ansvarlig for Expeditionens Overeensstemmelse med den Protocol, hvori Resolutionen er indført. | 17.mai grl. § 35, endret. Jfr. 17.mai grl. § 34. |
| § 33 | § 33. Den Statsraad, som forestaaer det udenlandske Departement, bør have en egen Protocol, hvori de Sager indføres, som ere af den Natur, at de ikke bør forlægges det samlede Statsraad. Forøvrigt gjelder i dette Tilfælde de samme Bestemmelser som i 32te § ere fastsatte. | § 33. Alle Forestillinger om Norske Sager, saavelsom de Expeditioner, som i Anledning deraf skee, forfattes i det Norske Sprog. | Ny. |
| § 34 | § 34. Alle Regjeringens Beslutninger og Befalinger udstædes stedse i Kongens Navn. | § 34. Nærmeste Thronarving, om han er den regjerende Kongens Søn, fører Titel af Kronprinds. De øvrige, som til Kronen ere arveberettigede, kaldes Prindser, og de kongelige Døttre Prindsesser. | 17. mai grl. § 36, endret. |
| § 35 | § 35. Alle af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve - militaire Commandosager undtagne - skulle contrasigneres af den, som ifølge sin Embedspligt har foredraget Sagen, da han bør være ansvarlig for Expeditionens Overensstemmelse med den Protocol, hvori Resolutionen er indført. | § 35. Saasnart Thronarvingen har fyldt sit 18de Aar, er han berettiget til at tage Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme eller Ansvar. | 17.mai grl. § 37. |
| § 36 | § 36. Nærmeste Tronarving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Tittel af Kronprinds til Norge. De Øvrige, som til Kronen ere arveberettigede, kaldes Prindser, og de kongelige Døttre Prindsesser. | § 36. Ingen Prinds af Blodet maa gifte sig uden Kongens Tilladelse. Handler han herimod, forbryder han sin Ret til Norges Krone. | 17.mai grl. § 38, endret. |
| § 37 | § 37. Saasnart Tronarvingen har fyldt sit 18de Aar, er han berettiget til at tage Sæde i Statsraadet; dog uden Stemme eller Ansvar. | § 37. De kongelige Prindser og Prindsesser skulle, for deres Personer, ikke svare for Andre end Kongen, eller hvem Han, til Dommer over dem, forordner. | 17.mai grl. § 39. |
| § 38 | § 38. Ingen Prinds af Blodet maa forlade Riget, gifte sig eller begive sig i fremmed Tjeneste uden Kongens Tilladelse. Handler han herimod, forbryder han sin Ret til Kronen. | § 38. Saavel den Norske Statsminister, som de tvende Norske Statsraader der følge Kongen, have Sæde og delibererende Stemme i det Svenske Statsraad, naar sammesteds forhandles Gjenstande, som angaae.
I saadanne Sager bør tillige den i Norge værende Regjerings Betænkning indhentes, medmindre Sagerne udfordre saa hastig Afgørelse, at Tid dertil ei gives. |
Ny; jfr. 17.mai grl. § 33. |
| § 39 | § 39. De kongelige Prindser og Prindsesser skulle for deres Personer ikke svare for andre, end Kongen, eller hvem han til Dommer over dem forordner. | § 39. Døer Kongen og Tronfølgeren endnu er umyndig, skal det Norske og Svenske Statsraad strax sammentræde, for fælles at udstede Indkaldelse til Storthing i Norge og Rigsdag i Sverige. | Ny; jfr. 17.mai grl. § 41. |
| § 40 | § 40. Er Tronarvingen fraværende ved Kongens Død, bør han, hvis uovervindelige Hindringer ei forbyde det, inden 6 Maaneder, efterat Dødsfaldet er ham tilkjendegivet, indfinde sig i Riget, eller for sin Person have tabt Ret til Kronen. | § 40. Indtil begge Rigers Repræsentanter ere forsamlede, og have anordnet Regjeringen under Kongens Mindreaarighed, forestaaer et, af et lige Aantal Norske og Svenske Medlemmer sammensat, Statsraad Rigernes Bestyrelse, med Iagttagelse af disses gjensidige Grundlove.
Den Norske og den Svenske Statsminister, som have Sæde i fornævnte sammensatte Raad, kaste Lod om, hvo der skal have Forsædet. |
Ny; jfr. 17.mai grl. § 41. |
| § 41 | § 41. Er nærmeste Tronarving ved Kongens Død umyndig, fører Enkedronningen, om hun er Kongens kjødelige Moder, saalænge hun forbliver Enke, Regjeringen i Forening med Statsraadet, indtil Kongen vorder myndig. Er saadan Enkedronning ei til, da fører den nærmeste arveberettigede Prinds, som da er over 25 Aar gammel, Regjeringen paa samme Maade, under Tittel af Regent. Er Regentskabet tilfaldet en Fjernere i Arveordenen, paa Grund af, at den Nærmere ei var fuldmyndig, da skal den Første fravige det for den Sidstnævnte, saasnart denne har opnaaet 25 Aars Alder. I disse Tilfælde affattes Beslutningerne i Statsraadet efter de fleste Stemmer, og har Enkedronningen eller Regenten 2 Stemmer. | § 41. De i foregaaende § 39 og 40 bestemte Forholdsregler skulle ogsaa finde Sted, saa ofte det ifølge Sveriges Regjeringsform tilkommer det Svenske Statsraad, i Egenskab af Statsraad at føre Regjeringen. | Ny; jfr. 17.mai grl. §§ 41 og 43. |
| § 42 | § 42. Er ingen saadan fuldmyndig Prinds til, føres Regentskabet af Statsraadet i Forening med de Mænd, som Storthinget maatte finde fornødent at tilforordne, under Ansvar efter 45de §. Den første af Statsraadets Medlemmer har da Forsædet og 2 Stemmer. | § 42. Angaaende de nærmere Bestemmelser, som ere nødvendige i de i §§ 39,40 og 41 anførte Tilfælde, foreslaaer Kongen for næste Storthing i Norge og Rigsdag i Sverige en Lov, bygget paa Grundsætningen om fuldkommen Lighed imellem begge Rigerne. | Ny; jfr. 17.mai grl. § 41. |
| § 43 | § 43. De i 42de § fastsatte Bestemmelser gjelde ligeledes i Tilfælde af, at Kongen ved Sinds- eller Legemssvaghed bliver uskikket til Regjeringen, eller er fraværende fra Riget. | § 43. Valget af Formyndere, som skulle bestyre Regjeringen for den umyndige Konge, skal foretages efter samme Regler, og paa samme maade, som forhen i § 7 er foreskrevet for Valget af Thronfølger. | Ny; jfr. 17.mai grl. §§ 41 og 43. |
| § 44 | § 44. De, som ifølge Foranførte forestaae Regjeringen medens Kongen er umyndig, fraværende eller paa anden Maade ud af stand til selv at regjere, skulle for Storthinget, hver for sig, aflægge følgende Eed:
"Jeg lover og sværger at ville forestaae Regjeringen i Overensstemmelse med Constitutionen og Lovene; saa sandt hjelpe mig Gud og hans hellige Ord!" |
§ 44. De som, i de udi § 40 og 41 anførte Tilfælde, forestaae Regjeringen, skulle, de Norske for det Norske Storthing, aflægge følgende Eed: «Jeg lover og sværger, at ville forestaae Regjeringen i Overeensstemmelse med Constitutionen og Lovene, saa sandt hjælpe mig Gud og Hans hellige Ord!» De Svenske aflægge Eed for Sveriges Riges Stænder.
Holdes ei Storthing eller Rigsdag paa den Tid, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet, og gjentages siden paa næste Storthing eller Rigsdag. |
17.mai grl. § 44, endret. |
| § 45 | § 45. Saasnart deres Statsbestyrelse ophører, skulle de aflægge Kongen og Storthinget Regnskab for samme. | § 45. Saasnart deres Statsstyrelse ophører, skulle de aflægge Kongen og Storthinget Regnskab for samme. | - |
| § 46 | § 46. Ved Kongens Død, eller i de Tilfælde, i hvilke et Regentskab bør beskikkes, skal strax et overordentligt Storthing sammenkaldes af Statsraadet, eller andre Vedkommende. Opfylder Statsraadet ikke denne Pligt inden 4 Uger, besørges Sammenkaldelsen ved Justitiarius og Tilforordnede i Høiesteret. | § 46. Efterlade Vedkommende, i Overeensstemmelse med § 39 og 41, strax at sammenkalde Storthinget, da paaligger det Høiesteret, som en ubetinget Pligt, saasnart fire Uger ere forløbne, at foranstalte denne Sammenkaldelse. | 17.mai grl. § 46, endret. |
| § 47 | § 47. Bestyrelsen af den umyndige Konges Opdragelse bør, hvis hans Fader ei derom har efterladt nogen skriftlig Bestemmelse, betroes til visse, af Storthinget dertil udnævnte, Mænd i Forening med Enkedronningen, om hun er hans kjødelige Moder, med Udelukkelse af den nærmeste Tronarving, hans Livsarvinger, Statsraadet og Regentskabets øvrige Tilforordnede. | § 47. Bestyrelsen af den umyndige Konges Opdragelse bør, hvis Hans Fader ei derom har efterladt nogen skriftlig Bestemmelse, fastsættes paa den i § 7 og 43 foreskrevne Maade.
