Udgivet 22.05.2024
Læsetid: ca. {0} minut[ter]
Sverige: God klovsundhed med recirkulerede fibre i sengebåse
Recirkulerede gyllefibre som strøelse i sengebåse er godt for klovsundheden og øger ikke risikoen for yverproblemer og forhøjet celletal.
Af Karen Munk Nielsen
Data fra 34 svenske malkekvægsbesætninger, som bruger recirkulerede gyllefibre i sengebåsene, viser gode resultater. Halvdelen brugte recirkulerede fibre, den anden halvdel træflis/savsmuld som underlag i sengebåse. 9 af besætningerne i undersøgelsen var økologiske.
Velfærdsvurderinger viste ingen forskel mellem de to strøelsestyper, mens der var signifikant bedre klovsundhed i besætninger, som brugte recirkulerede fibre, fremgår det af en videnskabelig artikel i Journal of Dairy Science.
Færre klovsygdomme
Andelen af køer med klovsygdomme var 26 procent i besætninger med fibre mod 38 procent i besætninger med træflis/savsmuld. Andelen af køer med Digital Dermatitis var 7 og16 procent i besætninger, der brugte fibre henholdsvis træprodukter.
Projektet analyserede ubrugt og brugt strøelse for indhold af tre bakteriearter af Treponema, som sættes i forbindelse med udvikling af Digital Dermatitis. Der blev ikke fundet Treponema i hverken friskt eller brugt strøelse.
Antallet af andre bakterier (total-kim) var derimod signifikant højere i de recirkulerede fibre end i træflis/savsmuld.
Hold øje med yversundheden
Der var ingen sikker forskel i besætningernes celletal, som i gennemsnit lå på 244 og 229 (x1000) i besætninger med fibre versus træprodukter.
Tidligere undersøgelser har vist øget risiko for yversygdomme og nedsat mælkekvalitet ved brug af recirkulerede fibre. Forskerne understreger derfor behovet for faste rutiner for strøelse og tæt overvågning af yversundheden i besætninger, som bruger fibrene.
Brugen af recirkulerede fibre er udbredt i svenske økologiske besætninger, hvor baggrunden blandt andet er mangel på og høje omkostninger til andre strøelsesmaterialer i sengebåsene.
Beregninger i det aktuelle projekt viser et interessant økonomisk potentiale for recirkulerede fibre i specielt større besætninger.
Artikel i Journal of Dairy Science
Alternative strøelser i dansk projekt
Innovationscenter for Økologisk Landbrug har tidligere testet snittet elefantgræs og piller af havrehalm som strøelse. I 2024 udarbejder vi en oversigt over de strøelsesmidler, som findes på markedet, og udvælger strøelsesmaterialer, som virker lovende i økologisk husdyrproduktion i forhold til
- dyrenes komfort og velfærd
- merværdi i form af næringsstoffer til marken, potentiale for samarbejde med biogasanlæg eller andet
Det er særligt strøelsens merværdi før og efter brug i stalden, der er fokus på i projektet.