Spring til indhold

Pipin den Lille

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Pipin den lille)
Pipin den Lille
Personlig information
Født715, 714 Rediger på Wikidata
Liège, Belgien Rediger på Wikidata
Død24. september 768 Rediger på Wikidata
Saint-Denis, Frankrig Rediger på Wikidata
GravstedKlosterkirken Saint-Denis Rediger på Wikidata
FarKarl Martell Rediger på Wikidata
MorRotrude af Trier Rediger på Wikidata
SøskendeBernard,
Landrada,
Auda af Frankrig,
Hiltrud,
Karloman,
Jérôme,
Grifo,
Remigius af Rouen Rediger på Wikidata
ÆgtefælleBertrada af Laon (fra 740) Rediger på Wikidata
BørnGisela,
Karloman,
Pipin,
Adélais,
Chrothais,
Karl den Store Rediger på Wikidata
FamiliePipin af Herstal (bedstefar) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseMonark Rediger på Wikidata
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Pipin den Lille (Pipin den yngre eller Pipin III fr. Pépin le bref (ca. 714 i Jupille nær Liège24. september 768 i Paris) var frankisk konge. Han var søn af Karl Martell og Chrotrudis. Pipin var gift med Bertrada af Laon (Berta), datter af Charibert af Laon, og fik med hende to børn, hvoraf den ene var den senere kejser, Karl den Store.

Ved sin faders død i 741 fik Pipin i sin egenskab af Major Domus styret over Neustrien, Burgund og Provence. Rigets tyske dele tilfaldt broderen Karloman (ca. 706/716 – 17. juli eller 17. august 754 i Wien).

Sejre i krige mod akvitanere, alemannere, bayrere og saksere befæstede hans stilling, og da Karloman 747 blev munk, samlede Pipin hele frankerriget i sin hånd. Han ville da også antage kongetitlen, og med sine stormænds bifald indhentede han pave Zacharias' velsignelse til tronbestigelsen. Zacharias siges at have givet det kendte svar, at kongetitlen hellere burde tilhøre den, der havde magten, end den, der savnede kongemyndighed. Det var et verdenshistorisk øjeblik, da Pipin på en rigsforsamling i Soissons (751 eller 752) hyldedes som frankernes konge, og den sidste merovinger indsattes i et kloster.

Til gengæld for pavens hjælp styrkede den nye konge pavestolen i to felttog mod langobarderne (755-756) og garanterede dens første verdslige besiddelser, hvorfor han er kaldt Kirkestatens grundlægger. Af pave Stefan III fik han titlen Patricius romanorum. Også andre end langobarderne lærte Pipins styrke at kende: araberne tabte i 759 deres sidste besiddelser nord for Pyrenæerne, saksere og bayrere led nederlag, den urolige hertug Waifar af Akvitanien mistede efter ni års krig både hertugdømmet og livet i 768. Kong Pipin fandt tid til at organisere forvaltning og den almindelige orden i sit rige, og også videnskaberne beskæftigede ham sig med.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]