Det bør være en ufravigelig Regel, at den umyndige Konge gives tilstrækkelig Underviisning i det Norske Sprog. |
17.mai grl. § 47, endret. |
| § 48 | § 48. Er den mandlige Kongestamme uddød, og ingen Tronfølger udkaaren, da sammenkaldes Storthinget strax, paa den i 46de § foreskrevne Maade, for at vælge en nye Kongeæt. Imidlertid forholdes med den udøvende Magt efter 42de §. | § 48. Er den mandlige Kongestamme uddød, og ingen Thronfølger udkaaret, da skal en ny Konge-Æt vælges paa den i § 7 foreskrevne Maade. Imidlertid forholdes med den udøvende Magt efter 40de §. | 17.mai grl. § 48, endret. |
| C | C. Om Borgerret og den lovgivende Magt. | C.
Om Borgerret og den lovgivende Magt. |
- |
| § 49 | § 49. Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget, der bestaaer af 2 Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing. | § 49. Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget, der bestaar af to Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing. | - |
| § 50 | § 50. Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar, have været bosatte i Landet i 5 Aar, og enten
a. ere, eller have været Embedsmænd, b. paa Landet eie eller paa længere Tid end 5 Aar have byxlet matriculeret Jord, c. ere Kjøbstadborgere, eller i Kjøbstad eller Ladested eie Gaard eller Grund, hvis Værdie i det mindste er 300 Rigsbankdaler Sølvværdie. |
§ 50. Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar, have været bosatte i Landet i fem Aar, opholde sig der, og enten:
ere, eller have været, Embedsmænd; paa Landet eie, eller, paa længre Tid end fem Aar, have bygslet matriculeret Jord; ere Kjøbstadsborgere, eller i Kjøbstad eller Ladested eie Gaard eller Grund, hvis Værdi i det mindste er 300 Rbdlr, S.V.[14] |
17.mai grl. § 50, endret. |
| § 51 | § 51. Inden 6 Maaneder efter denne Constitutions Antagelse skal, i enhver Kjøbstad af Magistraten og i ethvert Præstegjeld af Fogden og Præsten forfattes et Mandtal over alle stemmeberettigede Indvaanere. De Forandringer dette efterhaanden maatte undergaae, anføres ufortøvet deri. Enhver skal, forinden han indføres i Mandtallet, offentligen til Thinge sværge Constitutionen Troskab. | § 51. Mandtal over alle stemmeberettigede Indvaanere skal forfattes i enhver Kjøbstad af Magistraten, og i ethvert Præstegjeld af Fogden og Præsten. De Forandringer, dette efterhaanden maatte undergaae, anføres ufortøvet deri.
Enhver skal, forinden han indføres i Mandtallet, offentligen til Thinge sværge Constitutionen Troskab. |
17.mai grl. § 51, endret. |
| § 52 | § 52. Stemmeret suspenderes:
a. Ved Anklage til Thinge for Forbrydelser, b ved Umyndiggjørelse, c. ved Opbud eller Fallit, indtil Creditorerne have erholdt fuld Betaling; medmindre Fallitten er foraarsaget ved Ildsvaade, eller andet utilregneligt og bevisligt Uheld. |
§ 52. Stemmeret suspenderes:
ved Anklage til Thinge for Forbrydelser; ved Umyndiggjørelse; ved Opbud eller Fallit, indtil Creditorene have erholdet fuld Betaling, medmindre Falliten er foraarsaget ved Ildsvaade, eller andet utilregneligt og beviiseligt Uheld. |
- |
| § 53 | § 53. Stemmeret tabes:
a. ved at have været dømt til Tugthuus, Slaverie eller vanærende Straffe, b. ved at gaae i en fremmed Magts Tjeneste uden Regjeringens Samtykke, c. ved at erhverve Borgerret i en fremmed Stat, d. ved at overbevises om at have kjøbt Stemmer, solgt sin egen Stemme, eller stemt i flere, end een Valgforsamling. |
§ 53. Stemmeret tabes;
ved at have været dømt til Tugthuus, Slaveri, eller vanærende Straffe; ved at gaae i en fremmed Magts Tjeneste uden Regjeringens Samtykke; ved at erhverve Borgerret i en fremmed Stat; ved at overbevises om, at have kjøbt Stemmer, solgt sin egen Stemme, eller stemt i flere end een Valgforsamling. |
- |
| § 54 | § 54. Valg- og Districtsforsamlingerne holdes hvert 3die Aar. De skulle være tilendebragte inden December Maaneds Udgang. | § 54. Valg- og Districts-Forsamlingerne holdes hvert tredie Aar. De skulle være tilendebragte inden December Maaneds Udgang. | - |
| § 55 | § 55. Valgforsamlingerne holdes paa Landet i Præstegjeldets Hovedkirke, i Kjøbstæderne i Kirken, paa Raadhuset eller et andet dertil beqvemt Sted. De bestyres paa Landet af Sognepræsten og hans Medhjelpere, i Kjøbstæderne af disses Magistrater og Formænd. Stemmegivningen skeer i den Orden, Mandtallet viser. Stridigheter om Stemmeret afgjøres af Forsamlingens Bestyrere, hvis Kjendelse kan indankes for Storthinget. | § 55. Valgforsamlingerne holdes, paa Landet i Præstegjeldets Hovedkirke, i Kjøbstæderne i Kirken, paa Raadhuset eller et andet dertil beqvemt Sted. De bestyres paa Landet af Sognepræsten og hans Medhjælpere, i Kjøbstæderne af disses Magistrater og Formænd. Stemmegivningen skeer i den Orden, Mandtallet viser.
Stridigheder om Stemmeret afgjøres af Forsamlingens Bestyrere, hvis Kjendelse kan indankes for Storthinget. |
- |
| § 56 | § 56. Førend Valgene begynde skal Constitutionen lydelig oplæses, i Kjøbstæderne af den første Magistratsperson, paa Landet af Præsten. | § 56. Førend Valgene begynde, skal Constitutionen lydelig oplæses, i Kjøbstæderne af den første Magistrats-Person, paa Landet af Præsten. | - |
| § 57 | § 57. I Kjøbstæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 stemmeberettigede Indvaanere. Disse Valgmænd samles inden 8 Dage derefter, paa et af Øvrigheden dertil bestemt Sted, og udnævne enten af deres egen Midte, eller blandt de øvrige Stemmeberettigede i deres Valgdistrict 1/4 af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes, at 3 til 6 vælge Een, 7 til 10 To, 11 til 14 Tre, 15 til 18 Fire, som er det høieste Antal, nogen Bye maa sende. Har en Kjøbstad færre end 150 stemmeberettigede Indvaanere, sender den sine Valgmænd til nærmeste Kjøbstad, for at stemme i Forening med dennes Valgmænd, og ansees da begge Kjøbstæder som eet District. | § 57. I Kjøbstæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 stemmeberettigede Indvaanere.
Disse Valgmænd samles inden otte Dage derefter paa et af Øvrigheden dertil bestemt Sted, og udnævne enten af deres egen Midte, eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i deres Valgdistrict, een Fjerdedel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes; at 3 til 6 vælge een, 7 til 10 to, 11 til 14 tre, 15 til 18 fire, som det høieste Antal nogen By maa sende. Har en Kjøbstad færre end 150 stemmeberettigede Indvaanere, sender den sine Valgmænd til nærmeste Kjøbstad, for at stemme i Forening med dennes Valgmænd, og ansees da begge Kjøbstæder som eet District. |
- |
| § 58 | § 58. I hvert Præstegjeld paa Landet udnævne de stemmeberettigede vaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd saaledes, at indtil 100 vælge Een, 100 til 200 To, 200 til 300 Tre, o. s. f. i samme Forhold. Disse Valgmænd samles inden een Maaned derefter paa et, af Amtmanden dertil bestemt Sted, og udnævne da, enten af deres egen Midte, eller blandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet 1/10 af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes, at 5 til 14 vælge Een, 15 til 24 To, 25 til 34 Tre, 35 og derover Fire, som er det største Antal. | § 58. I hvert Præstegjeld paa Landet udnævne de stemmeberettigede Indvaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd saaledes; at indtil 100 vælge een, 100 til 200 to, 200 til 300 tre, og saa fremdeles i samme Forhold.
