Maximilien de Béthune, hertug af Sully

Maximilien de Béthune, hertug af Sully
Personlig information
Født	13. december 1560 Rosny-sur-Seine, Frankrig
Død	22. december 1641 (81 år) château de Villebon, Frankrig
Gravsted	château de Sully-sur-Loire, Nogent-le-Rotrou
Far	François I de Béthune, Baron de Rosny et de Baye
Mor	Charlotte Dauvet
Ægtefæller	Rachel de Cochefilet, Anne de Courtenay
Børn	François de Béthune, Duc d'Orval, Comte de Muret et de Villebon, Maximilien II de Béthune, Marguerite de Béthune
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Collège de Bourgogne
Beskæftigelse	Militær befalingshavende, forfatter, statsmand, militærperson, soldat, politiker
Fagområde	Statsadministration, millitærvæsen, politik
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Maximilien de Béthune, baron af Rosny, hertug af Sully, (født 13 december 1560, død 22. december 1641) var en fransk soldat, minister, huguenot og trofaste højre hånd, som hjalp kong Henrik 4. af Frankrig

Rosny, stammede fra den gamle flanderske slægt de Béthune og var næstældste søn af François de Béthune, Baron af Rosny, en tilhænger af Condé, d. 1575.

Rosny, der var faderens yndlingssøn, fik en god opdragelse i den protestantiske tro; Faderen bragte ham ogsaa i berøring med den 7 år ældre Henrik af Navarra. Han blev kammerherre og statsråd hos ham; samtidig forstod han at skaffe sig magt og rigdom; han ægtede Anne de Courtenay, som bragte ham en stor formue, og denne øgede han ved dygtige forretninger. I felten berigede han sig ved udplyndring og ved løsepenge for krigsfanger. Som Henriks vigtigste rådgiver havde han vist den store kløgt at råde ham til at gaa over til katolicismen, og han støttede endog regeringen over for sine trosfæller, når disse gik for vidt — selv fastholdt han til sin død sin protestantiske tro. Efter 1596, da Henrik IV ubestridt var Frankrigs konge, optog han Rosny i finansrådet. 1599 blev han overskatmester, 1601 stormester for artilleriet, 1602 markis, foruden at han var kommandant i Bastillen og overinspektør over vejvæsenet. 1606 blev han hertug af Sully. Skønt altid meget grådig efter magt og penge til sig selv, var han dog kongen en god og trofast minister, og forholdet mellem dem var vedblivende godt, pånær et kortere brud.

Som den ypperlige finansstyrer han var, har Sully haft stor andel i alle Henrik IV’s foretagender. Sammen med kongen virkede han for alle næringsvejenes fremgang. Især arbejdede Sully for landbruget, »Frankrigs moderbryster og Perus sande miner og skatte«, som han kaldte denne næringsvej. Han opmuntrede til tørlæggelse af sumpet land, og i Médoc opstod således »det lille Flandern«; han tillod fremdeles kornudførsel, hvilket bragte mere velstand blandt landboerne, lettede samfærdselen meget ved anlæggelse af gode veje. Ligeså havde han tanker om et stort fransk kanalsystem, fik dog kun anlagt Briare-Kanalen mellem Seine og Loire. Derimod delte han ikke kongens stærke interesse for at fremme industrien og for at skabe kolonier i Amerika. Efter mordet på Henrik IV trak han, der var meget lidet afholdt, sig ind i sin bopæl i Bastillen. 1611 forlangte dronningen hans tilbagetræden. Sully trak sig da tilbage, spillede siden ingen større politisk rolle, men har forfattet Mémoires des sages et royales œconomies d’Estat domestiques, politiques et militaires de Henri le Grand, der er et kildeskrift til Henrik IV’s Historie.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.