Viser opslag med etiketten Vingummibamsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vingummibamsen. Vis alle opslag

tirsdag den 24. september 2013

Gaver til en 4-årig - fødselsdag om hjørnet

Dette er ikke et reklameindlæg. Det er blot ment som inspiration til andre på gavejagt.

Når Edith har sovet 1 gang, så har hun fødselsdag! 
Tænk engang, at det er 4 år siden, jeg mødte denne skønne, lille skabning første gang.
Edith er rigtig let at købe gave til, for hun ønsker sig stort set alt - fra dukker og kjoler til biler og værktøj. Det betyder dog ikke, hun vil lege lige godt med alt legetøj. Derfor er kunsten for os forældre at finde noget, hun vil få brugt.
Hun er en krudtugle, som ikke kan sidde stille og hun elsker rolleleg. Siden hun blev storesøster, har mor-baby-leg og baby-i-maven-leg været favoritlegene, derefter kommer læge, frisør, butik, klæd-ud osv. Dermed var jeg denne gang på jagt efter en god baby, gerne en dreng (Edith ønsker sig en drengebaby...dukke) og gerne en forholdsvis stor en.
Rubens baby - Max
Dukkeleg er sjældent sjov uden sut og sutteflaske
Pap købmandsdisk fra Ikea.

Kravletunnel fra Ikea. Denne gave er lige så meget til kravlebaby Esther, som til Edith ;-)

Jeg er ikke vild med den lille Kitty, men det er Edith. Som Duplo figur er den dog ok-agtigt. Fandt lidt billigt Hello Kitty Duplo (dog ikke denne) i et supermarked. 
En tegneglad pige ønsker sig et 'rigtigt' penalhus. Vi fandt et superbilligt tidligere på året.
Det bliver en yderst indbringende fødselsdag for den unge dame. Vi plejer at bruge ca. kr 500 - 600 på fødselsdags- og julegaver. Nogle gange lidt mere, nogle gange lidt mindre. Her er dukke + tilbehør, Duplo og penalhus købt på udsalg,  så her er for knap kr 700. Dermed følger en lidt mindre julegave.
Jeg tror, jeg glæder mig ligeså meget til at fejre min store, dygtige, kærlige, omsorgsfulde pige, som hun glæder sig til at blive fejret.

torsdag den 11. juli 2013

Store E elsker lille E - og omvendt


Et par af søskendekærligheds billederne fra min Instagramprofilos.
Edith er virkelig en sød og kærlig storesøster. Det går rent ind hos forældrene, skulle jeg hilse at sige!
Nu er Esther blevet så stor og opmærksom, at hun for alvor har "opdaget" sin storesøster. Alt hvad Edith foretager sig bliver observeret med store, beundrende øjne og et stort smil. Det mindste fjolleri fra søsters side, og Esther er færdig af grin på grund af al den sjovhed. D E T E R D E J L I G T !
Vi nyder det, så længe, der ikke er konflikter, og "Nej, det er miiiin", "Lad vær!'" og "Waaaaaa!". Men en god start, det er det altså.
Og ja, de har næsten ens tøj på på nederste billede - Ups! Men det sker altså kun en gang imellem... ;-)

Bonus info - Esther er 6 måneder og Edith bliver 4 år til september.