Disse Valgmænd samles inden een Maaned derefter paa et af Amtmanden dertil bestemt Sted, og udnævne, da enten af deres egen Midte, eller iblandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet, en Tiendedeel af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes; at 5 til 14 vælge een, 15 til 24 to, 25 til 34 tre, 35 og derover fire, som er det største Antal. |
- |
| § 59 | § 59. De i § 57 og 58 fastsatte Bestemmelser gjelde indtil næste Storthing. Befindes det da: at Kjøbstædernes Repræsentanter udgjøre mere eller mindre end 1/3 af hele Rigets, bør Storthinget til Følge for Fremtiden, forandre disse Bestemmelser saaledes, at Kjøbstædernes Repræsentanter forholde sig til Landets, som 1 til 2, og bør Repræsentanternes Antal i det Hele ikke være mindre, end 75 og ei større end 100. | § 59. De i § 57 og 58 fastsatte Bestemmelser gjælde indtil næste Storthing. Befindes det da, at Kjøbstædernes Repræsentanter udgjøre mere eller mindre end een Trediedeel af hele Rigets, bør Storthinget, til Følge for Fremtiden, forandre disse Bestemmelser saaledes, at Kjøbstædernes Repræsentanter forholde sig til Landets, som een til to, og bør Repræsentanternes Antal i det Hele ikke være mindre end 75 og ei større end 100. | - |
| § 60 | § 60. De inden Riget værende stemmeberettigede, der ikke kunne møde formedelst Sygdom, Militairtjeneste eller andet lovligt Forfald, kunne skriftlig sende sine Stemmer til dem, der bestyre Valgforsamlingerne, forinden disse ere tilendebragte. | § 60. De inden Riget værende Stemmeberettigede, der ikke kunne møde formedelst Sygdom, militair Tjeneste eller andet lovligt Forfald, kunne skriftlig sende deres Stemmer til dem, der bestyre Valgforsamlingerne, forinden disse ere tilendebragte. | - |
| § 61 | § 61. Ingen kan vælges til Repræsentant, medmindre han er 30 Aar gammel og har i 10 Aar opholdt sig i Riget. | § 61. Ingen kan vælges til Repræsentant, medmindre han er 30 Aar gammel og har i 10 Aar opholdet sig i Riget. | - |
| § 62 | § 62. Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Comptoirer, eller Hoffets Betjente og dets Pensionister kunne ikke vælges til
Repræsentanter. |
§ 62. Statsraadets Medlemmer, og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Contorer, eller Hoffets Betjente og dets Pensionister, kunne ikke vælges til Repræsentanter. | - |
| § 63 | § 63. Enhver, som vælges til Repræsentant, er pligtig at modtage Valget, medmindre han hindres derfra ved Forfald, der kjendes lovligt af Valgmændene, hvis Kjendelse kan underkastes Storthingets Bedømmelse. Den, som to paa hinanden følgende Gange har mødt som Repræsentant paa et ordentligt Storthing, er ikke forpligtet til at modtage Valget til det derpaa følgende ordentlige Storthing. Hindres en Repræsentant ved lovligt Forfald fra at møde paa Storthinget, træder den, som næst ham har de fleste Stemmer i hans Sted. | § 63. Enhver, som vælges til Repræsentant, er pligtig at modtage Valget, medmindre han hindres derfra ved Forfald, der kjendes lovlige af Valgmændene, hvis Kjendelse kan underkastes Storthingets Bedømmelse. Den, som to paa hinanden følgende Gange har mødt som Repræsentant paa et ordentligt Storthing, er ikke forpligtet til at modtage Valget til det derpaa følgende ordentlige Storthing.
Hindres en Repræsentant ved lovlig Forfald fra at møte paa Storthinget, træder den, som næst ham har de fleste Stemmer, i hans Sted. |
- |
| § 64 | § 64. Saasnart Repræsentanterne ere valgte, forsynes de med en Fuldmagt, underskrevet, paa Landet af Overøvrighederne og i Kjøbstæderne af Magistraten, saavelsom af samtlige Valgmænd, til Beviis for, at de, paa den i Constitutionen foreskrevne Maade, ere udnævnte. Disse Fuldmagters Lovlighed bedømmes af Storthinget. | § 64. Saasnart Repræsentanterne ere valgte, forsynes de med en Fuldmagt, underskrevet paa Landet af Overøvrigheden og i Kjøbstæderne af Magistraten, saavelsom af samtlige Valgmænd, til Beviis for, at de, paa den i Constitutionen foreskrevne Maade, ere udnævnte.
Disse Fuldmagters Lovlighed bedømmes af Storthinget. |
- |
| § 65 | § 65. Enhver Repræsentant er berettiget til Godtgjørelse af Statskassen for Reiseomkostninger til og fra Storthinget og for Underholdning i den Tid, han der opholder sig. | § 65. Enhver Repræsentant er berettiget til Godtgjørelse af Statscassen for Reise-Omkostninger til og fra Storthinget, og for Underholdning i den Tid han der opholder sig. | - |
| § 66 | § 66. Repræsentanterne ere paa deres Reise til og fra Storthinget, samt under deres Ophold der, befriede fra personlig Heftelse, medmindre de gribes i offentlige Forbrydelser; ei heller kunne de udenfor Storthingets Forsamlinger drages til Ansvar for deres der yttrede Meninger. Efter den der vedtagne Orden er Enhver pligtig at rette sig. | § 66. Repræsentanterne ere paa deres Reise til og fra Storthinget, samt under deres Ophold der, befriede fra personlig Heftelse, medmindre de gribes i offentlige Forbrydelser, ei heller kunne de udenfor Storthingets Forsamlinger drages til Ansvar for deres der yttrede Meninger. Efter den der vedtagne Orden er Enhver pligtig at rette sig. | - |
| § 67 | § 67. De paa forestaaende Maade valgte Repræsentanter udgjøre Kongeriget Norges Storthing. | § 67. De paa forestaaende Maade valgte Repræsentanter udgjøre Kongeriget Norges Storthing. | - |
| § 68 | § 68. Storthinget aabnes i Almindelighed den første Søgnedag i Februarii Maaned hvert 3die Aar i Rigets Hovedstad, medmindre Kongen, paa Grund af overordentlige Omstændigheder, saasom fiendtlig Indfald eller smitsom Syge dertil bestemmer en anden Kjøbstad. Saadan Bestemmelse maa da betimelig bekjendtgjøres. | § 68. Storthinget aabnes i Almindelighed den første Søgnedag i Februari Maaned hvert tredie Aar i Rigets Hovedstad, medmindre Kongen, paa Grund af overordentlige Omstændigheder, saasom fiendtlig Indfald eller smitsom Syge, dertil bestemmer en anden Kjøbstad i Riget. Saadan Bestemmelse maa da betimelig bekjendtgjøres. | 17.mai grl. § 68, endret. |
| § 69 | § 69. I overordentlige Tilfælde har Kongen Ret til at sammenkalde Storthinget udenfor den almindelige Tid. Kongen udstæder da en Kundgjørelse, som bør være læst i alle Stiftsstædernes Kirker i det mindste 6 Uger, forinden Storthingets Medlemmer skulle møde paa det bestemte Sted. | § 69. I overordentlige Tilfælde har Kongen Ret til at sammenkalde Storthinget udenfor den almindelige Tid. Kongen udsteder da en Kundgjørelse, som bør være læst i alle Stiftsstædernes Kirker, i det mindste sex Uger, forinden Storthingets Medlemmer skulle møde paa det bestemte Sted. | - |
| § 70 | § 70. Et saadant overordentlig Storthing kan af Kongen hæves, naar han forgodtbefinder. | § 70. Et saadant overordentligt Storthing kan af Kongen hæves, naar han for godt befinder. | - |
| § 71 | § 71. Storthingets Medlemmer fungere som saadanne i 3 paa hinanden følgende Aar, saavel ved overordentlige, som ved det ordentlige Storthing, der imidlertid holdes. | § 71. Storthingets Medlemmer fungere som saadanne i tre paa hinanden følgende Aar, saavel ved overordentlige, som ved det ordentlige Storthing, der imidlertid holdes. | - |
| § 72 | § 72. Holdes et overordentlig Storthing endnu paa den Tid, det ordentlige skal sammentræde, ophører det førstes Virksomhed, saasnart det sidste er samlet. | § 72. Holdes et overordentlig Storthing endnu paa den Tid, det ordentlige skal sammentræde, ophører det førstes Virksomhed, saasnart det sidste er samlet. | - |
| § 73 | § 73. Intet af Thingene kan holdes, medmindre 2/3 af dets Medlemmer ere tilstede. | § 73. Intet af Thingene kan holdes, medmindre to Trediedele af dets Medlemmer ere tilstede. | - |
| § 74 | § 74. Saasnart Storthinget har constituert sig, aabner Kongen, eller den, han dertil beskikker, dets Forhandlinger med en Tale, hvori han underretter det om Rigets Tilstand og de Gjenstænde, hvorpaa han især ønsker at henlede Storthingets Opmærksomhed. Ingen Deliberation maa finde Sted i Kongens Nærværelse. Storthinget udvælger blandt sine Medlemmer 1/4 Part, som udgjør Lagthinget, de øvrige 3/4 Parter danne Odelsthinget. Hvert Thing holder sine Forsamlinger særskilte og udnævner sin egen Præsident og Secretair. | § 74. Saasnart Storthinget har constitueret sig, aabner Kongen, eller den Han dertil beskikker, dets Forhandlinger med en Tale, hvori Han underretter det om Rigets Tilstand og de Gjenstande, hvorpaa Han især ønsker at henlede Storthingets Opmærksomhed. Ingen Deliberation maa finde Sted i Kongens Nærværelse.
