Spring til indhold

London Overground

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ikke at forveksle med London Underground.
London Overground
Et London Overground litra 378-tog på Willesden Junction
Overblik
TypePendlertog
Forstadstog
LokalitetStorlondon; Watford, Storbritannien
Antal stationer78 (83 i oktober 2012)
Antal linjer5
Dagligt passagertalover 200,000[1]
Drift
Åbnet2007
Ejer(e)Rail for London Ltd; en del af Transport for London (TfL)
Operatør(er)Køres af LOROL under kontrakt med TfL, 11. november 2007–2014 (option for forlængelse til 2016)
Teknisk
Strækningslængde86 km
Sporvidde1.435 mm

London Overground (LO) er et netværk af forstadstog i Storbritannien, der betjener store dele af London og Hertfordshire.[2] Det har været opereret af London Overground Rail Operations (LOROL) siden 2007, som en del af National Rails netværk og under Transport for London (TfL)'s franchisekontrol og markedsføring. Det består af fem baner: East London Line, Gospel Oak to Barking Line, North London Line, West London Line og Watford DC Line.[3] Fra ultimo 2012 inkluderes en sjette bane, South London Line, i Overground-systemet.

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Baggrund

[redigér | rediger kildetekst]

Togkørsel i Storbritannien køres hovedsageligt i et system af jernbanefranchiser og opereres af en række private togoperatører, der markedsføres sammen som National Rail.

I 2003 blev et pilotprojekt lanceret, for at samle de lokale National Rail-betjeninger, der køres i London af adskillige selskaber, under et fælles brand. Under Overground Network-brandet introducerede TfL ensartede informationsskærme, stationsskiltning og kort på udvalgte ruter i Sydlondon. Selvom dette pilotprojekt udelukkende var en øvelse i markedsføring, var det det første tilfælde, hvor TfL havde en synlig indflydelse på National Rail-tog i London. Overground Network-projektet blev senere trukket tilbage.

I januar 2004 offentliggjorde Transportministeriet en gennemgang af jernbaneindustrien i Storbritannien.[4] Som en del af rapporten blev der stillet forslag videre fra Transport for London om at etablere et "London Regional Rail Authority" (regional jernbanemyndighed for London), der skulle give TfL reguleringsbeføjelser for jernbanetransporten i og omkring Storlondon.[5]

Som følge af denne høring blev Silverlink-franchiset overdraget til TfL's kontrol. Dette er til dato det eneste aftalte skridt mod etableringen en jernbanemyndighed for hele London.[6]

Silverlink-franchiset havde to driftsområder: Silverlink County (regionaltog fra Euston til Northampton, St Albans Abbey, Bletchley og Bedford) og Silverlink Metro (primært tog indenfor Londons byområde). Da franchiset blev delt op i 2007, blev County-togene overtaget af London Midland-franchiset,[7] og Metro-togene kom under TfL's kontrol.

Offentliggørelse

[redigér | rediger kildetekst]

Den 20. februar 2006 offentliggjorde Transportministeriet at TfL ville overtage forvaltningen af tog, der dengang blev kørt af Silverlink Metro.[8] Potentielle operatører blev opfordret til at byde på driften under det foreløbige navn, North London Railway. Den 5. september 2006 blev London Overground-brandet offentliggjort, og det blev bekræftet, at den forlængede East London Line ville indlemmes.

Lancering

[redigér | rediger kildetekst]
Litra 378 Capitalstar 378017 på Whitechapel.

Den 11. november 2007 overtog TfL franchiset for driften af tog på Silverlink Metros tidligere North London Railway-rute.

Den officielle lanceringsceremoni blev holdt den 12. november 2007 på Hampstead Heath Station ved Londons daværende borgmester Ken Livingstone, med en senere pressebegivenhed på bugtperronen på Willesden Junction Station.

Lanceringen blev fulgt af en markedsføringskampagne, kaldet "London's new train set" (Londons nye togpakke), med plakater og foldere med et billede af en modeltogspakke med de nye Overground-tog, spor og personale.[9]

Ved lanceringen forpligtede TfL sig at forny ruterne ved forbedrede frekvenser, personale på alle stationer, forbedrede stationsfaciliteter, indførelse af nyt rullende materiel og mulighed for at benytte Oyster card i netværket.[10]

Alle stationer blev hovedrengjort[11] efter TfL-overtagelsen, og Silverlink-brandingen blev fjernet. Skiltningen på stationerne er blevet erstattet med Overground-brandede skilte ved at bruge TfL's egen skrifttype, New Johnston.[10][11]

Den 15. april 2009 flyttede North London Line perroner på Stratford til de nye spor 1 & 2 på det øvre niveau, fra de gamle spor 1 & 2 på nedre niveau (nu spor 16 & 17), der er blevet benyttet til DLR's Stratford International-tog. Spor 1 og 2 består af en øperron med trinfri adgang til spor 12 og gangtunnelen til spor 3 til 11.

