Spring til indhold

Frances Farmer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Frances Farmer
Personlig information
Fulde navnFrances Elena Farmer
Født19. september 1913 Rediger på Wikidata
Seattle, Washington, USA Rediger på Wikidata
Død1. august 1970 (56 år) Rediger på Wikidata
Indianapolis, Indiana, USA Rediger på Wikidata
DødsårsagSpiserørskræft, strubekræft Rediger på Wikidata
GravstedOaklawn Memorial Gardens Rediger på Wikidata
NationalitetUSA Rediger på Wikidata
ReligionAteisme Rediger på Wikidata
Uddannelses­stedUniversity of Washington, West Seattle High School Rediger på Wikidata
BeskæftigelseTv-skuespiller, filmskuespiller, teaterskuespiller Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Frances Elena Farmer (født 19. september 1913, død 1. august 1970) var en amerikansk teater- og filmskuespiller, der havde en relativt kort karriere i slutningen af 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne. Hun er nok mest kendt via flere dramatiserede og til dels ukorrekte gengivelser af sit liv i fiktion, heriblandt i filmen Frances (1982).

Opvækst

[redigér | rediger kildetekst]

Frances Farmer kom til verden i Seattle, Washington. I sin skoletid vandt hun en konkurrence ved at skrive et kontroversielt essay med titlen God Dies, og senere, i 1935 mens hun studerede, vandt hun en konkurrence i det venstreorienterede blad The Voice of Action, hvor præmien var en rejse til Sovjetunionen. Trods sin mors stærke protester tog hun af sted blandt andet for at opleve det nyskabende Moskva Kunstteater. Disse to hændelser gav senere anledning til beskyldninger mod hende for at være både ateist og kommunist.

På University of Washington studerede hun drama, og i den periode var universitetets teateropsætninger en stor begivenhed i Seattle. Farmer var flere gange blandt hovedrolleindehaverne i sådanne opsætninger, der blandt andet omfattede Den skønne Helena og Onkel Vanja.

Karriere

[redigér | rediger kildetekst]

Efter turen til Sovjetunionen i 1935 stod Frances Farmer af på vejen hjem i New York, hvor hun forsøgte at skabe sig en karriere som teaterskuespiller. I stedet blev hun opdaget af en talentspejder fra Paramount Pictures, der sørgede for, at der blev lavet en prøvefilmoptagelse med hende. På grundlag af denne tilbød selskabet hende en syvårig aftale, som hun underskrev på sin 22-års fødselsdag, og hun flyttede nu til Hollywood. Det blev i første omgang til hovedroller i et par B-film, inden hun fik en rolle i Rhythm on the Range, hvor hun spillede sammen med Bing Crosby. Til sin næste film var hun udlånt til Samuel Goldwyn, hos hvem hun spillede i filmen Mands vilje, der blev en pæn succes samtidig med, at Farmers præstation blev rost af kritikerne.

Trods succesen var Frances Farmer ikke rigtig tilfreds med den retning, hendes karriere var på vej til at tage. Hun følte sig kvalt af Paramounts tendens til at give hende roller, der afhang mere af hendes udseende end af hendes talent. Hendes åbenmundethed fik hende til at virke usamarbejdsvillig og hånlig. I en tid, hvor studierne dikterede alle facetter af stjernernes liv, gjorde Farmer oprør mod selskabets kontrol og modstod alle dets forsøg på at glamourisere hendes privatliv. Hun tog ikke med til de forskellige Hollywood-fester og gik ikke ud med andre stjerner for at glæde sladderspalterne. Trods dette blev hun forholdsvis positivt beskrevet i en artikel i Collier i 1937, hvor hendes manglende interesse i tøj samt hendes ældre bil blev nævnt.

I et håb om at blive regnet som seriøs skuespiller forlod hun i 1937 filmbyen for at spille sommerteater i Westchester County i New York. Her blev hun bemærket af instruktøren Harold Clurman og dramatikeren Clifford Odets, som inviterede hende til at spille på Group Theatre i New York i et Odets-stykke, Golden Boy. Til at begynde med fik hendes optræden der blandede anmeldelser, hvor blandt andet Time beskrev hende som fejlvalgt til rollen. Imidlertid var Farmer allerede så kendt fra film, at stykket gik hen og blev den største kommercielle succes i Group Theatres historie. Det gav mulighed for at tage på turné med stykket i 1938, og i den sammenhæng modtog hun flere steder fremragende anmeldelser.[1]