Storthinget udvælger blandt sine Medlemmer en Fjerdepart, som udgjør Lagthinget; de øvrige tre Fjerdeparter danner Odelsthinget. Hvert Thing holder sine Forsamlinger særskilte, og udnævner sin egen Præsident og Secretair. |
- |
| § 75 | § 75. Det tilkommer Storthinget:
a. at give og ophæve Love, paalægge Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder, som dog ei gjelde længere, end til 1ste Julii i det Aar, da et nyt, ordentlig Storthing er samlet, medmindre de af dette udtrykkeligen fornyes; b. at aabne Laan paa Statens Credit; c. at føre Opsynet over Rigets Pengevæsen; d. at bevilge de, til Statsudgifterne fornødne, Pengesummer; e. at bestemme, hvormeget aarligen skal udbetales Kongen til hans Hofstat, og at fastsette den kongelige Families Apanage, som dog ikke maa bestaae i faste Eiendomme; f. at lade sig forelægge Statsraadets Protocol og alle offentlige Indberetninger og Papirer, egentlige militaire Comandosager undtagne; g. at lade sig meddele de Forbund og Tractater, Kongen paa Statens Vegne har indgaaet med fremmede Magter, med Undtagelse af hemmelige Artikler, som dog ei maae stride mod de offentlige; h. at kunne fordre Enhver til at møde for sig i Statssager, Kongen og den kongelige Familie undtagne; dog gjelder denne Undtagelse ikke for de kongelige Prindser, forsaavidt de maatte være Embedsmænd; i. at revidere midlertidige Gage- og Pensionslister, og deri gjøre de Forandringer, det finder fornødne; k. at udnævne 5 Revisorer, der aarligen skulle gjennemsee Statens Regnskaber og bekjendtgjøre Extracter af samme ved Trykken, hvilke Regnskaber derfor skulle tilstilles disse Revisorer hvert Aar inden 1ste Julii; l. at naturalisere Fremmede. |
§ 75. Det tilkommer Storthinget:
at give og ophæve Love; at paalægge Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder, som dog ei gjælde længer end til 1ste Juli det Aar, da et nyt ordentligt Storthing er samlet, medmindre de af dette udtrykkeligen fornyes; at aabne Laan paa Rigets Credit; at føre Opsyn over Rigets Pængevæsen; at bevilge de til Stats-Udgifterne fornødne Pengesummer; at bestemme, hvormeget aarligen skal udbetales Kongen og Vice-Kongen til deres Hofstat, og at fastsætte den Kongelige Families Apanage, som dog ikke maa bestaae i faste Eiendomme; at lade sig forelægge den i Norge værende Regjerings Protocol og alle offentlige Indberetninger og Papirer (egentlige militaire Commando-Sager undtagne,) samt verificerede Afskrifter eller Extracter af de hos Kongen ved den Norske Statsminister og de i Sverige værende tvende Norske Statsraader førte Protocoller, eller de sammesteds fremlagte offentlige Papirer; at lade sig meddele de Forbund og Tractater, Kongen, paa Statens Vegne, har indgaaet med fremmede Magter, med Undtagelse af hemmelige Artikler, som dog ei maae stride imod de offentlige; at kunne fordre Enhver til at møde for sig i Statssager, Kongen og den Kongelige Familie undtagne; dog gjælder denne Undtagelse ikke for de Kongelige Prindser, forsaavidt de maatte beklæde andre Embeder end Vice-Kongens; at revidere midlertidige Gage- og Pensions-Lister, og deri gjøre de Forandringer, det finder fornødne; at udnævne fem Revisorer, der aarligen skulle gjennemsee Statens Regnskaber, og bekjendtgjøre Extracter af samme ved Trykken, hvilke Regnskaber derfor skulle tilstilles disse Revisorer hvert Aar inden 1ste Juli; at naturalisere Fremmede. |
17.mai grl. § 75, endret. |
| § 76 | § 76. Enhver Lov skal først foreslaaes paa Odelsthinget, enten af dets egne Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad. Er Forslaget der antaget, sendes det til Lagthinget, som enten bifalder eller forkaster det, og i sidste Tilfælde, sender det tilbage med tilføiede Bemærkninger. Disse tages i Overveielse af Odelsthinget, som enten henlægger Lovforslaget, eller atter sender det til Lagthinget med, eller uden Forandringer.
Naar et Forslag fra Odelsthinget to Gange har været Lagthinget forelagt, og anden Gang derfra er bleven tilbagesendt med Afslag; træder hele Storthinget sammen og, med 2/3 af dets Stemmer, afgjøres da Forslaget. Imellem enhver saadan Deliberation maae i det mindste 3 Dage hengaae. |
§ 76. Enhver Lov skal først foreslaaes paa Odelsthinget, enten af dets egne Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad.
Er Forslaget der antaget, sendes det til Lagthinget, som enten bifalder eller forkaster det, og, i sidste Tilfælde, sender det tilbage med tilføiede Anmærkninger. Disse tages i Overveielse af Odelsthinget, som enten henlægger Lovforslaget, eller atter sender det til Lagthinget med eller uden Forandring. Naar et Forslag fra Odelsthinget to Gange har været Lagthinget forelagt, og anden Gang derifra er blevet tilbagesendt med Afslag, træder hele Storthinget sammen, og med to Trediedele af dets Stemmer afgjøres da Forslaget. Imellem enhver saadan Deliberation maae, i det mindste, tre Dage hengaae. |
- |
| § 77 | § 77. Naar en, af Odelsthinget foreslaaet Beslutning er bifaldet af Lagthinget, eller det samlede Storthing, sendes den ved en Deputation fra begge Storthingets Afdelinger til Kongen med Anmodning om hans Sanction. | § 77. Naar en af Odelstinget foreslaaet Beslutning er bifaldet af Lagthinget, eller af det samlede Storthing, sendes den ved en Deputation fra begge Storthingets Afdelinger til Kongen, om Han er tilstede, eller i andet Fald til Vice-Kongen, eller den Norske Regjering, med Anmodning om at erholde Kongens Sanction. | 17. mai grl. § 77, endret. |
| § 78 | § 78. Billiger Kongen Beslutningen, forsyner han den med sin Underskrift, hvorved den vorder Lov. Billiger han den ikke, sender han den tilbage til Odelsthinget, med den Erklæring, at han ikke fortiden finder det tjenligt at sanctionere Beslutningen. | § 78. Billiger Kongen Beslutningen, forsyner Han den med sin Underskrift, hvorved den vorder Lov. Billiger Han den ikke, sender Han den tilbage til Odelsthinget med den Erklæring, at Han ikke for Tiden finder det tjenligt at sanctionere Beslutningen. | - |
| § 79 | § 79. Beslutningen maa i dette Tilfælde ikke mere af det da samlede Storthing forelægges Kongen, som paa samme Maade kan forholde sig, om næste ordentlige Storthing paa nye foreslaaer samme Beslutning; men bliver den ogsaa af det 3die ordentlige Storthing, efter igjen at være drøftet, atter paa begge Thing uforandret antaget, og den da forelægges Kongen, med Begjering, at Hans Majestæt ikke vil nægte en Beslutning sin Sanction, som Storthinget, efter det modneste Overlæg, anseer for gavnlig; saa vorder den Lov, om end Kongens Sanction ikke paafølger inden Storthinget adskilles. | § 79. Beslutningen maa i dette Tilfælde ikke mere af det da samlede Storthing forelægges Kongen, som paa samme Maade kan forholde sig, om næste ordentlige Storthing paa ny foreslaar samme Beslutning. Men bliver den ogsaa af det tredie ordentlige Storthing, efter igjen at være drøftet, atter paa begge Thinge uforandret antagen, og den da forelægges Kongen, med Begjæring, at Hans Majestæt ikke vil negte en Beslutning sin Sanction, som Storthinget, efter det modneste Overlæg, anseer for gavnlig, saa vorder den Lov, om end Kongens Sanction ikke paafølger inden Storthinget adskilles. | - |
| § 80 | § 80. Storthinget forbliver samlet saalænge, det finder det fornødent; dog ikke over 3 Maaneder uden Kongens Tilladelse. Naar det, efterat have tilendebragt sine Forretninger, eller efterat have været samlet den bestemte Tid, hæves af Kongen, meddeler han tillige sin Resolution paa de, ikke allerede forinden afgjorte Beslutninger, ved enten at stadfæste eller forkaste dem. Alle de, som han ikke udtrykkelig antager, ansees som af ham forkastede. | § 80. Storthinget forbliver samlet saalænge det finder det fornødent, dog ikke over tre Maaneder, uden Kongens Tilladelse.