torsdag den 4. juli 2013

Hele historien om dengang Edith brækkede lårbenet

Ediths fine bog fra Pixum




En beretning fra en bekymret og nu også lettet mor:
D. 3. maj blev jeg om formiddagen ringet op fra børnehaven, at jeg skulle skynde mig at komme, for Edith var kommet til skade, og at de i børnehaven vurderede, at hun nok skulle på skadestuen. Det er sådan en situation, man som forældre frygter, så jeg gik i ret meget panik.
Jeg er jo på barsel, så jeg sad med uglet morgenhår, rander under øjnene i plettet nattøj og havde lige spist morgenmad, da telefonen ringede. Mens jeg febrilsk klædte mig på, ringede jeg grædende til kæresten (som har 1 1/4 time hjem fra arbejdet), min mor og min far. Min far kunne tage fri fra arbejdet og kigge forbi børnehaven. Heldigvis, for jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle fragte en ked, tilskadekommen pige til skadestuen med baby på armen.
Jeg ankom til børnehaven, og Edith lå og rystede og græd på en sofa. Det viste sig at hun havde forsøgt at hoppe ned fra et klatrestativ. Edith havde ikke styr på, hvordan man skal lande. Hun spændte formodentlig ikke musklerne i benet, og så landede hun nok også forkert. Av!
Vi prøvede at løfte hende, men så skreg hun. Det samme skete, når vi prøvede at få bukserne af hende, så vi kunne se benet. Da min far ankom til børnehaven, blev vi enige om at ringe 112. Jeg fik fat i en sundhedsfaglig person, men fornemmede fra begyndelsen, at hun ikke var meget for at sende en ambulance. Jeg fortalte, at vi frygtede et lårbensbrud, men at vi ikke vidste det med sikkerhed, og at jeg ikke kunne se et brud, da vi ikke kunne få bukserne af barnet, fordi hun skreg sådan. Vi snakker frem og tilbage...og frem og tilbage og frem og tilbage. Jeg kunne godt høre, at jeg ikke rigtig kommer nogle vegne. Til sidst siger damen så, at "det er et meget alvorligt overgreb at sende en ambulance ud til sådan et lille barn", så hun syntes altså, vi skulle prøve at fragte hende i bilen. Hvad siger man så? "Nå, jamen så vil jeg da gerne lige begå et overgreb på min datter, der ligger og ryster og græder??" Nej, vel?
Jeg var forvirret og frustreret, og jeg havde ikke lyst til at skade stakkels Edith yderligere ved at udsætte hende for overgrebs-ambulance-folk. KæresteJens ankom til sidst, og vi blev enige om, at der jo ikke var anden udvej end at løfte hende ned i bilen og køre hende ind til skadestuen. Det gjorde Jens og min far så, og Edith skreg hele vejen i farmands arme ned til bilen...og igen fra bilen og ind på skadestuen.
Vi ankom til skadestuen og blev henvist til lægevagtens venteværelse. De havde ikke et sted, vores stakkels pige kunne ligge ned, så kæresten sad krampagtigt og holdt hende. Hver gang han lavede den mindste bevægelse, skreg hun. Jeg var flere gange henne og spørge, om vi virkelig var det rigtige sted, og om de ikke nok havde et sted, hun kunne ligge ned. Uden held. Så gik venteværelsesreceptionisten til frokost! Da hun kom tilbage, havde vi siddet i venteværelset med en grædende, skrigende, lille pige i over en time!! Her bad jeg i en lidt hårdere tone om et leje, vi kunne lægge Edith på, og først der kom Edith i kyndige hænder. En erfaren sygeplejerske kom og hjalp os, for lægerne havde travlt. Vi klippede Ediths bukser af, og hun (sygeplejersken) fortalte, at vi nok godt kunne forberede os på, at det var et lårbensbrud. Hun havde desværre ret.
En sygeplejerske spurgte så, hvorfor vi dog ikke var kommet derind noget før.
Der var jeg så lige ved at gå lidt amok, men jeg fik sagt med rystende hidsighedsstemme, at vi gjorde, som vi havde fået besked på, og at vi altså ikke havde prøvet sådan noget her før! Fnys, med røgskyer ud af næseborene!

- Kære sundhedsfaglige 112-dame. Det var et meget værre overgreb, at vi selv fragtede Edith ind på skadestuen, end hvis du havde sendt en ambulance. Punktum.
 
Jeg har aldrig ringet 112 før, og har ikke været på skadestuen siden jeg var barn. Jeg vidste ikke, at man bør opføre sig på en bestemt måde for at få effektiv behandling. Meget tyder nemlig på, at det kan være en god ide at vide lidt om, hvordan man skal opføre sig for at komme hurtigt igennem systemet. Vi er rolige, "pæne", jydske personer, der sjældent er grove eller råber og skriger. Jeg har dog desværre fået den opfattelse, at man helst skal være lidt grov og råbe og skrige lidt for at få en effektiv behandling. Det er ikke nok 'bare' at stå med en skrigende 3årig i armene. Øv for en oplevelse.

