Verdensmesterskabet i bandy 2014 var det 34. VM i bandy gennem tiden, og mesterskabet blev arrangeret af Federation of International Bandy. Turneringen afvikledes i Irkutsk og Sjelekhov, Rusland i perioden 26. januar - 2. februar2014 og havde deltagelse af 17 hold, hvilket er ny rekord. Den tidligere rekord lød på 14 hold, og stammede fra VM-turneringerne i 2010 og 2012. De 17 hold er opdelt i en A-turnering med otte hold og en B-turnering med ni hold.
Mesterskabet blev vundet af Rusland, som dermed sikrede sig VM-titlen for ottende gang (22. gang i alt hvis SovjetunionensVM-titler medregnes). I finalen besejrede værtslandet rivalerne fra Sverige med 3-2, og russernesJevgenij Ivanusjkins mål til 3-2 i finalens 67. minut viste sig at blive afgørende. Bronzemedaljerne blev vundet af Kasakhstan, som i bronzekampen besejrede Finland med 5-3 efter at have været bagud med 0-2 ved pausen.
B-VM blev vundet af Letland, som besejrede Estland i finalen med 8-1. Tyskland og Somalia deltog for første gang ved VM i bandy. Det somaliske hold bestod udelukkende af spillere bosat i Sverige, og det eksotiske indslag tiltrak de klart højeste tilskuertal ved B-VM, selvom holdet sluttede sidst uden at have været i nærheden af at vinde nogen af sine kampe.
A-VM havde deltagelse af de otte bedst rangerede hold ved VM i bandy 2013: Rusland, Sverige, Kasakhstan, Finland, Norge, USA, Hviderusland og Canada. De otte hold var opdelt i to puljer med fire hold i hver. Puljerne var opdelt i henhold til holdenes placering ved seneste VM, således at de fire højst rangerede hold var placeret i pulje A, mens de fire lavest rangerede hold spillede i pulje B. Begge puljer spillede en enkeltturnering alle-mod-alle, hvorefter alle otte hold gik videre til kvartfinalerne. I kvartfinalerne spiller nr. 1 fra pulje A mod nr. 4 fra pulje B, nr. 2 fra pulje A mod nr. 3 fra pulje B, nr. 3 fra pulje A mod nr. 2 fra pulje B og nr. 4 fra pulje A mod nr. 1 fra pulje B.
De ni hold var opdelt i to puljer med fire eller fem hold i hver. Puljerne var inddelt efter holdenes placering ved seneste VM, således at de fire højst rangerede hold var placeret i pulje A, mens de øvrige fem hold spillede i pulje B. Begge puljer spillede en enkeltturnering alle-mod-alle. Kampene i pulje A spilledes 2 × 45 minutter, mens kampene i pulje B varede 2 × 30 minutter. De fire hold i pulje A og de fire bedst placerede hold i pulje B gik videre til kvartfinalerne.