Naar det, efterat have tilendebragt sine Forretninger, eller efterat have været samlet den bestemte Tid, hæves af Kongen, meddeler Han tillige sin Resolution paa de ikke allerede forinden afgjorte Beslutninger, ved enten at stadfæste eller forkaste dem. Alle de, som Han ikke udtrykkeligen antager, ansees som af Ham forkastede. |
- |
| § 81 | § 81. Alle Love - de i § 79 undtagne - udfærdiges i Kongens Navn og under Rigets Segl i følgende Udtryk:
"Vi N. N., af Guds Naade og efter Rigets Constitution Norges Konge, gjør vitterligt, at Os er bleven forelagt Storthingets Beslutning af Dato, saalydende: (Her følger Beslutningen) Thi have Vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og bekræfte samme som Lov; under vor Haand og Rigets Segl." |
§ 81. Alle Love udfærdiges i det norske Sprog, og (de i § 79 undtagne) i Kongens Navn, under Norges Riges Segl, og i følgende Udtryk: «Vi N.N. gjøre vitterligt: at Os er bleven forelagt Storthingets Beslutning, af Dato saalydende: (her følger Beslutningen). Thi have Vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og bekræfte samme som Lov, under Vor Haand og Rigets Segl.» | 17.mai grl. § 81, endret. |
| § 82 | § 82. De provisoriske Anordninger, som Kongen udgiver i den Tid, intet Storthing holdes, saavelsom de øvrige Anordninger og Befalinger, der vedkomme den udøvende Magt allene, affattes saaledes: "Vi N. N. etc. gjøre vitterlig, at Vi, i Kraft af den Os ved Rigets Constitution meddelte Myndighed, have besluttet, ligesom Vi herved beslutte o. s. v." | § 82. Kongens Sanction udfordres ikke til de Storthingets Beslutninger, hvorved
det erklærer sig samlet som Storthing efter Constitutionen; det bestemmer sit indvortes Politie; det antager eller forkaster de tilstedeværende Medlemmers Fuldmagter; det stadfæster eller forkaster Kjendelser om Valgstridigheder; det naturaliserer Fremmede; og endelig til den Beslutning, hvorved Odelsthinget, sætter Statsraader eller Andre under Tiltale. |
17.mai grl. § 83. |
| § 83 | § 83. Kongens Sanction udfordres ikke til de Storthingets Beslutninger, hvorved:
a. det erklærer sig samlet som Storthing efter Constitutionen; b. det bestemmer sit indvortes Politie; c. det antager eller forkaster de tilstedeværende Medlemmers Fuld magter; d. det stadfæster eller forkaster Kjendelser om Valgstridigheder; e. det naturaliserer Fremmede; f. og endelig, til den Beslutning, hvorved Odelsthinget sætter Statsraader eller andre under Tiltale. |
§ 83. Storthinget kan indhente Høiesterets Betænkning over juridiske Gjenstande. | 17.mai grl. § 84. |
| § 84 | § 84. Storthinget kan indhente Høiesterets Betænkning over juridiske Gjenstænde. | § 84. Storthinget holdes for aabne Døre, og dets Forhandlinger kundgjøres ved Trykken, undtagen i de Tilfælde, hvor det modsatte besluttes ved Stemmefleerhed. | 17.mai grl. § 85. |
| § 85 | § 85. Storthinget holdes for aabne Døre og dets Forhandlinger kundgjøres ved Trykken, undtagen i de Tilfælde, hvor det Modsatte besluttes ved Stemmeflerhed. | § 85. Den der adlyder en Befaling, hvis hensigt er at forstyrre Storthingets Frihed og Sikkerhed, gjør sig derved skyldig i Forræderi mod Fædrenelandet. | 17.mai grl. § 86. |
| §86/D | § 86. Den, der adlyder en Befaling, hvis Hensigt er at forstyrre Storthingets Frihed og Sikkerhed, gjør sig derved skyldig i Forræderie mod Fædrenelandet. | D.
Om den dømmende Magt. |
- |
| D/§ 86 | D. Om den dømmende Magt. | § 86. Lagthingets Medlemmer tilligemed Høiesteret udgjøre Rigsretten, som i første og sidste Instants dømmer i de Sager, som af Odelsthinget anlægges, enten mod Statsraadets eller Høiesterets Medlemmer, for Embeds-Forbrydelser, eller mod Storthingets Medlemmer, for de Forbrydelser de, som saadanne, maatte begaae.
I Rigsretten har Præsidenten i Lagthinget Forsædet. |
17.mai grl. § 87. |
| § 87 | § 87. Lagthingets Medlemmer tilligemed Høiesteret udgjøre Rigsretten, som i første og sidste Instans dømmer i de Sager, som af Odelsthinget anlægges, enten mod Statsraadets, eller Høiesterets Medlemmer, for Embedsforbrydelser, eller mod Storthingets Medlemmer for de Forbrydelser, de som saadanne begaae. I Rigsretten har Præsidenten i Lagthinget Forsædet. | § 87. Den Anklagede kan, uden nogen dertil angiven Aarsag, forskyde af Rigsrettens Medlemmer indtil een Trediedel, dog saaledes at Retten ei utgjør mindre end femten Personer. | 17.mai grl. § 88. |
| § 88 | § 88. Den Anklagede kan, uden nogen dertil angiven Aarsag, forskyde af Rigsrettens Medlemmer indtil 1/3; dog saaledes, at Retten ei udgjør mindre end 15 Personer. | § 88. Høiesteret dømmer i sidste Instants. Den maa ikke bestaae af færre end Justitiarius og sex Tilforordnede. | 17.mai grl. § 89, endret. |
| § 89 | § 89. Til at dømme i sidste Instans skal, saasnart mueligt, organiseres en Høiesteret, der ikke maa bestaae af færre, end Justitiarius og 6 Tilforordnede. | § 89. I Fredstider er Høiesteret tilligemed tvende høie Officerer, som Kongen tilforordner, anden og sidste Instants i alle de Krigsrets-Sager, som angaae enten Liv eller Ære eller Friheds Tab for Længre Tid end tre Maaneder. | 17.mai grl. § 90. |
| § 90 | § 90. I Fredstider er Høiesteret tilligemed 2 høie Officierer, som Kongen tilforordner, anden og sidste Instans i alle de Krigsretssager, som angaae enten Liv eller Ære, eller Friheds Tab for længere Tid, end 3 Maaneder. | § 90. Høiesterets Domme kunne, i intet Tilfælde, paaankes eller underkastes Revision. | 17.mai grl. § 91. |
| § 91 | § 91. Høiesterets Domme kunne i intet Tilfælde paaankes eller underkastes Revision. | § 91. Ingen kan beskikkes til Medlem af Høiesteret, førend han er 30 Aar gammel. | 17.mai grl. § 92. |
| § 92/E | § 92. Ingen kan beskikkes til Medlem af Høiesteret, førend han er 30 Aar gammel. | E.