Farmer var under indspilningen af sin første film blevet gift med skuespilleren Leif Erickson. Mens hun spillede Golden Boy, havde hun en affære med Clifford Odets, men denne var gift med skuespilleren Luise Rainer og ville ikke love Farmer at gå fra hende. Da han af den grund afbrød affæren, følte Frances Farmer sig forrådt, og da teatret valgte en anden skuespiller – hvis familie finansierede opførelsen af Golden Boy – til opførelser i London, kom hun til den konklusion, at Theatre Group havde valgt hende med overlæg kun for at udnytte hendes stjernestatus til at promovere stykket. Hun vendte nu tilbage til Los Angeles og fik lavet en aftale med Paramount om, at hun skulle være der tre måneder om året for at være til rådighed for filmindspilninger. Resten af tiden ville hun bruge på at spille teater. De næste to stykker, hun spillede på Broadway, gik dog kun kort tid. I Hollywood blev hun ofte udlånt til andre studier, hvor hun som regel fik hovedroller, mens hun hos Paramount måtte tage til takke med biroller, som hun jævnligt fandt uden udfordringer.

I løbet af 1939 begyndte hendes temperamentsfulde optræden i arbejdet samt en tiltagende alkoholisme at skade hendes omdømme. Det følgende år forlod Farmer med kort varsel en Broadway-opsætning af et Ernest Hemingway-stykke, hvorefter hun havde hovedroller i to større filmproduktioner, igen begge som udlånt til andre studier. Men året efter var hun igen henvist til biroller. Da Odets i 1941 forsøgte at lokke hende tilbage til New York for at spille med i sit nye stykke Clash by Night, afslog hun med den begrundelse, at det var nødvendigt for hende at blive i Hollywood for at genopbygge sin karriere. I 1942 spillede hun sammen med Tyrone Power i Født til hævn, udlånt til 20th Century Fox, og hun fik gode anmeldelser for sin rolle. Alligevel valgte Paramount at annullere kontrakten med hende senere samme år. Selskabet brugte som begrundelse hendes alkoholisme samt tiltagende uberegnelighed i forbindelse med optagelsen af Hendes privatsekretær, som hun endte med ikke at optræde i.[2] I samme periode var hendes ægteskab med Leif Erickson forværret og endte med en skilsmisse i 1942.

Lovovertrædelser og mentale problemer

[redigér | rediger kildetekst]
Arrestering

19. oktober 1942 blev Frances Farmer stoppet af politiet i Santa Monica for at køre med fuldt lys på bilen i krigstidens mørklægningsperiode, der gjaldt for det meste af den amerikanske vestkyst. Hun blev efterfølgende taget med til den lokale politistation, hvor hun overnattede i detentionen, da politifolkene havde mistanke om, at hun kørte spirituskørsel. Hun modtog en bøde på $500 og betinget dom på 180 dages hæfte; hun betalte straks halvdelen af beløbet og blev løsladt på prøve.

I januar 1943 havde hun endnu ikke betalt den anden halvdel af bøden, og der blev udsendt en arrestordre på hende. Omtrent samtidig indgav en frisør på et filmstudie en voldsanmeldelse mod hende, idet hun hævdede, at Farmer havde brækket hendes kæbe i forbindelse med en filmindspilning. Politiet sporede hende til Knickerbocker Hotel i Hollywood. Da betjentene bankede på døren til hendes værelse, fik de ikke noget svar, hvorpå de fik adgang med en nøgle. De fandt hende i sengen og pressede hende til hurtigt at klæde sig på, hvilket hun gjorde under store protester og med megen modstand.

Ved afhøringen den følgende morgen opførte hun sig meget uberegneligt. Hun hævdede, at politiet havde umyndiggjort hende, krævede at få en advokat samt smed et blækhus efter dommeren. Derpå blev hun straks idømt 180 dages fængsel. Hun slog en betjent i gulvet og kvæstede andre tilstedeværende, hvorpå hun styrtede til en telefonboks for at ringe til en advokat, hvilket blev forhindret af nogle betjente. De førte hende nu korporligt væk, mens hun råbte: "Har I nogensinde været helt nede?"

Journalisterne skrev sensationsprægede beretninger om hændelsen. Det lykkedes hendes svigerinde, der var vicesherif i Los Angeles County, at få Farmer overført til den psykiatriske afdeling på Los Angeles General Hospital.[1] Her blev hun diagnosticeret til at have en maniodepressiv psykose.

Første indlæggelse

Frances Farmer blev nu overført til San Fernando og Kimball Sanitarium i La Crescenta, hvor hun blev diagnosticeret som paranoid skizofren. Hun blev behandlet med insulinchokterapi, der på det tidspunkt var accepteret som standardbehandling i psykiatrien. Behandlingen har kraftig kvalme som en bivirkning. Hendes familie hævdede senere, at de ikke havde godkendt denne behandling, hvilket er dokumenteret i hendes søsters bog Look Back in Love og i retsprotokoller. Sanatoriet havde ikke nogen speciel bevogtning, og efter omkring ni måneders ophold forlod Farmer stedet til fods en eftermiddag og gik omkring 30 km for at opsøge sin halvsøster Rita. Sammen tog de kontakt til moderen i Seattle for at beklage sig over insulinbehandlingen.