Jeg blev nødt til at forlade Edith og Jens på sygehuset, for lille baby Esther var efterhånden ret sulten og træt. Senere på dagen ringede Jens og sagde, at Edith desværre havde brækket lårbenet, som vi frygtede. Øv! Så havde han en god nyhed og en dårlig. Den gode først: Edith kommer sig 100% og får ingen mén. YES! Den dårlige nyhed: For at blive rask skal hun indlægges med benene i lodret stræk i 3-4 uger.
Og så græd jeg. Meget. Kunne slet ikke lige se, hvordan man får det til at hænge sammen med en travl mand med fuldtidsarbejde og mig på barsel med en 4 måneders baby (som stadig var ved at komme sig efter en RS virus). Jeg kunne slet overskue at skulle stå i et dilemma om, hvorvidt jeg skulle tage mig af min lille baby eller mit barn med benbrud. Vi blev enige om, at Jens skulle indlægges med Edith, for det ville ikke være rimeligt, hvis jeg og en mælkesulten, lille baby skulle overnatte derinde. Heller ikke rimeligt, eller spor rart, hvis jeg alene skulle passe dem begge.
Edith blev lagt i stræk. Det vil sige, hun skulle ligge med benene lodret opad non stop, 24/7, i 19 dage, og det var endda billigt sluppet.
Lad mig også lige understrege, at en 3årig, der ligger hjælpeløs på ryggen med benene i stræk, og som skal mades, have ble på (ikke sjovt, når man er en stor pige, der har smidt bleen) og ikke mindst underholdes, er laaangt mere krævende end en lille baby.

Vi fik hjælp af en socialrådgiver, for at lære hvilke rettigheder vi havde i forhold til sygeorlov mm. Det var rigtig rart. Derudover var Jens's arbejdsplads intet mindre end fantastisk i forløbet. De sendte Edith en fin gave og lavede en god ordning med Jens, så vi ikke skulle lide økonomiske tab eller bekymre os over, at de var utilfredse med situationen. Jeg behøver vist ikke understrege, hvor rart det var.

I de første dage var Edith rigtig ked af det, utryg og separationsangst. Vi kunne ikke gå på toilettet, uden hun gik i panik. Hver aften gik jeg grædende fra børneafdelingen, når jeg skulle hjem med Esther, og jeg kunne høre Edith råbe grædende efter mig langt nede af hospitalsgangen. Puha det var hårdt!    
Hun var, forståelig nok, ikke glad for at være på sygehuset, og i begyndelsen spurgte hun flere gange dagligt, om hun ikke godt måtte komme hjem. Ikke fedt at sige nej til det.
Børn har en fantastisk tilpasningsevne, og det gælder også min søde vingummibamse. Hun var som sagt (overhovedet) ikke lykkelig for at ligge med benene oppe 24/7 i 19 dage, men hun fandt sig efterhånden i det og fik det bedste ud af det. Edith er et tumle- og udebarn, så det med at blive overladt til de stille syslerier og lege var en udfordring.  Der blev set uendeligt meget Ramasjang, pustet mange sæbebobler, tegnet mange tegninger, lagt mange puslespil og kørt mange gange rundt med sengen på sygehusets gange.
Til sidst fik hun (under hjerteskærende smerte og angst skrig - åh suk) benene ned, og så kom hun hjem - i en ambulance!! Tak! Edith syntes det var sejt og intet ved hverken ambulance eller de flinke falkreddere mindede om et overgreb.
3 uger på sygehus, 1 uges sengeliggeri, 2 uger i kørestol (som vi kaldte "Cykelstol" for at tilføje lidt street cred) og til sidst 2 uger hvor Edith skulle lære at gå igen. 8 uger tog forløbet i alt. Vi fik at vide i starten, at vi skulle regne med 10 uger, så det var skønt at forløbet gik lidt hurtigere end frygtet. Dog var de 8 uger de længste 8 uger ever for mig og min lille familie! P U H A!
Hver gang Edith overvandt en ny udfordring (som at skulle sidde, at skulle løftes, at komme i "Cykelstol", at stå eller at gå) var det en KÆMPE kamp fyldt med overtalelse, lokkelokke, angst og frustrationer. Derfor blev det også en kæmpe sejer, hver gang hun overvandt sin usikkerhed og frygt. Fyldt med stolthed og jubel.
Største sejer var da hun begyndte at gå igen, lidt ligesom Bambi med små tynde, usikre, svage ben. Edith er normalt en stærk og robust pige, men hun tabte sig meget under forløbet, både fordi appetitten ikke var som den plejer, og fordi musklerne svandt. Lige idet hun kunne gå sikkert igen, vendte seje, modige og glade Edith tilbage. Ahhh!
Hun halter stadig lidt, men det er hun tilsyneladende ikke klar over. For nogle dage siden kom jeg til at sige "Ej Edith, det bliver vel nok rart, når du kan gå helt uden af halte, hva?" Hun kiggede på mig som om jeg var idiot, og sagde "Det gør jeg da også!".