Almindelige Bestemmelser. |
- |
| E/§ 92 | E. Almindelige Bestemmelser. | § 92. Til Embeder i Staten maae alene udnævnes de Norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion, have svoret Constitutionen og Kongen Troskab, og tale Landets Sprog, samt
enten ere fødte i Riget af Forældre, der da vare Statens Undersaatter; eller ere fødte i fremmede lande af Norske Forældre, som paa den Tid ikke vare en anden Stats Undersaatter; eller som den 17de mai 1814 have stadigt Ophold i Riget og ikke have vægret sig for at aflægge den Eed, at hævde Norges Selvstændighed; eller som herefter opholde sig i Riget i ti Aar; eller som af Storthinget vorde naturaliserede. Dog kunne Fremmede beskikkes til Lærere ved Universitetet og de lærde Skoler, til Læger og til Consuler paa fremmede Steder. Ingen maa beskikkes til Overøvrigheds-Person, førend han er 30 Aar gammel, eller til Magistrats-Person, Underdommer og Foged, førend han er 25 Aar gammel. |
17.mai grl. § 93, endret. |
| § 93 | § 93. Til Embeder i Staten maa allene udnævnes de norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk-lutterske Religion, have svoret Constitutionen og Kongen Troskab, og tale Landets Sprog, samt
a. enten ere fødte i Riget af Forældre, der da vare Statens Undersatter; b. ere fødte i fremmede Lande af norske Forældre, som paa den Tid ikke vare en anden Stats Undersaatter; c. eller som nu have stadigt Ophold i Riget, og ikke have vægret sig for at aflægge den Eed, at hævde Norges Selvstændighed; d. eller som herefter opholde sig i Riget i 10 Aar; e. eller som af Storthinget vorde naturaliserede. Dog kunne Fremmede beskikkes til Lærere ved Universitetet og de lærde Skoler, til Læger og til Consuler paa fremmede Stæder. Ingen maa beskikkes til Overøvrighedsperson, førend han er 30 Aar gammel, eller til Magistratsperson, Underdommer og Foged, førend han er 25 Aar gammel. |
§ 93. Norge tilsvarer ingen anden, end sin egen National-Gjæld. | Ny. |
| § 94 | § 94. En nye, almindelig civil og criminel Lovbog skal foranstaltes udgivet paa første, eller om dette ikke er mueligt, paa andet ordentlige Storthing. Imidlertid blive Statens nugjeldende Love i Kraft, forsaavidt de ei stride imod denne Grundlov eller de provisoriske Anordninger, som imidlertid maatte udgives. De nuværende permanente Skatter vedblive ligeledes til næste Storthing. | § 94. En ny almindelig civil og criminal Lovbog skal foranstaltes udgivet paa første eller, om det ikke er muligt, paa andet ordentlige Storthing. Imidlertid blive Statens nu gjældende Love i Kraft, forsaavidt de ei stride imod denne Grundlov eller de provisoriske Anordninger, som imidlertid maatte udgives.
De nuværende permanente Skatter vedblive ligeledes til næste Storthing. |
- |
| § 95 | § 95. Ingen Dispensationer, Protectorier, Moratorier eller Opreisninger maae bevilges, efterat den nye, almindelige Lov er sat i Kraft. | § 95. Ingen Dispensationer, Protectorier, Moratorier eller Opreisninger maae bevilges, efterat den nye almindelige Lov er sat i Kraft. | - |
| § 96 | § 96. Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller straffes uden efter Dom. Pinligt Forhør maa ikke finde Sted. | § 96. Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller straffes uden efter Dom. Piinligt Forhør maa ikke finde Sted. | - |
| § 97 | § 97. Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft. | § 97. Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft. | - |
| § 98 | § 98. Med Sportler, som erlægges til Rettens Betjente, bør ingen Afgiftter til Statskassen være forbundne. | § 98. Med Sportler, som erlægges til Rettens Betjente, bør ingen Afgifter til Statscassen være forbundne. | - |
| § 99 | § 99. Ingen maa fængslig anholdes uden i lovbestemte Tilfselde og paa den ved Lovene foreskrevne Maade. For ubeføiet Arrest eller ulovligt Ophold staae Vedkommende den Fængslede til Ansvar. | § 99. Ingen maa fængslig anholdes, uden i lovbestemt Tilfælde og paa den ved Lovene foreskrevne Maade. For ubeføiet Arrest, eller ulovligt Ophold, staae Vedkommende den Fængslede til Ansvar.
Regjeringen er ikke berettiget til militair Magts Anvendelse mod Statens Medlemmer, uden efter de i Lovgivningen bestemte Former, medmindre nogen Forsamling maatte forstyrre den offentlige Rolighed og den ikke øieblikkelig adskilles, efterat de Artikler i Landsloven, som angaae Oprør, ere den trende Gange lydelig forelæste af den civile Øvrighed. |
1. avsnitt er 17.mai grl. § 99, 2. avsnitt er 17.mai grl. § 27. |
| § 100 | § 100. Trykkefrihed bør finde Sted. Ingen kan straffes for noget Skrift af hvad Indhold det end maatte være, som han har ladet trykke eller udgive, medmindre han forsetligen og aabenbar enten selv har viist, eller tilskyndet andre til Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sædelighed eller de constitutionelle Magter, Modstand mod disses Befalinger, eller fremført falske og ærekrænkende Beskyldninger mod nogen. Frimodige Yttringer om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand ere Enhver tilladte. | § 100. Trykkefrihed bør finde Sted. Ingen kan straffes for noget Skrift, af hvad Indhold det end maatte være, som han har ladet trykke eller udgive, medmindre kan forsætligen og aabenbare har enten selv viist, eller tilskyndet Andre til, Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sædelighed eller de constitutionelle Magter, Modstand mod disses Befalinger, eller fremført falske og ærekrænkende Beskyldninger mod Nogen. Frimodige Yttringer, om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand, ere Enhver tilladte. | - |
| § 101 | § 101. Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstædes nogen for Fremtiden. | § 101. Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstedes Nogen for Fremtiden. | - |
| § 102 | § 102. Huusinqvisitioner maae ikke finde Sted, uden i criminelle Tilfælde. | § 102. Huus-Inqvisitioner maae ikke finde Sted, uden i criminelle Tilfælde. | - |
| § 103 | § 103. Fristed tilstædes ikke dem, som herefter fallere. | § 103. Fristed tilstedes ikke dem, som herefter fallere. | - |
| § 104 | § 104. Jord- og Brugslod kan i intet Tilfælde forbryes. | § 104. Jord og Boeslod kan i intet Tilfælde forbrydes. | - |
| § 105 | § 105. Fordrer Statens Tarv, at Nogen maae afgive sin rørlige eller urørlige Eiendom til offentligt Brug, saa bør han have fuld Erstatning af Statskassen. | § 105. Fordrer Statens Tarv, at Nogen maa afgive sin rørlige eller urørlige Eiendom til offentlig Brug, saa bør han have fuld Erstatning af Statscassen. | - |
| § 106 | § 106. Saavel Kjøbesummer, som Indtægter af det, Geistligheden beneficerede Gods, skal blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme. Milde
Stiftelsers Eiendomme skulle blot anvendes til disses Gavn. |
§ 106. Saavel Kjøbesummen som Indtægter af det Geistligheden beneficerede Gods skal blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelsers Eiendomme skulle blot anvendes til disses Gavn. | - |
| § 107 | § 107. Odels- og Aasædesretten maa ikke ophæves. De nærmere Betingelser, hvorunder den, til største Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen, skal vedblive, fastsettes af det første eller andet følgende Storthing. | § 107. Odels- og Aasædes-Retten maa ikke ophæves. De nærmere Betingelser, hvorunder den, til største Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen, skal vedblive, fastsættes af det første eller andet følgende Storthing. | - |
| § 108 | § 108. Ingen Grevskaber, Baronier, Stamhuse og Fideicommisser maae for Eftertiden oprettes. | § 108. Ingen Grevskaber, Baronier, Stamhuse og Fideicommisser, maae for Eftertiden oprettes. | - |
| § 109 | § 109. Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet i en vis Tid at værne om sit Fædreneland, uden Hensyn til Fødsel eller Formue. Denne Grundsetnings Anvendelse og de Indskrænkninger, den bør undergaae, overlades til første ordentlige Storthings Afgjørelse, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Committee, der udvælges inden denne Rigsforsamlings Slutning. Imidlertid vedblive de nugjeldende Bestemmelser. | § 109. Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet, i en vis Tid at værne om sit Fædreneland, uden Hensyn til Fødsel eller Formue.
Denne Grundsætnings Anvendelse, og de Indskrænkninger den bør undergaae, samt hvorvidt det er tjenligt for Riget, at Værnepligten ophører med det 25de Aar, overlades til første ordentlige Storthings Afgjørelse, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Committee. Imidlertid vedblive de nu gjældende Bestemmelser. |
17.mai grl. § 109, endret. |
| § 110 | § 110. Naar Rigsforsamlingen har antaget denne Constitution, vorder den Rigets Grundlov. Viser Erfaring, at nogen Deel af den bør forandres, skal Forslaget derom fremsettes paa et ordentlig Storthing og kundgjøres ved Trykken. Men det tilkommer først det næste ordentlige Storthing at bestemme, om den foreslaaede Forandring bør finde Sted, eller ei. Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Principer, men allene angaae Modificationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre denne Constitutions Aand, og bør 2/3 af Storthinget være enig i saadan Forandring. | § 110. Norge beholder sin egen Bank og sit eget Penge- og Myntvæsen, hvilke Indretninger ved Lov bestemmes. | Ny. |
| § 111 | . | § 111. Norge har Ret til at have sit eget Coffardie-Flag. Dets Orlogs-Flag bliver et Unions-Flag. | Ny. |
| § 112 | . | § 112. Viser Erfaring, at nogen Deel af denne Kongeriget Norges Grundlov bør forandres, skal Forslaget derom fremsættes paa et ordentlig Storthing, og kundgjøres ved Trykken. Men det tilkommer først det næste ordentlige Storthing at bestemme, om den foreslaaede Forandring bør finde Sted eller ei. Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Principer, men alene angaae Modificationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre denne Constitutions Aand, og bør to Trediedele af Storthinget være enige i saadan Forandring. | 17. mai grl. § 110, endret. |
November-grunnloven - fortale og underskrivere
[rediger | rediger kilde]November-grunnloven innledes med:
Kongeriget Norges Grundlov
given i Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 17de Mai 1814
og nu i Anledning af
Norges og Sveriges Rigers Forening, nærmere bestemt
Norges overordentlige Storthing i Christiania den 4de November 1814.