Den 27. september 2009 åbnede Imperial Wharf Station på West London Line mellem West Brompton og Clapham Junction.

East London Line-forlængelse

[redigér | rediger kildetekst]
Den nye Overground-jernbanebro sænkes på plads over Shoreditch High Street.

Den 27. april 2010 blev East London Line en del af London Overground-netværket, da første etape af banens forlængelse var fuldført.[12] Den tidligere London Underground-bane var blevet forlænget mod nord (primært langs den tidligere Broad Street-viadukt på den lukkede North London Line) for at genåbne Dalston Junction, og syd til nye endestationer på Crystal Palace og West Croydon ved at benytte dele af den eksisterende Brighton Main Line.

Driften begyndte med en begrænset "preview"-betjening mellem Dalston Junction og New Cross/New Cross Gate,[13] mens banen begyndte fuld drift mellem Dalston Junction og West Croydon/Crystal Palace den 23. maj.[14] Den 28. februar 2011 blev banens sektion mellem Dalston Junction og Highbury & Islington åbnet for offentligheden under deltagelse af Borgmesteren i London, Boris Johnson, og London Undergrounds administrerende direktør, Mike Brown. Alle tog fra Highbury & Islington ender på Crystal Palace/West Croydon, mens tog fra Dalston Junction ender på New Cross[15] og, fra slutningen af 2012 og frem, Clapham Junction via Surrey Quays.[16] TfL udtalte i november 2010, at passagertallet på den nye East London line var foran prognosen på 92.000 pr. dag, og at brugen af Surrey Quays er røget helt i vejret.[17]

Indlemmelsen af East London Line i London Overground-netværket har tilføjet væsentlige banestrækninger i tunnel, inklusive den historiske Thames Tunnel, verdens ældste tunnel under en farbar flod. En særhed ved denne del af netværket er, at på Whitechapel løber London Overground-banen under London Underground-banen.

Operatør

[redigér | rediger kildetekst]

The Overground opereres af et privat selskab, London Overground Rail Operations Ltd., der benytter brandet LOROL. Efter en model, magen til den, der allerede var benyttet for Docklands Light Railway, inviterede TfL bydere på driften af The Overground. Modsat National Rail-franchiser sætter TfL takster, fremskaffer rullende materiel og beslutter betjeningsniveauet. Operatøren tager en del af omsætningsrisikoen. TfL har 90% af risikoen og 10% af omsætningen tilfælder operatøren, og operatøren er ansvarlig for opkrævning.

De bydende var MTR Laing (et 50:50-joint venture mellem MTR Corporation og Laing Rail), Govia, National Express Group (Silverlinks operatør) og NedRailways. I december 2006 var dette felt indskrænket til Govia og MTR Laing, der blev valgt til at indsende deres "bedste og sidste bud",[18] og 19. juni 2007 blev det offentliggjort, at MTR Laing var blevet valgt.[19]

Kontrakten blev underskrevet den 2. juli 2007 for syv år med option på en to-årig forlængelse.[20] Som forberedelse til lanceringen af The Overground omdøbte MTR Laing sig London Overground Rail Operations Ltd (LOROL).

I december 2007 offentliggjorde Henderson Group, moderselskabet for John Laing plc, et salg af Laing Rail-afdelingen, der udgør halvdelen af LOROL, Chiltern Railways og en andel af Wrexham & Shropshire, som kører fri trafik. I april 2008 var Laing Rail købt af den tyske statsejede jernbaneoperatør, Deutsche Bahn, som nu ejer 50% af aktierne i LOROL.[21] Prisen rygtes at være omkring €170 millioner.[22]

Nuværende system

[redigér | rediger kildetekst]
Oprindelige London Overground-netværk fra november 2007 (orange) og East London Line i 2010 (lysorange).[23]

Introduktion

[redigér | rediger kildetekst]