Efter dette forløb har jeg fået uendelig mængder af respekt for de forældre der har alvorligt syge og langtidssyge børn. Det må være så benhårdt, at man slet ikke fatter det! R E S P E K T og utroligt meget medfølelse herfra!
Jeg tror, alt det her i bund og grund var meget værre for os forældre, end det var for Edith. Der er ikke noget værre end at se sit elskede barn lide. Jeg kan slet ikke holde ud af tænke på de gange hun skreg af angst og smerte. Jeg havde med glæde overtaget pladsen med benene i stræk og alle smerterne, hvis hun så kunne slippe. Og åh, hvor er jeg trods alt taknemlig for, at det "bare" var et brækket ben, og ikke noget rigtig alvorligt.
Jeg er lykkelig over, at hun nu er begyndt i børnehave igen. Det er kæmpestort. Hun er glade, skøre, vildbasse Edith igen, og det er så fedt. I de 8 uger har jeg stort set intet overskud haft. Alt fokus på familien. Dog fik jeg postet en masse billeder og tanker om forløbet på Instagram (@soehesten).  

For at hjælpe Edith med at bearbejde forløbet har vi bl.a. flere gange leget læge og hospital, og hun har fået benene lagt i lege-stræk.
Derudover har hun fået en fin fotobog med billeder fra hele forløbet. Bogen har hun haft med til familietamtam og i børnehaven, for når man kun er 3 år, kan man ikke forklare sådan et forløb. Det hjælper bogen med.
I Ediths børnehave har mange af børnene været meget påvirkede af situationen, og da hun i mandags vendte tilbage, læste de voksne bogen højt for hele børnehaven, hvilket jeg er sikker på, Edith syntes var en rigtig god oplevelse.

Bogen er fra Pixum, og den har jeg har fået lov til at teste.
Det er en kvadratisk, hardcover fotobog (str stor).
Min helt egen og uforbeholdne mening er helt ærligt, at fotobogen til dette formål er g e n i a l! Den har uden tvivl mine allervarmeste anbefalinger.
Den føles som en 'rigtig' børnebog. Farver og billederne er klare og fine. Det tog en aften at lave den på computeren, og for en som mig, der godt kan lide at være lidt krea, var det ganske hyggeligt.
Ejermanden eller "ejerpigen" er også glad og stolt over at have sådan en fin bog.
Den sætter ligesom et godt punktum på en rigtig hård, men betydningsfuld begivenhed i Ediths (og vores) liv.
Esther skal uden tvivl også ha sin egen bog på et tidspunkt. Den skal bare handle om noget helt andet og meget mindre dramatisk - tak!
 

onsdag den 9. januar 2013

Julegave dukke

Kort tid før jul, blev jeg endelig færdig med denne dukke. Hun skulle egentlig ha været færdig i september, da Edith blev 3, men det blev den af en eller anden grund ikke. Heldigvis nåede jeg det, så hun kunne ligge under juletræet.
Dukkemoren blev heldigvis vildt rigtig glad for sin nye dukke. "Så fik jeg en dukke!" udbrød hun med et stort smil. Den gik rent ind hos moren her. Det er bare så utrolig tilfredsstillende, at lave en dukke til sin datter, som hun oven i købet bliver henrykt for. Det kan varmt anbefales! Også selv om det tager lang tid at skabe sådan en dukke.
Edith har i forvejen denne dukke, som hun stadig er rigtig glad for. Hun hedder bare "dukke", selvom jeg i sin tid gav hende et navn: Esther Aarstid.
Jeg har lige siden været rigtig glad for navnet Esther, så bla. derfor valgte vi det navn til Ediths nye lillesøster. Dermed må vi må finde et nyt navn til dukken, hvis altså dukkemoren synes, det bliver nødvendigt.
Du kan se alle mine indlæg om stofdukker/Waldorfdukker HER. Dette er min tredje dukke, og lur mig om der ikke kommer flere...    