Vi Norges Rigers Repræsentanter ved det den 7de October 1814, ifølge Kundgjørelse af 16de August næstforhen, i Christiania forsamlede overordentlige Storthing, gjøre vitterligt:
Efterat vi, som vor Kundgjørelse af 21de f. M. viser, havde Dagen forhen, efter modent Overlæg, besluttet, at Kongeriget Norge for Eftertiden skal, som et selvstændigt Rige, være forenet med Kongeriget Sverige under een Konge, men under Overholdelse af dets Grundlov, med de til Rigets Held og i Anledning af denne Forening nødvendige Forandringer, have vi taget disse under nøieste Overveielse, og tillige desangaaende underhandlet med de til den Ende, ifølge den i Moss sluttede Convention af 14de August sidstleden, udnævnte Kongelige Commissarier. Thi have vi besluttet, ligesom vi herved beslutte og fastsætte, at, istedetfor den af Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 17de Mai sidstleden givne Constitution, skulle følgende, deels paa den byggede, deels i Anledning af Foreningen tagne, Bestemmelser, herefter gjælde og af alle og enhver Vedkommende agtes og ubrødeligen efterleves som Kongeriget Norges Grundlov.
Norges Riges Grundlov.
November-grunnloven avsluttes etter paragrafene med:
Christiania, i Norges overordentlige Storthing, den 4de Novbr. 1814.
Christie
p:t: Præsident.
L Weidemann
At forestaaende er overensstemmende med det af os redigerede og i Storthinget vedtagne, samt for Hans Majestet Kongens Commissarier forviste og af dem antagne Concept til Kongeriget Norges Grundlov, det attesteres herved.
Redactions Committeen i Norges overordentlige Storthing den
11te November 1814.
J. Chr. Berg PC Holst
Nansen
At Norriges Rikes Grund-Lag, sådan den ord för ord föreskrifwen står, med förbehåll af Sweriges Rikes Ständers Constitutionella rätt, i de delar, som medföra ändring eller jemkningar i Sweriges Rikes Regerings-Form, blifwit afhandlad och beslutad emellan Wår Aller Nådigste Konung och Herre, Carl den XIIIde, Sweriges, Norriges, Göthes och Wendes Konung etc. etc. etc., genom os undertecknade Befullmägtigade Commissarier, å Dess Höga wägnar, samt Norriges Rikes Urtima StorThing, nu i Christiania församladt, warder härmedelst, med wåra namns och insegels undersättande, intygadt och bekräftadt.
Christiania den Fjerde dagen i November månad, Året efter Christi Börd, det Ettusende, Åttahundrade och på det Fjortonde.
M. Rosenblad (L.S.)
B; v; Platen (L.S.) G, af Wetterstedt (L.S.)G.F. Wirsén (L.S.)
A:G:Mörner (L.S.) C:v: Rosenstein (L.S.)
J,D, Valerius.
Novembergrunnlovens betydning i unionstiden
[rediger | rediger kilde]Spørsmålet som gjenstod etter Novembergrunnloven, var om det var Kieltraktatens eller Mossekonvensjonens bestemmelser som dannet basis for svenskenes herredømme over Norge. Sverige anså fra første stund Kieltraktaten som den rettslig bindende avtalen som la basis for det svenske overherredømme over Norge i unionstiden, og Mossekonvensjonen som en pragmatisk presisering og regulering av Kieltraktatens bestemmelser. Den svenske historie-og rettsprofessor Oscar Alin ved Uppsala universitet formulerte dette i den såkalte Lydrikesläran som oppsummerte og videre påvirket Sveriges syn på Novembergrunnloven.[15]
Oscar Alin anså det norske Stortinget som rebeller mot sin svenske konge og stat. Han mente at Stortinget pliktet å gjøre de endringer gjennom Novembergrunnloven som banet veien for union med Sverige, for å oppfylle Kieltraktaten. Han mente det lå i den svenske monarks suverene rett å tillate nordmennene å beholde sin grunnlov, uten at det av den grunn endret noe på Norges status, eller at Norge av den grunn ble en suveren stat.[16] Etter dette synet var Novembergrunnloven en pålagt og pliktig kodifisering av den sammensmelting med Sverige som Kieltraktaten krevde, og som den svenske kongen tillot nordmennene å foreta innenfor de rammer Sverige dikterte i Moss. I tråd med sin hovedoppfatning om at Kieltraktaten etablerte unionen, mente Alin at den norske Grunnloven ikke var en selvstendig norsk konstitusjon, men det første norske unionsdokumentet. Han mente at Novembergrunnloven ikke var et selvstendig lands konstitusjon, men et unionsdokument som først ble gyldig etter at Kongen hadde godkjent det. I Alins øyne var november-stortinget ganske enkelt en forsamling Kongen hadde tillatt for å skrive et unionsdokument som han siden skulle godkjenne og gjøre rettslig gyldig. I forlengelsen av dette fulgte det at ingen endring av den norske grunnloven kunne skje uten gjennom forhandling mellom Norge og Sverige - et syn som aldri fullt dominerte svensk politikk, men som sent i unionstiden avfødte et krav fra svenske konservative om at Sverige skulle foreta en fullstendig revisjon av grunnloven.[17]
Ludvig Auberts syn var diametralt omvendt, han anså Mossekonvensjonen som en ny, internasjonalt bindende traktat mellom to suverene stater. Ved å la det gjenstå for Stortinget å ratifisere Mossekonvensjonen i oktober, hvilket jo Stortinget teoretisk sett kunne unnlate å gjøre, mente Aubert og andre tilhengere av Jämlikhetsteorin at svenskene anerkjente Norges suverenitet og at Novembergrunnloven således er en selvstendig stats suverene revisjon av sin egen grunnlov, som avtalt i en folkerettslig bindende konvensjon i Moss. De norske rettslærde mente at Sverige gjennom Mossekonvensjonen oppga bestemmelsene i Kieltraktaten og erstattet denne med en ny, folkerettslig bindende avtale som Stortinget deretter godtok gjennom Novembergrunnloven. Etter dette synet etablerer således Novembergrunnloven rammene for den suverene norske staten, som avtalt i Mossekonvensjonen, og uten noen bindinger fra Kieltraktaten.[18]
Grunnlov først, kongevalg siden
[rediger | rediger kilde]Da Stortinget ble samlet i oktober ble det raskt klart at representantene nektet å velge Karl XIII til norsk konge straks, først ville Stortinget vedta en ny grunnlov, og deretter ta stilling til kongevalget («Konstitution först, konung sedan»). Det kom i november til kompromiss: «Norge skulle, såsom ett självständigt rike, under vissa villkor förenas med Sverige under en konung», og videre at «Konungavalet icke skulle företagas, innan man blivit enig om de förändringar, som rikets Grundlag skulle undergå».[19] Svenskene måtte motvillig gå med på å utsette kongevalget til etter vedtakelsen av Novembergrunnloven, men ifølge tilhengerne av lydrikelæren innebar dette på ingen måte noen tilsidesettelse av Kieltraktaten. Alin-skolen mente at Kongen gjennom Mossekonvensjonen bemyndiget Stortinget til å sanksjonere de bestemmelser om kongevalg som Kieltraktaten slo fast, gjennom Novembergrunnloven. Først med den svenske kongens bifall av Novembergrunnloven mente Alin-skolen at grunnloven ble gyldig, og unionen ble etablert i tråd med Kieltraktaten.[20]
Herman Rydin og tilhengerne av Jämlikhetsteorin, derimot, anså Stortingets kongevalg i november som unionens etableringspunkt fra norsk side. Kieltraktaten hadde etablert Norge som en selvstendig stat, og denne statens lovlige nasjonalforsamling vedtok først en selvstendig konstitusjon gjennom Novembergrunnloven. Denne reviderte grunnloven ga stortinget myndighet til å velge en ny kongeslekt for Norge. Det var ifølge Aubert «i hvert Fald kun en Erkjendelse af den samtidig valgte Konge - ikke nogen Erkjendelse af, at Karl XIII allerede var Konge ifølge ... Kieler-Traktaten».[21] Ved at den svenske kongen selv formelt tok i mot kongevalget, innebar dette at han på forhånd ikke kan ha ansett seg å være Norges konge. Og ved at Stortinget vedtok union på gitte vilkår nedfelt i Novembergrunnloven, opparbeidet også den lovlige svenske nasjonalforsamlingen en forpliktelse til å godkjenne unionen på disse vilkårene.[22]
Alin og hans elever mente at nordmennene med Novembergrunnloven vedtok en grunnlov, og en unionstraktat for sammenslutning med Sverige. Den senere Riksakten i 1815 innebar ifølge dem bare en lov-kodifisering av visse deler av Novembervedtakene, en samling og ordning av alle endringene i ett aktstykke, slik at man slapp å måtte endre en rekke grunnlovsbstemmelser samtidig.[23] Tilhengerne av Jämlikhetsteorin mente her tvert imot at Novembergrunnloven utelukkende var en norsk konstitusjon, som ble sanksjonert av Kongen i egenskap av å være norsk konge. Novembergrunnloven var i dette perspektivet utelukkende et anliggende mellom det norske folk og deres valgte konge. Først med Riksakten ble unionen etter dette synet etablert fra begge sider, gjennom godkjennelse i begge landenes nasjonalforsamlinger. De to parlamentene inngikk med Riksakten en ny folkerettslig bindende avtale som alene regulerte hvordan unionens fellesanliggender skulle avgjøres.[24] Riksaktens innledning fastslo at den var «ej av vapnen, men av den fria övertygelsen tillvägabragt», og Aubert mente disse formuleringer måtte betraktes som «med Flid Indsatte i statsretslige Dokumenter for at fastslaa den nye Forenings Rets~grundlag».[25]
Se også
[rediger | rediger kilde]Litteratur
[rediger | rediger kilde]- Oscar Alin, Den svensk-norska unionen, Uppsatser och aktstycken. Bind I: Unionsfördragens tillkomst. Norstedts förlag, 1889.
