Spring til indhold

Gandrup

Koordinater: 57°3′28″N 10°10′42″Ø / 57.05778°N 10.17833°Ø / 57.05778; 10.17833
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gandrup
Skolen Hallen
Rådhuset, nu Sundheds- og Foreningshus
Rådhuset, nu Sundheds- og Foreningshus
Overblik
Land Danmark
RegionRegion Nordjylland
KommuneAalborg Kommune
SogneØster Hassing
Postnr.9362 Gandrup
Demografi
Gandrup by1.571[1] (2024)
 - Areal127,29 km²
Kommunen223.174[1] (2024)
 - Areal1.143,99 km²
Andet
TidszoneUTC +1
Hjemmesidewww.aalborg.dk
Oversigtskort
Gandrup ligger i Nordjylland
Gandrup
Gandrup
Gandrups beliggenhed 57°3′28″N 10°10′42″Ø / 57.05778°N 10.17833°Ø / 57.05778; 10.17833

Gandrup er en by i Vendsyssel med 1.571 indbyggere (2024)[1], beliggende 16 km sydvest for Dronninglund, 39 km sydøst for Brønderslev, 11 km nordvest for Hals og 21 km øst for Aalborg. Byen hører til Aalborg Kommune og ligger i Region Nordjylland.

Gandrup har hørt til Øster Hassing Sogn, som i 2016 blev lagt sammen med Gåser Sogn til Øster Hassing-Gåser Sogn. Øster Hassing Kirke ligger i landsbyen Øster Hassing 2 km nordøst for Gandrup.

  • Gandrup Skole har 364 elever, fordelt på 0.-9. klassetrin i 19 klasser, samt to SFO'er med 124 og 28 børn. Til skolen hører også Gandrup Hallen, som skolen råder over i tidsrummet kl. 8-15. I alt har skolen 51 ansatte.[2]
  • Gandrup Hallen benyttes uden for skoletid af Gandrup Sportsklub til håndbold og af Holtet Idrætsforening til håndbold og badminton.[3]
  • Gandrup var kommunesæde for Hals Kommune i 1970-2006, fordi byen lå centralt for de andre byer i kommunen. Efter strukturreformen i 2007, hvor Hals Kommune blev indlemmet i Aalborg Kommune, stod rådhuset tomt i mange år. Men i 2016 blev det genoplivet som Gandrup Sundheds- og Foreningshus.
  • Børnehaven Skovtrolden er normeret til 65 børn og har 3 adskilte huse med en stor fælles kuperet legeplads.[4]
  • Gæstgivergaarden Gandrup blev opført over for stationen i 1901. Den har 4 selskabslokaler og kan huse selskaber på 200 personer. Den leverer også mad ud af huset.[5]
  • Gandrup har købmand, Dagli'Brugs og pizzeria.

Gandrup fik jernbanestationSæbybanen (1899-1968). Gandrup Station blev anlagt 1 km nord for den daværende landsby. Stationen havde omløbsspor, der i den ene ende havde stikspor som endte i en jordvold, og separat læssespor med stikspor og læsseprofil af stangjern.

Stationsbygningen er revet ned, men i begge retninger er noget af banens tracé bevaret. Fra Teglværksvej går den 2 km lange Gandrup Banesti mod vest til Hovgårdsvej i Vester Hassing. Og fra Borgergade går Borgerstien mod øst. Efter viadukten under Omfartsvejen svinger Borgerstien tv. mod Øster Hassing, men th. går jernbanedæmningen mellem Teglværkssøerne til jernbanebroen over Gåser Å.

I 1901 beskrives Gandrup således: "Gandrup med Skole, Mølle, Andelsmejeri og Jærnbanestation"[6] På det lave målebordsblad ses desuden elværk og i stationskvarteret telefoncentral, baptistkapel og teglværk. Desuden havde byen i starten af 1900-tallet margarinefabrik, motorfabrik, gartneri, karetmager og mange andre forretninger.

Ved udgravningen til jernbanen fremkom store mængder ler, som medvirkede til at Gandrup Teglværk blev etableret i 1911. Værket blev i 1967 opkøbt af Randers Tegl Gruppen, som udbyggede det til en årlig kapacitet på 27 mio. mursten. I 1989 er værket yderligere udbygget til en årlig kapacitet på 75 mio. mursten. Virksomheden beskæftiger ca. 50 medarbejdere i Gandrup. Teglværkssøerne, som er værkets 3 gamle lergrave, indgår nu i et populært rekreativt område på 25 ha med et rigt plante- og dyreliv.[7]

Som nabo til teglværket ligger Gandrup Element, der i over 40 år har fremstillet betonelementer og er totalleverandør af råhuse. Virksomheden beskæftiger ca. 130 medarbejdere.[8]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ Ifølge SkoleIntra, der i sommeren 2019 blev afløst af Aula-systemet, som ikke lægger op til at bringe disse oplysninger
  3. ^ DGI: Gandrup Hallen
  4. ^ "Aalborg Kommune: Børnehaven Skovtrolden". Arkiveret fra originalen 29. maj 2019. Hentet 29. maj 2019.
  5. ^ Gæstgivergaarden Gandrup
  6. ^ Vester Hassing Sogn i J.P. Trap: Kongeriget Danmark, udarbejdet af H. Weitemeyer (3. udgave, 4. bind 1901), s. 418
  7. ^ Randers Tegl: Gandrup Teglværk
  8. ^ Gandrup Element

Eksterne kilder/henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]