onsdag den 7. november 2012

Laber pigestrik med hjerter

Her er endnu et eksempel på, hvad jeg fik ud af Kreative Dage, eller rettere hvad Edith Vingummibamse fik ud af det. Jeg strikkede denne lynhurtigt, hvilket var en stor tilfredsstillelse. Den er nogenlunde let at gå til.
Edith fyldte 3 i slutningen af september, og hun er en STOR 3-årig. Hun blev fornylig målt hos lægen til at være 105 cm høj! Vi har endnu ikke mødt en jævnaldrende, der var højere end hende, og ofte tror folk, hun er ældre, end hun er. Hvilket både er godt og skidt...
Derfor er denne strikket i str 6 år, for jeg strikker oftest strammere end angivet. Den svarer nok til en str 5 år, og så kan hun måske også vokse en anelse i den ;)
Synes selv denne model er så fin! Det gør ejermanden...eller ejerpigen heldigvis også.
Opskrift og garn er købt HER.

tirsdag den 2. oktober 2012

Loppelækre køretøjer til en 3-årig

Dukkebarnevognen fik den store Vingummibamse fornylig i 3-års fødselsdagsgave. Vi købte den for længe siden, men først nu, er hun stor nok til at sætte pris på den.
Dukkebarnevognen fandt jeg i går i en genbrugsbutik. Smuk, gammel og velholdt er den. Fantastisk røverkøb! Den vakte stor glæde hos dukkemoren - og nok også hos dukken. Snart får Vingummien endnu en dukke, når jeg får taget mig sammen til at sy armene på...hver ting til sin tid...

onsdag den 22. august 2012

Yndlingsmennesker på yndlingsbilleder

Weekenden var virkelig skøn. Fik knipset disse fantastiske øjeblikke med mobilos. Suk!
# Kæresten og Vingummibamsen
# Vingummibamsen og hendes 10 dage yngre kusine

Billederne kan også ses på Instagram @soehesten

tirsdag den 21. august 2012

Genbrug med maskingtape


Dette er et lille forsøg, som ikke er blevet helt som forventet, men som heldigvis stadig sagtens kan bruges.
Ideen har jeg fundet via Pinterest, og synes det var ret smart, så det skulle lige prøves..
Denne er lavet af en lille "Neutral" vaskemiddel dunk til uld-/finvask, og efterfølgende pyntet med maskingtape. Desværre blev den for lille til min Iphone. Næste gang jeg tømmer en stor vaskemiddel-dunk, må den komme under kniven.
Denne får Vingummibamsen.Hver morgen skal hun finde sin legemobil (tænk nu hvis nogen ringer...), og hun kan sjældent huske, hvor hun har lagt den (hvor mon hun har det fra??), så måske kunne denne blive et godt, fast opbevaringssted.

onsdag den 8. august 2012

Fotospam - Den store pige

På vej i børnehave.
Nu er man så sød og kærlig overfor katten, at den gerne vil ligge ved siden af i sofaen
Moren skal virkelig huske at fjerne sit sminke, ellers...
Giver dukken en gyngetur.

