OM PROJEKTET
GenJord er en udviklingsproces og et netværksforløb, hvor bæredygtighed tænkes ind i det keramiske fag via en forskningsmæssig tilgang, hvor eksperimenter, undersøgelser og analyser åbner op for nye metoder og æstetiske værker. Resultaterne skal kunne bruges direkte af de deltagende keramikere i deres praksis og vidensdeles med andre keramikere og undervisere indenfor det keramiske område. Målet er at gentænke et ressourcetungt fag, så det i fremtiden kan blive mere leve- og bæredygtigt.
Vi vil i løbet af projektet blandt andet diskutere og undersøge: Hvordan leret kan tilvejebringes mere bæredygtigt? Hvilke forskelle vil ændrede brændingsmetoder gøre på klimaaftryk, udtryk og holdbarhed? Hvilke bearbejdningsmetoder kræver færre ressourcer? Hvilke æstetiske overvejelser og kvaliteter kan inddrages for at sikre en bæredygtig og holdbar keramisk produktion? Hvordan genanvender vi keramikaffald optimalt? Og hvordan kan analyserne inddrages i den fremtidige praksis og til undervisning?
Som en vigtig del af projektet er danske keramikere inviteret ind som medskabere. Netværk og vidensudveksling skal skabe nye muligheder, som kan nå ud til keramikere, undervisere og deltagere rundt om i landet.
Projektet blev startet op med en fælles workshop den 25. november 2023 med oplæg fra Anne Louise Bang, ph.d., tekstildesigner og forsker i bæredygtighed og design ved Via University College, Christina Schou Christensen, keramiker og studielektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, Ninna Gøtzsche, keramiker samt Helle Bovbjerg, keramiker og projektleder på GenJord.
På workshoppen blev der diskuteret problemstillinger og arbejdet med en række hypoteser, som nu undersøges i de arbejdsgrupper, der blev dannet på dagen.
8. juni 2024 blev den anden workshop afholdt med opsamling af foreløbige resultater, fælles diskussioner og talks ved billedkunstnerne Honey Biba Beckerlee og Linda Swanson. Arbejdsgrupperne arbejder nu videre med den viden de indsamler inden for deres fokusområder.
Projektets resultater præsenteres ved et symposium den 2. november 2024 på CLAY Keramikmuseum Danmark. Her vil man kunne gå på opdagelse i et omfangsrigt ArtLab, som præsenterer spændende projekter og ny viden indsamlet i løbet af projektperioden. I løbet af dagen vil der blive delt erfaringer og ny viden, som man kan arbejde videre med i egen praksis. Vi vil også invitere aktuelle eksperter ind, som kan samle op på viden og samtidig pege på alternative spor og metoder til grøn omstilling samt fortælle lidt om projektets fremtid.
Læs mere om symposiet og tilmeld dig her.
Som en del af projektet vil der være online og fysiske talks, vi vil dele relevante links, og erfaringer her på siden. Derfor vil siderne løbende blive udfoldet, så du kan bruge det som en vidensbank om bæredygtig keramik.
Projekt GenJord søger ikke løsningén, men fokuserer på refleksioner og idéer, der åbner op for nysgerrighed, undersøgelser, der fører til ny viden og tilgange til faget.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design, Kulturministeriets udviklingspulje til lokal folkeoplysning, Oplysningsforbundenes Lokalforeningspulje, Aftenskolernes pulje til Grøn Omstilling, Aarhus Kommune samt Dansk Oplysningsforbunds Initiativpulje.