Det oprindelige netværk, betjeningsniveauet og køreplanerne var en fortsættelse af Silverlink Metro-togene. Da Overground-navnet indikerer at hovedparten af netværket er over jorden, består det mest af jernbaner, der sammen forbinder forskellige områder udenfor det centrale London, med en betydelig del af netværket i takstzone 2. Netværket benytter også Euston i det centrale London, der er den sydlige endestation for Watford DC Line.[3]

Ruter

[redigér | rediger kildetekst]

The Overground består af de følgende baner:

Netværket har knudepunkter med skiftemulighed til Underground-banerne Bakerloo, Central, District, Hammersmith & City, Jubilee, Northern og Victoria lines og Docklands Light Railway. Overground-banerne vises sammen med Underground-banerne på almindelige Underground-netværkskort (tube maps), udgivet af Transport for London,[25] og på et separat kort over systemet findes også.[26]

Meget af The Overground går gennem mindre velstående områder, og ses som at bidrage til deres forskønnelse.[27] North London og Gospel Oak to Barking Lines blev tidligere betragtet af Londonforsamlingens transportudvalg som værende forsømte og ikke udviklet til deres fulde potentiale.[28]

Frekvenser

[redigér | rediger kildetekst]

Pr. maj 2011 er dette de typiske frekvenser på de individuelle baner:[29]

  • North London Line – seks tog pr. time mellem Stratford og Willesden Junction, med fire fortsættende til Richmond og to til Clapham Junction. Otte tog pr. time i myldretiderne.
  • West London Line – fire tog pr. time (to starter eller ender på Stratford).
  • Gospel Oak to Barking Line – fire tog pr. time.
  • Watford DC Line – tre tog pr. time.
  • East London Line – fire tog pr. time der betjener hver af de sydlige endestationer, hvilket giver 12 tog pr. time på den centrale strækning fra Surrey Quays til Dalston Junction. Otte tog pr. time fra Dalston Junction til Highbury & Islington.
  • South London Line (fra ultimo 2012) – fire tog pr. time fra Dalston Junction til Clapham Junction via Surrey Quays.[30]

Stationer

[redigér | rediger kildetekst]

The Overground betjener de følgende stationer:

North London Line West London Line Watford DC Line Gospel Oak to Barking Line East London Line

* Trinfri adgang kun til østgående perron

  • * Trinfri adgang kun til perron for tog mod London
  • ~ Trinfri adgang kun til sydgående perron
  • ^ Trinfri adgang kun til London Overground-perron og sydgående perron for National Rail-tog

Nuværende drift

[redigér | rediger kildetekst]

London Overground Rail Operations Ltd (LOROL) har hovedkontor og kontrolcenter i Swiss Cottage. Rullende materiel vedligeholdes på depoterne ved Willesden Junction og New Cross (nybygget for den forlængede East London Line). Adskillige andre lokaliteter benyttes til opstabling af tog, inklusive Stratford Station, Euston Station og sidespor (hovedsageligt benyttet af London Midland), samt Barking-depotet i Østlondon (Barking er et centraldepot for National Express Groups franchise C2C). Togpersonale er baseret på adskillige stationer på tværs af London, inklusive Euston, Willesden Junction, Watford Junction, New Cross, Stratford og Gospel Oak.

Billettering

[redigér | rediger kildetekst]

I The Overground benyttes en blanding af papirbilletter og de elektroniske Oyster card-rejsekort. Som med alle National Rail- og TfL-services i London kan passagerer benytte et Travelcard (dagligt, syvdags, månedligt eller årligt). Som på andre National Rail-tog i London kan der også benyttes enkelt-, retur- og billige endagsreturbilletter prisat efter takstzonesystemet.

Som et forsøg på at forbedre sikkerheden og benytte omsætningen har TfL annonceret, at de vil opstille billetbomme på en række af stationerne. Stationerne, som ikke havde bomme, da TfL overtog banen, er blevet udstyret med enkeltstående Oyster card-læsere, mangen til dem på Underground- og DLR-stationerne uden bomme. Validatoren på Blackhorse Road, som tidligere skulle benyttes til at tjekke ind eller ud i Oyster card-systemet, er nu sat ud af drift.

Billetpapiret på The Overground fortsætter med at være det fælles National Rail-papir, da Overground-tog forbliver en del af National Rail-netværket, men nogle gange er der en stor TfL-rondel centralt og med den gentagne inskription "Rail Settlement Plan" på en lysere grøn baggrund.

