Spring til indhold

Interpretatio graeca

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Interpretatio graeca ("græsk tolkning") er en latinsk betegnelse for antikke græske forfatteres tendens til at identificere fremmede guddomme med guder fra deres eget græske panteon. Herodot omtaler fx de gamle ægyptiske guder Amon, Osiris og Ptah som ægypternes "Zeus", "Dionysos" og "Hefaistos".

Til grund for denne praksis ligger den idé, at der gives et bestemt sæt "universelle" guder, der blot dyrkes i forskellige skikkelser hos forskellige folkeslag.

Andre versioner

[redigér | rediger kildetekst]

Romersk udgave

[redigér | rediger kildetekst]

Interpretatio romana betegnes den tilsvarende romerske udgave, hvor altså ikke-romerske guddome ligestilledes med romerske guder. Denne betegnelse bruges først af Tacitus i hans Germania (kap. 43), hvor han om en hellig lund fortæller: Praesidet sacerdos muliebri ornatu, sed deos interpretatione Romana Castorem Pollucemque memorant ("En præst klædt i kvindeklæder forestår [ritualerne], men i romersk tolkning tilbeder de guderne Castor og Pollux"). Andetsteds i samme værk fortæller han, at germanernes hovedguder var Hercules og Merkur, hvormed han efter alt at dømme sigter til Thor og Odin.

Særligt udbredt var disse praksisser, når det kom til forholdet mellem den romerske og den græske mytologi, som gennem mange års gensidig påvirkning var kommet til at ligne hinanden meget. Her opstod der faste konventioner for "oversættelse" af gudenavne, således at fx Jupiter som en formsag "oversattes" til Zeus – en oplagt parallel, da de pågældende guder i store træk mindede meget om hinanden og sågar havde samme indoeuropæiske ophav. I andre tilfælde skete identifikationen på trods af visse forskelle ud fra centrale ligheder; fx identificeredes den folkekære romerske Mars med den frygtindgydende græske Ares, men beholdt dog sin særegne tilknytning til landbrug og frugtbarhed – områder, som grækerne ikke forbandt med Ares. Som hovedregel ledsagedes en sådan identifikation dog af en vis blanding af de forskellige græske og romerske traditioner til et punkt, hvor det kan være svært at bedømme, hvilke elementer, der er oprindelige og hvilke importerede.

Visse indfødte romerske guder (Di indigetes) som fx Janus og Terminus havde ingen modstykker i græsk mytologi og bevarede således en uafhængig tradition. Tilsvarende fandtes intet romersk modstykke til den græske Dionysos, der derfor blev indlemmet i romersk religion uden at identificeres med nogen eksisterende romersk guddom.

Germansk version

[redigér | rediger kildetekst]

Der findes også en række forekomster af en tilsvarende interpretatio germanica, hvor oftest romerske guder hos germanske folkeslag tolkes som medlemmer af det germanske panteon. Et særdeles prominent eksempel på dette er f.eks. ugedagenes navne, der beror på en sådan "germansk tolkning" af de tilsvarende romerske navne.

Nedenstående tabel giver en oversigt over bevidnede sammentolkninger af hovedguder i de antikke mytologier.


Ligestillede guder
Græsk Græsk (translittereret) Romersk
Ἀφροδίτη Afrodítē Venus
Απόλλων / Φοίβος Apóllōn / Foíbos Apollo
Ἄρης Árēs Mars
Ἄρτεμις Ártemis Diana
Ἀθηνᾶ Athēnā̂ Minerva
Δημήτηρ Dēmḗtēr Ceres
Διώνυσος / Βάκχος Diṓnysos / Bakkhós Bacchus
Ἠώς Ēṓs Aurora
Ἔρως Érōs Cupido / Amor
Ἔρις Éris Eris
Γαῖα Gaîa Tellus
Ἅιδης Háidēs (Hades) Pluto
Ἥφαιστος Hḗphaistos Vulcanus
Ἥρα Hḗra Iuno
Ἡρακλῆς Hēraklē̂s Hercules
Ἑρμῆς Hermē̂s Mercurius
Ἑστία Hestía Vesta
Πάν Pán Faunus
Περσεφόνη Persefónē Proserpina
Φώσφορος Fṓsforos Lucifer
Ποσειδῶν Poseidō̂n Neptunus
Κρόνος Krónos Saturnus
Σελήνη Selḗnē Luna
Ζεύς Zeús Iupiter