Spring til indhold

Kinesere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
"Kineser" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Kineser, se Kineser (fyrværkeri).

Kinesere eller kinesiske folk er de forskellige individer eller grupper af folk, der associeres med Kina (eller Storkina),[1] enten pg.a. afstamning, arvelighed, etnicitet, nationalitet, statsborgerskab, bopæl eller anden tilknytning.

Afstamning eller arvelighed

[redigér | rediger kildetekst]

Et antal etniske grupper i Kina, såvel som andre steder med afstamning i regionen, kan refereres til som kinesiske folk.[2]

Hankinesere udgør den største etniske gruppe i Kina og refereres ofte til som "kinesisk" eller "etnisk kinesisk" på engelsk.[3][4] Hankinesere udgør også en majoritet eller stor minoritet i andre lande, og i alt omkring 19 % af jordens befolkning er hankinesere.[5]

Andre etniske grupper i Kina inkluderer zhuang, hui, manchu, uighurere og mange andre. Folkets Republik Kina anerkender officielt 56 forskellige etniske grupper, nogle af dem lever i specielle administrative regioner i Kina. Republikken Kina anerkender officielt 14 stammer af oprindelige taiwanere, som samlet med ikke anerkendte stammer udgør omkring 2 % af befolkningen.[6] Listen over etniske grupper i Kina inkluderer de betydeligste etniske grupper i Kina og Taiwan.

Under Qing-dynastiet blev udtrykket "kinesiske folk" (kinesisk: 中國之人 Zhōngguó zhī rén; manchu: Dulimbai gurun i niyalma) brugt af Qing-styret til at referere til alle individer i riget inklusiv han, manchuer og mongoler.[7]

Zhonghua minzu (forenklet kinesisk: 中华民族; traditionelt kinesisk: 中華民族; pinyin: Zhōnghuá Mínzú), den "kinesiske nation", er et superetnisk koncept som inkluderer alle 56 etniske grupper i Kina, som officielt anerkendes af styret i Kina. Det inkluderer etniske grupper, som har levet i Kina siden minimum Qing-dynastiet (1644 – 1911).[8] Udtrykket zhonghua minzu blev brugt af Republikken Kina fra 1911 – 1949 til at referere til en undergruppe på fem racer under en union i Kina.[9] Udtrykket zhongguo renmin (kinesisk: 中国人民), "kinesiske folk", var styrets foretrukne udtryk under Mao Zedong; zhonghua minzu er mere almindelig i de seneste årtier.[10]

Nationalitet, statsborgerskab eller bopæl

[redigér | rediger kildetekst]

Nationalitetsloven i Kina regulerer nationalitet i Kina. En person opnår nationalitet enten ved fødslen, når minimum en forælder er af kinesisk nationalitet eller ved naturalisation. Alle personer med kinesisk nationalitet er statsborgere i Kina.[11]

Resident Identity Card er den officielle identifikation for indbyggere i Kina.

I Kina kan der udstedes et Hong Kong Special Administrative Region passport eller Macao Special Administrative Region passport til indbyggere i Hongkong eller Macao.

Nationalitsloven i Republikken Kina regulerer nationalitet i Republikken Kina (Taiwan). En person opnår nationalitet enten ved fødslen eller ved naturalisation. En person hvor minimum en forælder har taiwansk nationalitet kan opnå nationalitet ved fødslen.[12]

Forholdet mellem fastlandskinesisk nationalitet og taiwansk nationalitet er omstridt.[13]

National Identification Card er et identifikationsdokument der er udstedt til folk som har husstandsregistrering i Taiwan. Resident Certificate er et identifikationskort der udstedes til indbyggere i Republikken Kina, der ikke har et National Identification Card.

Oversøiske kinesere

[redigér | rediger kildetekst]

Oversøiske kinesere refererer til de folk af kinesisk etnicitet eller national oprindelse som lever udenfor Kina eller Taiwan, som et resultat af det fortsatte kinesisk diaspora.[14] Folk med en eller flere kinesiske forfædre kan betragte sig selv som oversøiske kinesere.[15] Disse folk varierer bredt i forhold til kulturel assimilation. I nogle dele af verden er etniske enklaver kendte som Chinatowns hjemsted for folk af kinesisk afstamning.

I Sydøstasien kalder kinesiske folk dem selv 華人 (Huárén), som er forskelligt fra (中國人) (Zhōngguórén) eller statsborgerne i Kina eller Taiwan.[16]

  1. ^ Harding, Harry (1993). "The Concept of "greater China": Themes, Variations and Reservations". The China Quarterly (136): 660-86. JSTOR 655587.
  2. ^ "Chinese". Merriam-Webster's Collegiate Dictionary (Tenth udgave). Merriam-Webster. 1993.
  3. ^ Who are the Chinese people? (kinesisk). Huayuqiao.org. Retrieved on 2013-04-26.
  4. ^ "Han". Merriam-Webster's Collegiate Dictionary (Tenth udgave). Merriam-Webster. 1993.
  5. ^ "World's Most Typical Person: Han Chinese Man". China Real Time. Wall Street Journal. 4. marts 2011. Hentet 2014-07-23.
  6. ^ Copper, John F. (2014). Historical Dictionary of Taiwan (Republic of China). Rowman & Littlefield. s. 53. ISBN 978-1-4422-4307-1.
  7. ^ Zhao, Gang (2006). "Reinventing China: Imperial Qing ideology and the rise of Modern Chinese national identity in the early twentieth century" (PDF). Modern China. Sage. 32 (3): 3-30. doi:10.1177/0097700405282349. Arkiveret fra originalen den 25. marts 2014. Hentet 29. maj 2016.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Uegnet url (link)
  8. ^ "Brief Introduction Chinese nationality". Chinatraveldepot.com. Arkiveret fra originalen 1. juli 2017. Hentet 2014-07-23.
  9. ^ Millward, James A. (2007). Eurasian Crossroads: A History of Xinjiang. Columbia University Press. ISBN 978-0-231-13924-3.
  10. ^ Jenner, W.J.F. (2004). "Race and history in China". I Alan Lawrance (red.). China Since 1919: Revolution and Reform: a Sourcebook. Psychology Press. s. 252-255. ISBN 978-0-415-25141-9.
  11. ^ "Constitution of the People's Republic of China (Article 33)". People's Daily Online. 2. maj 1982. Arkiveret fra originalen 12. august 2010. Hentet 2014-07-23.
  12. ^ "Nationality Act". Laws & Regulations Database of the Republic of China. 2006-01-27. Hentet 2014-07-23.
  13. ^ "Nationality Act". National Immigration Agency, immigration.gov.tw. Arkiveret fra originalen 27. september 2007.
  14. ^ Barabantseva, Elena (2010). Overseas Chinese, Ethnic Minorities and Nationalism: De-Centering China. Routledge. ISBN 978-1-136-92736-2.
  15. ^ Park, Yoon Jung (2008). A Matter of Honour: Being Chinese in South Africa. Lexington Books. s. 155. ISBN 978-0-7391-3553-2.
  16. ^ Beeson, Mark (2008). Contemporary Southeast Asia. Palgrave Macmillan. s. 118. ISBN 978-1-137-06880-4.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]