Billetpriser

[redigér | rediger kildetekst]

Oyster cards takseres efter samme zonebaserede regler, som gælder i The Underground og Docklands Light Railway. Stationer udenfor Storlondon (bortset for Watford Junction) er inkluderet i de nystiftede zoner 7-9, mens Acton Central, Hampstead Heath og Willesden Junction ændrede zoner 2. januar 2008 (hhv. fra zone 2 til 3, fra 3 til 2 og fra 3 til 2 & 3), hvilket reducerede priserne for en række ture.[31]

Papirbilletter takseres efter samme zonebaserede regler, som gælder for papirbilletter i The Underground og DLR, som blev udvidet til at dække de nye zoner. Watford Junction har sin egen, specifikke prisskala. I alle tilfælde er papirbilletter markant dyrere at benytte end Oyster cards.

Rettighed

[redigér | rediger kildetekst]

Selvom The Overground brandes som et TfL-produkt, forbliver den en del af National Rail-netværket, som også kontrollerer rettidigheden (modsat The Underground). De seneste tal fra Office of Rail Regulation (ORR), for 1. kvartal 2011, viste at de havde opnået målet på 95.9% på Public Performance Measure (PPM)-skalaen for punktlighed og pålidelighed. Dette var over gennemsnittet for alle jernbaneselskaber i London og Sydøstengland. Det for de 12 måneder frem til 31. marts 2011 var scoren på 94.8%.[32] TfL har, i samarbejde med Massachusetts Institute of Technology, undersøgt output-data fra Oyster card-billetsystemet for at måle The Overgrounds præstation, udelukkende set fra passagernes synsvinkel.[33]

i foråret 2010 modtog London Overground den samlet set laveste tilfredshedsvurdering på 72% blandt samtlige britiske togoperatører i en national passagerundersøgelse udført af Passenger Focus[34]

Markedsføring

[redigér | rediger kildetekst]
En London Overground-rondel på et stationsskilt på Sydenham.
3D-skiltning på Shadwell Station.

The Overground bliver visuelt præsenteret for offentligheden efter de eksisterende TfL-designstandarder, ved brug af grafiske designelementer, som ligner det, der benyttes i Underground-udgivelser, -skiltning og andre elementer, efter et originalt design af Frank Pick. Disse designstandarder fremgår også at den nye vognpark.

Ruterne markedsføres med en ny version af rondellen, det ikoniske symbol med en bjælke og en cirkel, der associeres med transportprodukter i London. Overground-versionen består af en orange ring med en blå bjælke.[35] Rondellen blev hentet fra et tidligere design for London Passenger Transport Board fra 1933, og som har været benyttet i mange variationer, der er anvendt for efterfølgende drift.[36] De nuværende TfL-versioner indebærer en hul cirkel eller ring frem for den originale, udfyldte cirkel.

Til fælles med andre TfL-produkter betegnes The Overground ved en designeret sektorfarve, en kraftig orange (Pantone 158C).[35] Som med illustreringen af DLR er The Overground vist på Underground-netværkskortet (tube map) som en dobbelt stribe, frem for en udfyldt linje, for at markere deres status som et produkt, som ikke er en Underground-bane.[25]

Organisationens skiltning, kontorartikler og litteratur benytter New Johnston-skrifttypen, ligesom de andre TfL-produkter.[35] Nogle få renoverede stationer på den genåbnede East London Line viser nu stationsnavnet i store orange tredimensionelle majuskler.

Rullende materiel

[redigér | rediger kildetekst]
Et London Overground litra 378 Capitalstar i august 2009.
Interiøret af et litra 378 med den langsgående "metroagtige" sædeopstilling.
De tidligere Silverlink litra 313s er ikke længere i London Overground-drift

Siden London Overground overtog driften fra Silverlink har Transport for London fulgt et program for materieludskiftning i løbet af tre til fem år. Fra 2009 har splinternye litra 378 Capitalstar-tog bygget af Bombardier Transportation været rullet ud på de elektrificerede baner. North London Line havde oprindeligt 24 trevogns-togsæt,[2] men efter perronforlængelser er North London Railways vognpark blev forlænget til fire vogne i 2011. East London Line blev fra startet opereret med 20 firvognstogsæt, og yderligere tre tog blev indsat senere.[37]

De nye elektriske tog, litra 378, blev officielt afsløret på Willesden Junction Station den 13. juli 2009. De har en række "metroagtige" træk, heriblandt langsgående sædeopstilling og meget plads til stående, for at yde en metrolignende betjening med høj kapacitet. Togene har fri gennemgang mellem vognene og klimaanlæg.[38][39] De første Capitalstars begyndte passagerdrift i juli 2009.[40]

