Laplacetransformation
- Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Denne artikel omhandler svært stof. Der er endnu ikke taget hensyn til ikke-eksperter.Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) ( |
Laplacetransformation er i matematikken en transformation af en funktion til en anden funktion ved hjælp af en operator.[1] Laplacetransformationer bruges meget i fysik og teknik til at løse differentialligninger og integralligninger.[2] Det vigtigste anvendelsesområde er løsning af lineære differentialligninger med konstante koefficienter.[3] Transformationen vil ofte reducere ligningerne til rene algebraiske problemer som kan løses med elementær regning med komplekse tal.[2]
Laplacetransformation er relateret til Fouriertransformationer, men hvor Fourier indeholder en funktion eller et signal i form af vibrationer, benytter Laplace sig af en funktion i momentet.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Laplacetransformation er opkaldt efter den franske matematiker og astronom Pierre-Simon Laplace (1749–1827), som undersøgte intergralet som bruges i laplacetransformationer første gang i 1782. Selve Laplacetransformationen blev udviklet af englænderen Oliver Heaviside (1850–1925).[4]
I 1744 fandt Leonhard Euler integraler i form af:
Definition
[redigér | rediger kildetekst]Den Laplace-transformerede funktion F(s) af funktionen f(t), som skal være defineret for alle reelle tal t>=0, er
hvor dette integrale er konvergent.[5][6].
Det vil sige at funktionen f(t) transformeres over i anden funktion F(s) af en ny variabel s. s er generelt et kompleks tal, men for simple anvendelser af Laplaceformationen er det ofte tilstrækkeligt kun at betragte reelle værdier af s.[7]
Operatoren L som fører en funktion over til dens Laplacetransformerede funktion, kaldes Laplacetransformationen.[7][6]
Funktioner som kan Laplacetransformeres
[redigér | rediger kildetekst]En tilstrækkelig, men ikke nødvendig betingelse for at en funktion f(t) kan Laplace-transformeres er:
- f(t) skal være stykkevis kontinuert i ethvert endeligt interval i området t≥0, og
- f(t) skal være eksponentielt begrænset eller af eksponentiel orden, dvs. |f(t)| ≤ Meαt, hvor M og α er vilkårlige konstanter.[8][9]
De fleste funktioner af interesse kan Laplacetransformeres. Blandt undtagelserne er 1/t, 1/t², 1/t³, ..., tan t, cot t, som ikke opfylder betingelse 1) om stykkevis kontinuitet idet de alle har lodrette asymptoter.[10]
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Thomas Heilmann: Laplacetransformation, 2. udgave, Heilmanns Forlag 1995. ISBN 87-983513-7-0.
- Helge Elbrønd Jensen: Matematisk analyse, bind 4, 8. udgave, Matematisk Institut, Danmarks Tekniske Højskole 1989.