Farøbroerne
Farøbroerne | |
---|---|
Officielt navn | Farøbroerne |
Bærer | 4 spor af E47/E55 |
Krydser | Kalvø strøm - Storstrømmen |
Sted | Sjælland-Falster |
Karakteristika | |
Design | Bjælkebro - Skråstagsbro |
Total længde | 1.526 & 1.726 m |
Bredde | 21,4 & 22,4 m |
Største spænd | 290 m |
Gennemsejlings- højde | 26 m maximalt |
Historie | |
Åbningsdato | 4. juni 1985 |
Farøbroerne, der forbinder Sjælland med Falster, består af to broer, en nordlig lavbro og en sydlig højbro. Farøbroerne er et led i sydmotorvejen, som udgør en del af E47 og E55. De blev indviet 4. juni 1985. Vejdirektoratet var bygherre. For projekt og tilsyn stod Cowiconsult, Christiani & Nielsen og som broarkitekt E. Villefrance. Hovedentreprenører var Monberg & Thorsen. Farøkonsortiet bestod af Højgaard & Schultz, Kampsax, Campenon Bernard Cetra, samt Polensky & Zöllner.[1]
- Længde: 1.596 og 1.726 meter.
- Bredde: 21,4 og 22,4 meter.
- Gennemsejlingshøjde: 20 og 26 meter.
- Gennemsejlingsbredde: 40 og 290 meter.
- Byggeperiode: 1980-1985.
- Indvielsesdato: 4. juni 1985.
- Bilspor: Fire.
- Togspor: ingen.
- Cykelstier: ingen.
- Fortove: ingen[2]
Lavbroen
[redigér | rediger kildetekst]Lavbroen går fra Sjælland til Farø, hvorfra man kan fortsætte til Bogø og Møn via dæmninger, anlagt i henholdsvis 1979 og 1943.
-
Farøbroerne set fra vest med dæmningen til Bogø øverst i billedet. Sjælland tv., Falster th.
-
Øverst den nyanlagte dæmning Bogø-Farø, 1979, med arbejdshavn på Farø. Foto af Lene Holm. Scan efter bogen Farøbroerne, 1985.
-
Arbejdshavn på Farø ved opførelsen af Farøbroerne. Foto af Lene Holm fra 1979. Scan efter bogen Farøbroerne, 1985.
Højbroen
[redigér | rediger kildetekst]Den høje (syd) bro krydser Storstrømmen mellem Farø og Falster. Det er en skråstagsbro. Broen er 1.726 meter lang, længste spændvidde er 290 m, den maksimale højde mellem vandet og brofaget er 26 m, og det er ophængt i 95,14 m høje tårne, som blev færdiggjort i 1984. Det var en af de første skråstagsbroer i Skandinavien (den første var Strömsundsbroen). De to tårne, som bærer spændet, er 'diamant' formede konstruktioner, rejsende sig fra et enkelt punkt ved vandoverfladen op på hver side af brofaget, for så igen at forene sig i ét punkt over midten af broen. Der er kun én række af ophængskabler, og den går langs midten af kørebanen.
Broerne blev indviet i 1985 som aflastning for Storstrømsbroen fra 1937, der længe havde haft svært ved at klare det stigende trafikpres. Farøbroerne var med deres godt 3.300 meter (Storstrømsbroen havde den gamle rekord med 3.199 meter) Danmarks længste broforbindelse indtil indvielsen af Storebæltsforbindelsen i 1998 (længde mere end 13 km). Motorvejen over Farøbroerne er en del af de europæiske Europaveje og har numrene E47 og E55.
I et regionalt udviklingsperspektiv har det været af stor betydning for Bogø og Møn, at Farølinjen blev den foretrukne frem for de alternativer, der især var på tale, Orenæslinjen og Masnedølinjen.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Vejdirektoratet. Farøbroerne og Sydmotorvejen Arkiveret 23. oktober 2020 hos Wayback Machine. Brochure. Juni 1985.
- ^ "Farøbroerne". vejdirektoratet.dk. 3. januar 2018. Arkiveret fra originalen 1. marts 2018. Hentet 28. februar 2018.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Farøbroerne / redaktion S.K. Andersen (f. 1920) og Ib Møller (f. 1929). – Udgivet af Møn Kommune, Nørre Alslev Kommune, Vordingborg Kommune, Storstrøms Amtskommune og Vejdirektoratet, 1985, 140 s. Illustreret, delvis i farve. ISBN 87-7491-160-0.
- Knudsen, Anders. Farøbroerne fra top til tå. Nykøbing F., 1985. ISBN 8798151428.