De nye tog er leaset fra det nystiftede materieldriftsselskab QW Rail Leasing fremtil 2027. TfL havde planlagt at købe den nye litra 378-vognpark, men i februar 2008 blev det offentliggjort, at de ville lease togene i stedet, for at frigøre købsomkostningerne på £250 millioner, kombineret med en reduktion af risikoen for at tabe på et eventuelt videresalg af flåden.[41]

Litra 378'erne blev indsat med succes på det meste af London Overground, men der var enkelte problemer og forsinkelser. Firvogns-378-togsættene for Watford DC Line blev forsinket grundet problemer ved enmandsdrift, som skyldtes sikkerhedsmæssige betænkninger om blinde vinkler på videoovervågningssystemet, som gør det muligt for føreren at se passagerdørene lukke. Litra 172 havde tekniske problemer, som nu er blevet løst. I oktober 2010 havde det nye rullende materiel fuldstændigt erstattet de gamle elektriske togsæt litra 313 og litra 508, samt dieseltogsættene litra 150 "Sprinter" som alle tidligere var opereret af Silverlink, bortset fra tre litra 508-togsæt, som blev udfaset ultimo 2008. Litra 313 og litra 150 "Sprinter" er overdraget til andre togoperatører, såsom Southern, First Capital Connect og First Great Western. Litra 508-togsættene blev hensat på Eastleigh Works.

East London Line, der tidligere blev opereret med London Underground A60- og A62-materiel, blev midlertidigt lukket for ombygning og opereres nu med nye litra 378 Capitalstar-togsæt.

Otte tovogns-litra 172/0-togsæt blev bestilt af Angel Trains på vegne af TfL i november 2007,[42] og London Overground leaser togsættene af dem.[43] Elektrificering af Gospel Oak to Barking Line ønskes af TfL, lokale bydele og passagergrupper, men har endnu ikke været en del af Network Rails ruteanvendelsesstrategi for ruter på tværs af London.[28] Fra 2010 begyndte TfL at benytte de nye tovognsdieseltog litra 172 "Turbostar".[44]

Alle litra 172/0-togsættene (nummereret 172001 til 172008) er indsat i drift for London Overground.[45]

Hvis planen om erstatning af Watford DC Line med Bakerloo line-betjening til Watford Junction fuldføres, kan Bakerloo lines vognpark med 1972-materiel udvides med de Victoria lines 1967-materiel, som for nylig er taget ud af drift, selvom disse vil kræve modificering.[46]

Nuværende vognpark

[redigér | rediger kildetekst]
Litra Billede Type Maks. hastighed Antal Vogne pr. togsæt Sædeopstilling Kørte ruter Bygget
Litra 172/0 Turbostar dieseltogsæt 120 8 2 2+2 Gospel Oak-Barking 2010
Litra 378 Capitalstar elektrisk togsæt 120 57 4 Langsgående East London
North London
Watford DC
West London 		2008–2011

Tidligere vognpark

[redigér | rediger kildetekst]
Litra Billede Type Maks. hastighed Antal Vogne pr. togsæt Kørte ruter Bygget
Litra 150/1 Sprinter dieseltogsæt 120 6 2 Gospel Oak-Barking 1984–1987
Class 313/1 elektrisk togsæt 120 23 3 North London
Watford DC
West London 		1976–1977
(Renoveret 1997–2001)
Class 508/3 elektrisk togsæt 120 3 3 Watford DC Line 1979–1980
(Renoveret 2003)

Design

[redigér | rediger kildetekst]

Nyt rullende materiel er blevet malet med nyt London Overground-design. Design er magen til det typiske Underground-design, med lysegrå vogne, en langsgående tyk blå stribe og en tynd orange stribe langs bunden, London Overground-rondeller midtvejs langs vognene og orange døre. Enderne er malet gul i overensstemmelse med National Rail-standarder.[35] Sædebetrækket er moket udført af industridesigner Wallace Sewell.[47]

Ældre rullende materiel arvet fra Silverlink bevarede Silverlinks lilla og limegrønne design med gule døre indtil materiellet blev erstattet. Silverlink-logoerne blev fjerne og Overground-bannere blev tilføjet.