En tur på vores fantastiske bibliotek, hvor der ud over bøger, er legetøj, klædudtøj og en fin træbil.
På hyggevisit hos søde, talentfulde Louise
I Kattegatcenteret
Randers Regnskov
Lidt prinsesse har man vel lov til at være
For tiden sker en hulens masse i den lille, dejlige frøkens liv. Hen over sommeren smed hun bleen, og i går begyndte hun i byens fantastiske udebørnehave. Hun tager det hele i stiv arm, og forældrene ser imponeret omend lidt måbende til.
Hun er ved at blive en stor selvstændig pige, som ikke altid vil holde sin mor i hånden, fordi hun kan godt SELV!

tirsdag den 19. juni 2012

Tilbage i blogland - nu med skumfidus

NU er jeg tilbage i blogland!
Min lange blogpause har været en hård omgang, men hård på den fede måde.
I torsdags blev jeg færdig med min uddannelse!  Nu er jeg vaskeægte lærer, og det er skønt!
Hvilken lettelse! Lettelsen er ekstra stor, for opgaveskrivning, eksamenslæsning og selve eksamenerne foregik meget modvilligt. Min krop havde allermest bare lyst til at ligge på en sofa og slappe af og spise og bare have graviditetskvalme i fred og ro.
Jeps, du læste rigtigt. Jeg er gravid! 14 uger henne og lykkelig! Kvalmen (ikke morgenkvalme, men heldagskvalme) er ved at aftage...tror jeg nok...Heldigvis kun få samtaler med "ulrik" i den store telefon...
Jeg havde glemt, hvor hæsligt gravi-kvalme er. Kæft det er hæsligt!! Men denne gang giver kvalmen lidt mere mening end under sidste graviditet. Nu ved jeg, at det VIRKELIG er det hele (og meget mere til) værd.
Nu er jeg bare glad, lettet og afslappet. Jeg er nyuddannet og gravid - kan det blive meget bedre? Lige nu  stornyder begge dele
Jeg er sgu stolt af, at jeg har kunne klare kvalme, opgaveskrivning, eksamen, arbejde, selvstændighedsfase-barn og alt det andet samtidig. Det var ikke let, men jeg gjorde det, og hvis jeg selv skal sige det, så gjorde jeg det godt.

Kreativiteten har holdt pause. Studie og kvalme har snuppet overskuddet, men nu kribler det i fingrene igen - skønt!

Nedenfor viser jeg en masse billeder, der gør mig glad.
Eksamensblomster
Jordbær med fløde - Uhm!
Skumfidusen i maven
Is - Uhm!
Strikketøj
Min seje, modige 2-årige vingummibamse-datter
Træt kat

søndag den 5. februar 2012

Krea-ekstase og vinterhygge

I går fik jeg besøg af to meget skønne mennesker fra blogland, og i formiddags tog de hjem, efter vi alle 3 havde tilbragt et helt døgn i en nærmest krea-ekstatisk tilstand :)
De skønne gæster var Lea og Anette. Jeg har kendt dem i mange, mange år, helt siden teenageårene, hvor vi arbejde sammen.
Efter flere år hver for sig, har blogland bragt os sammen igen, og for HÆWLED hvor er jeg glad for det! Vores kreadøgn var så hyggeligt, at vi helt glemte at tage fotos af al hyggeligheden. Heldigvis havde vi ikke ryddet op, da vi gik i seng kl. meget sent, så jeg ku lige nå at dokumentere lidt krearod, nogle vinglas (som gravide Anette måtte betragte med stor misundelse) og beskidte tallerkener.
Vi fik naturligvis nørklet en hulans masse og delt vores kreaviden. Lea lærte os amerikansk patchwork (og en ny verden åbnede sig), Anette kan tilsyneladende ALT med en symaskine, og jeg gav et strikkekursus. Derud over fik vi rodet lidt med blogindstillinger.
Hold nu kæft, det var fedt!
Da mine gæster var taget hjem, tullede vi rundt herhjemme og storhyggede os.
Stemningsbilleder:
Katten nyder varmen på sin faste plads i vindueskarmen.
Ny blomst i stuen. Glæder mig til at se hvor længe den overlever :-)
Min søde og kitch'ede porcelæns-Bambi samling passer på en eller anden måde godt til disse iskolde vinterdage.
Orkideen kigger ud på sneen.
Vingummibamsen eeelsker at klæde sig ud!! Jeg fandt for nylig en Peter Plys dragt i genbrugsen for en tyver, og den bringer enorm vingummilykke. Jeg får et lille indvendigt grineflip, hver gang hun tager den der Plys-hjelm på :) Især fordi hun selv synes, hun er alt for sej med den på.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...