Udgivet 10.05.2023
Læsetid: ca. {0} minut[ter]
Sverige: Større plantetal i økologisk vårbyg øger udbyttet
Udbyttet i vårbyg var 8-15 procent højere ved en rækkeafstand på 6,25 cm sammenlignet med 12,5 cm og med en frømængde på 500 kerner pr. kvm.
Af Karen Munk Nielsen
Ved at så med mindre rækkeafstand og en højere udsædsmængde kan man mindske ukrudtstrykket og øge udbyttet i økologisk produktion. Det viser en delrapport fra en svensk undersøgelse ved Sveriges Lantbruksuniversitet i Alnarp. Formålet med projektet er at undersøge, hvordan såmønster og plantetal kan bruges til at undertrykke frøukrudt i økologisk jordbrug.
Tæt afgrøde bekæmper ukrudt
For at bekæmpe ukrudt blev der brugt falsk såbed, blindharvning og selektiv ukrudtsharvning efter såning. I forsøgene blev sorterne Planet og Irina sået med en rækkeafstand på henholdsvis 6,25, 12,5 og 25 cm og med plantetal fra 300 til 500 kerner pr. kvm.
Resultaterne fra de to første vækstår viser, at udbyttet stiger med mindre rækkeafstand og øget plantetæthed. Mekanisk ukrudtsbekæmpelse reducerede udbyttet, men forfatterne påpeger, at ukrudtstrykket var relativt lavt under forsøgene. Med et højere ukrudtstryk ville resultaterne formentlig have været anderledes.
Går til grænsen
Ved at så tættere og med en højere frømængde kan ukrudtstrykket dog reduceres markant og udbyttet øges, i hvert fald op til 500 kerner per kvadratmeter i vårbyg. I fremtidige forsøg i 2023 er frømængden øget yderligere op til 600 kerner per kvadratmeter, for at se hvor grænsen går, skriver nyhedsbrevet Info Epok.