Lillian Farmer rejste nu til Californien og indledte en langvarig retslig kamp for at få værgemålet over sin datter overført fra den californiske stat til sig selv. Selv om en række psykiatere afgav vidneudsagn, der sagde, at Farmer havde brug for yderligere behandling, stod moderen fast. 13. september 1943 rejste hun med tog fra Los Angeles med Frances.[1]

Western State Hospital og livet bagefter

Farmer flyttede nu ind hos sine forældre igen, men hun skændtes heftigt med sin mor. Inden der var gået et halvt år, havde hun fysisk angrebet moderen. Denne så sig derfor nødsaget til at få hende indlagt på Western State Hospital i Steilacoom, Washington. På dette hospital blev Farmer ind imellem behandlet med elektrochok. Efter tre måneders behandling blev hun i sommeren 1944 erklæret for "fuldstændig rask" og udskrevet.

På en tur med sin far, hvor de besøgte en tante på en gård i Reno, Nevada, forsvandt Frances Farmer. Hun boede en tid hos en familie, der havde taget hende med som blaffer, men hun blev snart arresteret for vagabondering i Antioch, Californien. Hendes anholdelse blev publiceret overalt, og hun modtog adskillige tilbud om hjælp fra hele USA, som hun dog alle ignorerede. Efter lang tids ophold hos tanten i Reno vendte hun tilbage til forældrene. På opfordring af moderen blev Farmer, der nu var 31, igen indlagt på Western State Hospital i maj 1945, hvor hun opholdt sig i næsten fem år, afbrudt af en kort periode hjemme i 1946.[1]

Efter hospitalet

[redigér | rediger kildetekst]

På sine forældres anmodning blev Farmer 23. marts 1950 udskrevet fra hospitalet på betingelse af, at hun var under sin mors opsyn. Hun fik et job med at sortere vasketøj på et hotel i Seattle, det samme hotel, hvor hun i 1936 var blevet fejret efter succesen med Mands vilje. Hun opførte sig roligt, idet hun havde opfattelsen af, at moderen i modsat fald ville få hende anbragt på institution igen. Efter sit eget ønske fik hun genoptaget sagen, der ti år forinden havde kostet hende sin egen myndighed, og en dommer gav hende alle hendes borgerlige rettigheder igen.

Efter et kortvarigt ægteskab med Alfred H. Lobley flyttede Frances Farmer i 1954 til Eureka i Californien, hvor hun i næsten tre år arbejdede ubemærket i et fotostudie som sekretær og bogholder.

Forsøg på comeback

I 1957 flyttede hun til San Francisco og arbejdede som receptionist på et hotel. På opfordring blev der lavet et interview med hende, som blev offentliggjort i bladet Modern Screen, hvilket førte til fornyet interesse i underholdningsverdenen for hende.

I interviewet udtalte Farmer blandt andet: "Jeg vil ikke give nogen skylden for min nedtur ... Jeg mener, at jeg har vundet kampen, så jeg nu kan styre mig." Efterfølgende kom hun to gange med i The Ed Sullivan Show og senere på This Is Your Life (Her er dit liv). Da hun blev spurgt som sin alkoholisme og psykiske sygdom, sagde Farmer, at hun aldrig havde ment, at hun var psykisk syg. Hendes kommentar var: "Hvis en person behandles som patient, er der stor sandsynlighed for, at vedkommende kommer til at spille patient."

I august 1957 stod Farmer for første gang i mange år igen på scenen i en turistby i Pennsylvania i en sommeropførelse af stykket The Chalk Garden. I foråret 1958 medvirkede hun i flere tv-stykker, der blev sendt direkte; nogle af stykkerne er bevaret på film. Samme år indspillede hun det, der skulle blive hendes sidste film, The Party Crashers. På det tidspunkt blev hun skilt fra Lobley, hvorpå hun giftede sig med en tv-mand fra Indianapolis, Leland C. Mikesell, som året forinden havde opfordret hende til at forsøge et comeback. Hun medvirkede i nogle opførelser af The Chalk Garden i Indianapolis, men valgte så at tage imod et tilbud om at blive tv-vært på en lokal station i byen. I 1959 kom nyheden ud om, at hun var blevet separeret fra Mikesell, der efterfølgende sagsøgte hende for kontraktbrud. Parret blev skilt i 1963.

Indianapolis

I perioden 1958-1964 var Frances Farmer vært på et tv-show med titlen Frances Farmer Presents, der opnåede topkarakterer i hele udsendelsesperioden. Hun var ligeledes en efterspurgt foredragsholder. I 1959 blev hun døbt i den romersk-katolske tro. I begyndelsen af 1960'erne optrådte hun i nogle teaterforestillinger på Purdue University.