Overground-branding på en litra 313-vogn i Silverlink-design
Nyt togsæt 378007 på Richmond med det nye design


Nuværende udviklinger

[redigér | rediger kildetekst]

Udvidelsen af Overground-netværket har været vidt bekendtgjort af TfL som en del af deres transportstrategi, og involverer tilføjelsen af to nye baner til netværket, som til sidst vil danne en slags ring rundt om London. East London Railway er nu fuldendt, og finansieringen for ombygningen af South London Line blev sikret i 2009.[48] Fremtidige 2010-netværkskort blev udgivet til pressen i 2008, for at illustrere det planlagte netværks fulde omfang.[49]

South London Line

[redigér | rediger kildetekst]
1912-diagram af Clapham Junction.
1908-diagram af udfletninger nær Surrey Quays.
En af de høje jernbanebroer, som passerer over Brixton.

Anden etape af East London Line-forlængelsen begyndte anlæg i maj 2011. Den vil give en yderligere 2,5 km forbindelse fra syd for Surrey Quays til Network Rails Inner South London Line til Clapham Junction, via Queens Road Peckham, Peckham Rye, Denmark Hill, Clapham High Street og Wandsworth Road. Forlængelsen brugen en linjeføring mellem Rotherhithe og Peckham, som ikke har været benyttet siden 1911, via den lukkede Old Kent Road Station.

Projektets finansiering blev sikret i februar 2009,[48] heriblandt £64 millioner fra Transportministeriet og £15 millioner fra TfL, og arbejdet planlægges afsluttet ultimo 2012.

Ruten passerer over både Loughborough Junction og Brixton Stationer[49] uden stop. Forslaget er blevet kritiseret for ikke at indeholde nye skiftestationer med Thameslink og London Undergrounds Victoria line.[50][51] Der planlægges ingen stationer på disse lokaliteter, da banen er på høje jernbanebuer, hvilket gør anlægsomkostningerne for en hvilken som helst station uoverkommelige.[52]

Der var planlagt en ny station på Surrey Canal Road. Dette blev sat i bero i 2009, men der bygges dog en passende stationsboks for at fremme et senere anlæg.

Foreslåede udviklinger

[redigér | rediger kildetekst]

Som med al transport i London har der været en række forslag angående forlængelser og ændringer til Overground-netværket. Endnu er ingen af disse blevet bekræftet.

Watford DC Line-overdragelse til Bakerloo

[redigér | rediger kildetekst]
Hvordan London Overground-netværket kan se ud, hvis Watford DC Line flyttes til Bakerloo line og Primrose Hill-forbindelsen blev genopført.

TfL har foreslået en gen-forlængelse af Bakerloo Line til Watford Junction.[53] Det er blevet foreslået, at det meste af eller hele banen fra Queen's Park til Watford Junction udelukkende skal køres af London Underground, og London Overground-driften skal indstilles.

Som en del af denne ændring skal Overground-tog omledes ved Primrose Hill Junction via den nuværende godsbane gennem Primrose Hill (lukket for passagertrafik siden 1992) til Camden Road, for at give en ny linje mellem Queen's Park og Stratford.[54] Hvis denne ændring skulle finde sted, vil Kilburn High Road og South Hampstead ikke længere have direkte forbindelse til det centrale London, og The Overground vil miste sin i øjeblikket eneste London-terminal (Euston).

Watford-banen er stadig vist som en del af The Overground på de potentielle netværkskort, som udgives af TfL, så detet forslag forekommer usikkert.[49][55] Desuden er finansieringen bekræftet for Croxley Rail Link, hvor Watford-grenen på Metropolitan line omlægges til Watford Junction, via genopbygget infrastruktur med forbindelse til Watford High Street (hvor den vil dele spor med, og forstærke køreplanen for, London Overground).

Yderligere udvidelse i Sydlondon

[redigér | rediger kildetekst]

I marts 2008-udgaven af avisen The Londoner, offentliggjorde TfL en intention om overtagelse af flere ruter i Sydlondon, da Southerns franchise udløb i 2009.[56] Denne plan blev dog ikke indlemmet i franchiseudbudsdokumenterne og heller ikke i tiårsplanen fra 2008.[57]

Old Oak Common-skiftestation

[redigér | rediger kildetekst]
Kort over den foreslåede Old Oak Common Station.

Der findes en langsigtet plan om at skabe skiftefaciliteter med fremtidige High Speed 2-forbindelser på den foreslåede Old Oak Common Station. Planlægningsdokumenter fra Transportministeriet foreslår, at den nye station, på en grund lige syd for Willesden Junction, kunne åbne i 2025 og tilbyde forbindelser til London Overground på både North London og West London Lines.