- Torkel H. Aschehoug, Norges nuværende Statsforfatning. Malling forlag, 1891–93. 2. Udgave. 3 bind. (ebøker fra bokhylla.no)
- Ludvig Aubert, Kieler-Traktatens Opgivelse som Unionens retslige Grundlag. J Bjørnstads forlag, 1894
- Sverre Bagge og Knut Mykland, Norge i dansketiden. Politikens Forlag, København 1987. ISBN 87-567-3887-0 (Politikens Danmarkshistorie; bind 5)
Norsk utgave 1987 (ISBN 82-02-10933-7) og 1993 (ISBN 82-02-12369-0) - Nils Edén, Kielerfreden och unionen, Almqvist & Wiksells förlag, 1894
- Hans Forsell, «Minne af statsministern grefve Gustaf af Wetterstedt» I: Svenska akademiens handlingar ifrån år 1886; del 3, 1888
- Thomas Lyngby og Jan Romsaas (red), 1814 - Spillet om Danmark og Norge, Norsk Folkemuseum og Det Nasjonalhistoriske Museum på Frederiksborg, 2014. ISBN 978-87-87237-89-5
- Bredo Morgenstierne d.y., Lærebog i Den norske Statsforfatningsret, Kristiania, 1909. (ebok av første utgave (1900) hos bokhylla.no)
- Herman Ludvig Rydin, Föreningen emellan Sverige och Norge från historisk och statsrättslig synpunkt betraktad. Uppsala, 1863
- Evert Vedung, «Lydrikesläran och jämlikhetsteorin - Två uppfattningar om Norges ställning i unionen med Sverige». I: Scandia 2008, side 245-259. ISSN 0036-5483
- Jörgen Weibull, Carl Johan och Norge 1810-1814. Unionsplanerna och deras förverkligande. Lund, 1957 (I serien Bibliotheca Historica Lundensis; nr VI; ISSN 0519-9700)
Referanser
[rediger | rediger kilde]- ^ a b «Eidsvoll og Grunnloven 1814». Stortinget. udatert. Besøkt 25. desember 2013.
- ^ a b Johs. Andenæs og Arne Fliflet (2006). Statsforfatningen i Norge (10. utg.). Oslo: Universitetsforlaget. s. 67-68. ISBN 9788215009896.
- ^ L. M. B. Aubert, Norges folkeretslige Stilling, side 92 ff.
- ^ Monica Mørch, «Eidsvoll og Norge 1814 - adskillelsen fra Danmark», i: 1814 - Spillet om Danmark og Norge, Norsk Folkemuseum og Den Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, 2014, side 90.
- ^ Monica Mørch, «Eidsvoll og Norge 1814 - adskillelsen fra Danmark», i: 1814 - Spillet om Danmark og Norge, Norsk Folkemuseum og Den Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, 2014, side 90.
- ^ Monica Mørch, «Eidsvoll og Norge 1814 - adskillelsen fra Danmark», i: 1814 - Spillet om Danmark og Norge, Norsk Folkemuseum og Den Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, 2014, side 91.
- ^ Sverre Bagge og Knut Mykland, Norge i dansketiden, Politikens Forlag, København 1987, side 316-317.
- ^ Sverre Bagge og Knut Mykland, Norge i dansketiden, Politikens Forlag, København 1987, side 318-319.
- ^ Søren Mentz, «Skandinavien, Wienerkongressen og bernadottedynastiets etablering i Norge», i: 1814 - Spillet om Danmark og Norge, Norsk Folkemuseum og Det Nasjonalhistoriske Museum på Frederiksborg, 2014, side 103-104.
- ^ a b Mads Andenæs og Ida Andenæs Galtung (2012). Grunnloven vår (15. utg.). Oslo: Universitetsforlaget. s. 150-164. ISBN 8215009636 Sjekk
|isbn=-verdien: checksum (hjelp). - ^ a b «Grunnloven fra 1814. Grunnloven undertegnet på Eidsvoll 17. mai 1814». Stortinget. 08.02.2008. Besøkt 25. desember 2013.
- ^ a b c «Grunnloven høsten 1814 etter unionen med Sverige». Stortinget. udatert. Besøkt 25. desember 2013.
- ^ a b c Andenæs, Mads; Galtung, Ida Andenæs (2012). Grunnloven vår (15. utg.). Oslo: Universitetsforlaget. s. 168-186. ISBN 9788215009636.
- ^ ca. 400 kroner ifølge Mads Andenæs og Ida Andenæs Galtung, Grunnloven vår 15. utgave, Oslo, Universitetsforlaget, 2012, side 176.
- ^ Evert Vedung, «Lydrikesläran och jämlikhetsteorin - Två uppfattningar om Norges ställning i unionen med Sverige», Lunds Universitet, Scandia nr 2 1974, side 245-247.
- ^ Oscar Alin, Den svensk-norska unionen, side 40-45.
- ^ Erik Holmen, Sveriges rett til Norge - hovedfagsoppgave i historie, Universitetet i Oslo våren 2004, side 17-18.
- ^ Ludvig Aubert, Norges folkeretslige Stiliing, side 100 og 124-136.
- ^ Nils Edén, Kielerfreden och unionen, side 84-90.
- ^ Nils Edén, Kielerfreden och unionen, s. 94-129, særlig side 125-127.
- ^ Ludvig Aubert, Kieler-Traktatens Opgivelse, side 31.
- ^ Torkel Aschehoug, Norges nuværende Statsforfatning, 1891, side 21ff. Herman Rydin, Föreningen emellan Sverige och Norge från historisk och statsrättslig synpunkt betraktad, 1863, side 178f.
- ^ Oscar Alin, Den svensk-norska unionen, side 130. Nils Edén, Kielerfreden och unionen, side 132 f. Nils Edén, Den svensk-norska unionsforfattningens tillkomst, side 22.
- ^ Torkel Aschehoug, Norges nuværende Statsforfatning, side 35ff. Herman Rydin, Föreningen emellan Sverige och Norge från historisk och statsrättslig synpunkt betraktad, 1863, side 193ff og 199-215.
- ^ Ludvig Aubert, Kieler-Traktatens Opgivelse, side 40.
Eksterne lenker
[rediger | rediger kilde]- (en) Constitution of Norway – kategori av bilder, video eller lyd på Commons
|
Grunnlovstekstene fra 1814 – originaltekst fra Wikikilden |
- Gjeldende Grunnlov - Lovdata
- Grunnloven 17. mai 1814 - Stortinget
- Grunnloven 4. november 1814 - Nasjonalbiblioteket
- Stortingets nettside om Grunnloven
- Ressursside om Grunnlovsjubileet 1814-2014 hos Nasjonalbiblioteket