Imidlertid blev hun i 1964 efterhånden igen utilregnelig i sit arbejde. Hun blev fyret, genansat og igen fyret fra sit tv-program. Tv-stationens direktør nævnte senere, i et interview i 1983, at hendes problemer måske var opstået, fordi han havde presset hende til at medvirke i The Today Show på NBC. Han håbede på, at hendes optræden der kunne give god reklame for stationen, men troede måske, at Farmer var blevet påvirket af spørgsmål om hendes mange år på institutioner.

Hendes sidste offentlige optræden var i et teaterstykke på universitetet i oktober 1965. I den samme periode blev hun anholdt for spirituskørsel. Senere forsøgte hun at etablere et par forretninger med en ven, Jean Ratcliffe, men begge forsøg mislykkedes, og da hun igen blev arresteret for spirituskørsel, blev hun frakendt kørekortet i et år.

I 1970 døde Frances Farmer af spiserørskræft. Hun blev begravet i byen Fishers, Indiana.

Beskrivelser af Farmer

[redigér | rediger kildetekst]

Frances Farmers skæbne er beskrevet i flere sammenhænge. Den mest kendte er nok i filmen Frances fra 1982, hvor hun spilles af Jessica Lange, der for sin indsats blev nomineret til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Hendes mor blev i filmen spillet af Kim Stanley, der tilsvarende blev nomineret til en Oscar for bedste kvindelige birolle. Filmen giver kun delvist et sandfærdigt billede af Farmers liv. Blandt andet er der en scene, hvor hun får det hvide snit, hvilket nogle år forinden var blevet præsenteret i bogen Shadowland af William Arnold. I et retsligt opgør med filmens producer kunne Arnold dog fortælle, at dette og flere andre af oplysningerne i hans bog, var opdigtet af ham, hvilket heller ikke kan bekræftes af Western State Hospitals optegnelser.[1] I filmen er der desuden udeladt en række oplysninger, og desuden har man tilføjet en opfundet, livslang længsel hos Farmer efter en mand ved navn Harry.

Året efter blev der lavet en tv-film om hendes liv opkaldt efter hendes selvbiografi Will There Really Be a Morning? med Susan Blakeley i rollen som Frances Farmer, mens Lee Grant spillede hendes mor.

Kurt Cobain fra Nirvana, der kom fra Farmers fødeby, skrev sangen "Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle", som bandet udgav på albummet In Utero.

Filmografi

[redigér | rediger kildetekst]
År Titel Rolle Bemærkninger
1936 Too Many Parents Sally Colman
1936 Border Flight Anne Blane
1936 Rhythm on the Range Doris Halliday
1936 Mands vilje Lotta Morgan/Lotta Bostrom Engelsk titel: Come And Get It eller Roaring Timber
1937 Sensationernes slagskygge Vina Swain Engelsk titel: Exclusive
1937 The Toast of New York Josie Mansfield
1937 Sydhavets pirater Faith Wishart Engelsk titel: Ebb Tide
1938 Kosakblod Trina Engelsk titel: Ride a Crooked Mile
1940 Syd for Pago Pago Ruby Taylor Engelsk titel: South of Pago Pago
1940 Flowing Gold Linda Chalmers
1941 World Premiere Kitty Carr
1941 Badlands of Dakota Calamity Jane
1941 Among the Living Elaine Raden
1942 Født til hævn Isabel Blake Engelsk titel: Son of Fury: The Story of Benjamin Blake
1943 I Escaped from the Gestapo Montage sequence Alternative title: No Escape
1958 The Party Crashers Mrs. Bickford
1958 Playhouse 90 Val Schmitt Tv-serie, episode: "Reunion"
1958 Matinee Theatre Tv-serie, episode: "Something Stolen, Something Blue"
1958 Studio One Sarah Walker Tv-serie, episode: "Tongues of Angels"
1958–1964 Frances Farmer Presents Vært Ukendt antal episoder

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b c d e Jerry Kauffman (1999, 2004). "Frances Farmer: Shedding Light on Shadowland". jeffreykauffman.net. Arkiveret fra originalen 21. juli 2015. Hentet 2011-03-24. {{cite web}}: Tjek datoværdier i: |date= (hjælp)
  2. ^ "Frances Farmer - Biography". imdb.com. Arkiveret fra originalen 14. maj 2011. Hentet 2011-03-24.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Patrick Agan: The Decline and Fall of the Love Goddesses. Pinnacle Books, 1979
  • William Arnold: Shadowland. McGraw-Hill Education, 1978
  • Edith Farmer Elliot: Look Back in Love. Gemaia Press, 1979
  • Frances Farmer: Will There Really Be a Morning?. Allison & Busby, 1973

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Frances_Farmer&oldid=11470179"