Stationen skal også betjenes af den kommende Crossrail-bane, Great Western Main Line-tog og Heathrow Express, og forslagene indikerer også muligheden for skiftefaciliteter med Bakerloo og Central lines.[58] Old Oak Common-planerne støttes af Hammersmith and Fulham.[59]

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ MTR Corporation (26. maj 2011). "MTR's LOROL Tops UK Rail Performance Charts". Pressemeddelelse.
  2. ^ a b Transport for London (5. september 2006). "Introducing London Overground – a new era for London Rail". Pressemeddelelse.
  3. ^ a b "London Overground plans unveiled". BBC News. 5. september 2006. Hentet 19. juni 2007.
  4. ^ "The Future of Rail – White Paper CM 6233". Department for Transport. 15. juli 2004. Arkiveret fra originalen 17. maj 2008. Hentet 25. august 2008.
  5. ^ Transport for London (23. marts 2004). "Bob Kiley outlines proposals for London Regional Rail Authority". Pressemeddelelse.
  6. ^ "London Rail Authority". AlwaysTouchOut.com. 7. september 2006. Arkiveret fra originalen 19. januar 2008. Hentet 25. august 2008.
  7. ^ Department for Transport (21. juni 2007). "New trains and more services for the Midlands". Pressemeddelelse.
  8. ^ Darling, Alistair (14. februar 2006). "Silverlink Metro". Hansard. Hentet 25. august 2008.
  9. ^ "London's new train set" (leaflet). Transport for London. januar 2008. Arkiveret (PDF) fra originalen 29. oktober 2010. Hentet 11. november 2007.
  10. ^ a b "Creating London Overground" (leaflet). Transport for London. 2007. Arkiveret (PDF) fra originalen 9. april 2008. Hentet 11. november 2007.
  11. ^ a b "All Change". The Londoner. Greater London Authority. november 2007. Arkiveret fra originalen 14. december 2007. Hentet 4. november 2007.
  12. ^ "East London line officially opens". BBC News. London. 27. april 2010. Hentet 2. april 2010.
  13. ^ Transport for London (27. april 2010). "New era of rail travel as London Overground's east London route opens to the public". Pressemeddelelse.
  14. ^ "Full service begins on newly extended East London Line". BBC News. 23. maj 2010. Hentet 27. maj 2010.
  15. ^ "Highbury & Islington timetable" (PDF). TfL. Arkiveret (PDF) fra originalen 8. april 2011. Hentet 28. februar 2011.
  16. ^ London Overground | Transport for London
  17. ^ Abbott, James (december 2010). "Overground champion bows out". Modern Railways. London. s. 48.
  18. ^ Transport for London (15. december 2006). "Transport for London confirms next bid stage for London Overground services". Pressemeddelelse.
  19. ^ Greater London Authority (19. juni 2007). "Milestone reached in transformation of London's overland rail network as operator is announced". Pressemeddelelse.
  20. ^ "MTR Laing beats Go-Ahead unit Govia to win North London rail franchise". Hemscott. Hentet 19. juni 2007.
  21. ^ LOROL (1. april 2008). "Deutsche Bahn acquires LOROL". Pressemeddelelse. Hentet 14. april 2012. Arkiveret fra originalen den 17. juni 2008.
  22. ^ Graham, Dave (20. januar 2008). "Germany's Deutsche Bahn to buy Laing Rail-report". Reuters. Arkiveret fra originalen 7. september 2012. Hentet 4. februar 2011.
  23. ^ "London Overground network map" (PDF). Transport for London. 2007. Hentet 21. august 2008.
  24. ^ Latest Tube Map
  25. ^ a b "Tube Map" (PDF). Transport for London. 2008. Hentet 3. september 2008.
  26. ^ "London Overground network map from 1 September 2008" (PDF). Transport for London. 2008. Hentet 25. august 2008.
  27. ^ "Response to Network Rail's Draft Cross London Route Utilisation Strategy" (PDF). Transport for London. februar 2006. Hentet 10. januar 2007.
  28. ^ a b "London's Forgotten Railway: The Transport Committee's Review of the North London Railway" (PDF). Greater London Authority. marts 2006. Arkiveret fra originalen (PDF) 27. september 2007. Hentet 17. marts 2007.
  29. ^ London Overground timetables. Transport for London. Retrieved 21 May 2011.
  30. ^ "London Overground: Clapham Junction to Surrey Quays". Transport for London. Hentet 24. januar 2012.
  31. ^ "Your guide to fares and tickets (2 January 2008 until further notice)" (PDF). Transport for London. november 2007. Arkiveret (PDF) fra originalen 9. april 2008. Hentet 10. juli 2008.
  32. ^ "National Rail Trends Chapter 2" (PDF). ORR. Arkiveret fra originalen (PDF) 7. september 2011. Hentet 14. april 2012.
  33. ^ Frumin, Michael (2008). "Oyster-Based Performance Metrics for the London Overground". Arkiveret fra originalen 13. november 2008. Hentet 14. april 2012.
  34. ^ "National Passenger Survey – Spring 2010". Passenger Focus. 22. juni 2010. Arkiveret fra originalen (PDF) 12. juli 2010. Hentet 23. juni 2010.
  35. ^ a b c d "Design standards". Transport for London. Hentet 25. april 2010.
  36. ^ "Designing Modern Britain – London Transport". Design Museum, London. Hentet 25. august 2008.
  37. ^ Transport for London (4. juli 2007). "£36m contract to bring extra rail carriages for London Overground". Pressemeddelelse.
  38. ^ "In Pictures: Mayor Unveils New London Overground Train". The Londonist. 13. juli 2009. Hentet 14. juli 2009.
  39. ^ "London Overground introduces Class 378 train fleet". Transport Briefing. 13. juli 2009. Hentet 14. juli 2009.
  40. ^ "First Overground 378 Finally Enters Passenger Service". London Reconnections. 29. juli 2009. Hentet 3. august 2009.
  41. ^ Transport for London (20. februar 2008). "Transport for London signs new train leasing contract". Pressemeddelelse.
  42. ^ "Class 172 Turbostar". The Railway Centre.
  43. ^ "The Underground Roundel moves Overground". Today's Railways (UK). No. 70. Sheffield. september 2007. s. 24-30. {{cite news}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)
  44. ^ "New Plans". The Barking – Gospel Oak Line User Group. Arkiveret fra originalen 28. september 2007. Hentet 14. april 2012.
  45. ^ Modern Railways. No. 741. London. juli 2010. {{cite news}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  46. ^ "London Overground & Orbirail". alwaystouchout.com. 7. december 2006. Arkiveret fra originalen 18. juli 2014. Hentet 10. januar 2007.
  47. ^ "London Transport Museum - our moquette range". London Transport Museum. Arkiveret fra originalen 17. juli 2011. Hentet 10. juli 2011.
  48. ^ a b Transport for London (12. februar 2009). "Final section of Capital's orbital railway gets the go-ahead". Pressemeddelelse.
  49. ^ a b c "2010 Tube map". Transport for London. 2007. Arkiveret fra originalen 15. juli 2011. Hentet 21. august 2008.
  50. ^ "Junction joy South". South London Press. Streatham. 24. april 2004. Arkiveret fra originalen 9. maj 2004. Hentet 3. november 2009.
  51. ^ Martin Linton MP (4. august 2006). "Parliamentary Debate: London Orbital Rail Network". Hansard. Hentet 3. november 2007.
  52. ^ "East London Line Extensions – Loughborough Junction". AlwaysTouchOut. 9. november 2006. Arkiveret fra originalen 30. april 2009. Hentet 3. november 2007.
  53. ^ "Scenario Testing for the Further Alterations to the London Plan" (PDF). Greater London Authority. marts 2006. Arkiveret fra originalen (PDF) 30. september 2007. Hentet 19. juni 2007.
  54. ^ "East London Line Extensions". alwaystouchout.com. 9. november 2006. Arkiveret fra originalen 30. april 2009. Hentet 4. februar 2011.
  55. ^ "Geographical map of London Overground 2010". Transport for London. november 2007. Arkiveret fra originalen 29. februar 2008. Hentet 21. august 2008.
  56. ^ "Next stop south London". The Londoner. Greater London Authority. marts 2008. Arkiveret fra originalen 22. januar 2009. Hentet 14. april 2012.
  57. ^ TfL (6. november 2008). "Mayor outlines 10-year plan for massive transport expansion". Pressemeddelelse.
  58. ^ "High Speed Rail" (PDF). Department for Transport. s. 107. Hentet 28. maj 2010.  (Webside ikke længere tilgængelig)
  59. ^ "Old Oak Common: The Transport and Regeneration Case for a HS2 Interchange" (PDF). London Borough of Hammersmith & Fulham. december 2009. Arkiveret fra originalen (PDF) 8. juni 2011. Hentet 28. maj 2010.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=London_Overground&oldid=11805277"